Julekalender

Ann-Mette Elten: Ingemann griber os om hjertet med poesi og ånd

Ann-Mette Elten synger i december måned julesalmer og store klassiske sange fra sit album ”Adagio”. Foto: Pressefoto

8. december: Sangerinde Ann-Mette Elten har i de senere år beskæftiget sig med salmer og stor klassisk musik, som hun også synger ved årets julekoncerter. Den personlige favorit er en salme af B.S. Ingemann, som hun tror vil åbne sig yderligere i år, hvor hun er nybagt farmor

De fleste vil formentlig kende hende som sangerinde i bandet På Slaget 12. De senere år har Ann-Mette Elten begået sig som solosangerinde, og hver jul synger hun højtiden ind med store, klassiske sange som ”O mio babbino caro” og ”Pie Jesu”.

Hendes eget yndlingsværk i julen er ikke italienske værker, men en dansk julesalme af B.S. Ingemann, nemlig ”Julen har bragt velsignet bud”.

"Det er en af mine yndlings-julesalmer. C.E.F. Weyses smukke, iørefaldende melodi, og B.S. Ingemanns fine, poetiske billeder, som har barnet i centrum, bliver til en magisk helhed."

Særligt ét vers fra salmen påvirker Ann-Mette Elten, når hun synger den.

"Jeg rammes dybt, hver gang jeg synger ordene “Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste”, for her er salmen som en pendant til den fine “Juletræet med sin pynt”, men også så meget mere. Juletræet er i B.S. Ingemanns digtning blevet en kvist fra livets træ og spejler Paradiset. Med sin folkelige beskrivelse griber han os om hjertet med poesi og ånd - og Jesusbarnets fødsel skaber her forbindelsen mellem jord og himmel, og vi får den tabte natur, Paradiset tilbage."

Selvom det er en børnesalme, appellerer B.S. Ingemann også til barnet i den voksne, mener Ann-Mette Elten. Hun elsker derfor, når han i salmen taler om, at "nu glædes gamle og unge".

"Det er netop det smukke for mig ved den kommende højtid, at vi er flere generationer i stue sammen, som deler både alvoren og glæden i vores julesalmeskat. Og mon ikke jeg finder en helt ny dimension i 'Julen har bragt velsignet bud' denne jul som nybagt farmor, der får lov at se et lille barn danse på moders skød. Jeg tror, det er helt i B.S. Ingemanns ånd, at min lille historie kan rummes i julens store historie."

Ann-Mette Elten er aktuel med en julekoncert, som hun fremfører over hele landet. Se programmet her