Som ny præst skal man finde balancen i det hele

Benjamin Sloth Jensen er nyuddannet præst, og han er netop blevet ansat i sit første embede. Den udfordring ser han frem til, selvom den er svær at forberede sig på: ”Jeg tror, jeg i høj grad gør mig klar på, at jeg bare skal springe ud i det.”

”Do ska’ da wist være præst, ska’ do ’et?”

Det havde Benjamin Sloth Jensen faktisk ikke overvejet. Alligevel blev morfarens spørgsmål ved med at runge som en profetisk røst fra Østhimmerland i Benjamin Sloth Jensens baghoved, og kort før jul blev han ordineret til sit første præsteembede.

I virkeligheden var morfarens spørgsmål nok ment som en vittighed, der opstod, efter Benjamin Sloth Jensen havde holdt en tale ved sin søsters konfirmation. Men efterhånden voksede idéen til mere end blot en tanke, og lige pludselig var det uundgåeligt for Benjamin Sloth Jensen at begynde på teologi på Aarhus Universitet.

Benjamin Sloth Jensen har ikke en kirkelig baggrund hjemmefra, så det stod ikke umiddelbart skrevet i stjernerne, at han skulle føres ad Herrens veje og blive præst i den danske folkekirke. Ikke desto mindre var det netop den ambition, som ledte ham ind på teologiens smalle stier. Og efter seks års studier med døde sprog, filosofiske systemer og teologiske dogmer, er Benjamin Sloth Jensen nu blevet ansat som sognepræst i Grønnevang Kirke i Hillerød fra den 1. februar.

Som teologistuderende får man ofte stillet spørgsmålet, om man skal være præst. Og selvom det var Benjamin Sloth Jensens klare mål fra begyndelsen, har der også været plads til tvivlen undervejs.

”Jeg har haft perioder, hvor jeg har tænkt, at jeg måske skulle være præst senere, men ikke lige nu. På andre tidspunkter har det været det eneste, jeg ville. Op til jeg blev færdig, har der ikke været ret meget tvivl om, hvad jeg skulle – der skulle jeg bare ud og virke som præst,” fortæller han.

Et spring ud på de 70.000 favne vand

Benjamin Sloth Jensen fik allerede en smagsprøve på livet som præst, da han gik på pastoralseminariet i løbet af efteråret 2019. Udover en kandidatuddannelse i teologi, skal man som præst i folkekirken nemlig også have bestået folkekirkens praktiske uddannelse, der forbereder præsteaspiranten på de opgaver, som følger med i jobbet som præst for en menighed.

På pastoralseminariet oplever man de fleste facetter af embedet – lige fra søndagsprædikenen til begravelsen, som man selv holder. Men selvom det giver et godt indtryk af, hvad det vil sige at være præst, er det noget andet, når man selv står med hele ansvaret, forklarer Benjamin Sloth Jensen.

”Jeg har gjort alle de ting, som en præst skal gøre. Men når vi har holdt gudstjenester på pastoralseminariet, er det lidt, som om det er noget, vi har leget. Også selvom det er en rigtig gudstjeneste. Det bliver noget andet nu. Nu er det mig, der er den.”

Det er ikke noget, han er bekymret for, men det er en udfordring, han ser frem til, selvom den kan være svær at forberede sig på.

”Jeg tror, at jeg i høj grad gør mig klar på, at jeg bare skal springe ud i det, selvom det er svært,” siger han og uddyber:

”Det er svært at forberede sig på arbejdet som præst, førend man rigtig er i det. Der jo en masse aspekter, jeg ikke kender til, og som jeg ikke kan læse mig til, fordi det er noget, der skal opleves, når man kommer ud i lokalmiljøet og er præsten.”

At finde den rette balance

Netop det faktum, at Benjamin Sloth Jensen nu bliver præsten i lokalområdet, er noget, som både han og hans hustru skal vende sig til. Udover at de skal møblere de mange værelser i den 250 kvadratmeter store præstebolig med de få møbler, som de tager med sig fra kollektivet i København, skal de også finde en balance i at leve et præstebolig-liv.

”En præstebolig har jo en helt speciel rolle, fordi der kommer mange folk ind og ud af døren. Vi glæder os til at have åbne døre, hvor folk kan henvende sig, hvis de har brug for det,” siger han og forklarer, at han ser meget frem til at blive en del af lokalmiljøet omkring kirken.

”Jeg kommer ikke bare for at passe mit arbejde, men også for at være en del af menigheden. Frivillighed og engagement betyder meget, og der sker mange ting i kirken, som jeg gerne vil være en del af,” siger han.

Men det er også en af udfordringerne ved at være ny præst, medgiver Benjamin Sloth Jensen:

”Det bliver selvfølgelig en stor omvæltning. I begyndelsen kommer det nok til at handle om at finde en balance i, hvornår man er på arbejde, og hvornår man holder fri, hvornår man er til stede, og hvornår man skal videre,” siger han og uddyber:

”Der er nogle, der trives med at have telefonen åben hele tiden, og andre lukker den klokken 16. Jeg tror, jeg skal være god til at føle efter, hvad der passer bedst til mig, og hvad der passer til min menighed. Jeg ser i høj grad min stilling som en tjener for menigheden, så det har også en indvirkning på det.”

Samarbejde på tværs af kirkelig orientering

Det er imidlertid ikke kun menigheden i Grønnevang Kirke, som Benjamin Sloth Jensen kommer til at beskæftige sig med. Hillerød er kendt for sit mangfoldige og diverse kirkeliv, idet der er mange konvertitter i området, ligesom udrejsecentret Sjælsmark ligger tæt på byen. Derudover rummer byen både missionsforeningen Luthersk Mission og en stor pinsekirkelig menighed.

”Jeg har meget stor respekt for det arbejde, som blandt andet missionsforeningerne laver. Selvom man har teologiske forskelligheder, har man evangeliet til fælles. Det er ret fint, at der er plads til os alle sammen – og det glæder jeg mig meget til at arbejde i og med,” siger Benjamin Sloth Jensen.

For Benjamin Sloth Jensen er det ikke afgørende at placere sig selv et sted i det kirkelige landskab. Han er blevet placeret mange forskellige steder af forskellige mennesker, som har haft et indtryk af hans teologiske ståsted, men det er ikke det væsentlige, mener han.

”Jeg finder stor inspiration mange forskellige steder, og jeg elsker at samarbejde med folk fra det brede folkekirkelige landskab. Det er fedt, vi kan være kirke sammen,” forklarer han og fastslår, at det centrale for ham og hans teologiske virke er menigheden:

”Jeg har menigheden i centrum. Det er en menighed, som forventer sig noget af deres præst, og jeg håber, jeg kan indfri de forventninger. Men det er også en meget kærlig menighed, som jeg føler mig meget velkommen hos.”