Salli mistede sin kæreste: Sorg er kærlighedens pris

En læge ombord på det fly, vi var med, forsøgte forgæves at redde min kærestes liv. Men i Frankfurt, hvor vi nødlandede, blev han erklæret død. Jeg fik beskeden i et fly fyldt med mennesker, og derfra var mit liv helt forandret, skriver Salli Hansen om sorgen over at miste sin kæreste

Den 8. juli 2014 sagde jeg farvel til Jesper. Han var min kæreste og far til vores dengang knap toårige datter. Vi havde alle tre været på en skøn forlænget weekend i Nice, og på vej hjem i flyet fik han hjertestop. En læge ombord forsøgte forgæves at redde hans liv. Men i Frankfurt, hvor vi nødlandede, blev han erklæret død. Jeg fik beskeden, da jeg sad i et fly fyldt med mennesker, og derfra var mit liv helt forandret.

Jeg kunne ikke være i sorgen

Når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg dog kunne være i sorgen, er min første indskydelse, at det kunne jeg heller ikke. I starten føltes den så stærk og altoverskyggende, at jeg dårligt kunne rumme den. I perioder var jeg ved fuld bevidsthed og tænkte utrolig praktisk, og på andre tidspunkter var jeg fuldstændig sønderknust. Min krop vred sig i smerte, og jeg skreg og hulkede. For ja, det gjorde fysisk ondt, og bare ved at tænke på det nu får jeg tårer i mine øjne.

Håbløshed og dårlig samvittighed

Jeg havde en masse mennesker omkring mig den første tid, og alligevel følte jeg mig utrolig ensom. I perioder føltes det, som om jeg have mistet alt og intet havde tilbage at leve for. Denne følelse kunne samtidig give mig utrolig dårlig samvittighed, for jeg havde jo stadig det dyrebareste tilbage: vores datter.

Det gav mig dog lidt fred, da jeg fik læst en bog, som beskrev det at være i sorg. Heri stod et eksempel på en mor, der havde mistet et af sine tre børn, og hun sad tilbage med samme følelse. Min følelse blev derefter mere legitim, og jeg fik forliget mig med den som en helt normal reaktion på en dyb sorg.

En dag begyndte jeg at skimte lys

Jeg har kendt Jesper, siden jeg var 19 år, og vi var praktisk talt blevet voksne sammen. Vi havde haft en meget tydeligt planlagt rute i vores liv, og da jeg meget pludseligt blev revet væk fra den vej, var det utroligt skræmmende og en kæmpe omvæltning.

Jeg følte i flere måneder, at jeg famlede mig frem i mørke, indtil jeg en dag igen begyndte at skimte lys. Selvom sorgen fortsat var en stor del af mig, begyndte jeg igen at ane et håb. Jeg begyndte at vænne mig mere til, hvordan sorgen og savnet pludselig kunne dukke op, og jeg lærte at bære over med mig selv.

I samarbejde med min terapeut har jeg fundet sætningen: ”Husk at se på dig selv med milde øjne”. Så når jeg er hård ved mig selv på grund af en handling, tanke eller følelse, prøver jeg i stedet at finde frem til, hvorfor det vækker den reaktion hos mig. Jeg kan stadig sagtens, her godt fire år efter, blive ramt af sorg og savn. Det er dog ikke noget, der skræmmer mig, for jeg føler, at der stadig er plads til så meget andet i mit liv, og der er så mange andre ting, som er med til at definere, hvem jeg er.

Jeg vil ikke have været vores store kærlighed foruden

En anden ting, som har hjulpet mig med at slutte fred med sorgen, er, at det er kærlighedens pris. Jeg vil jo under ingen omstændigheder være uden den store kærlighed, som Jesper og jeg delte.

Jeg kan blive helt panikslagen ved tanken om at miste den allerdyrebareste gave, jeg fik ud af vores forhold, men samtidig vil jeg jo heller ikke være uden den store kærlighed og stolthed, jeg føler til vores datter. Så ja, man bliver sårbar af at elske, men hvor ville livet da være trist uden kærlighed.

Hvor var Gud?

Jeg har siden min gymnasietid set mig selv som kulturkristen, og Gud har ikke fyldt meget i mit liv. Men da jeg sad i flyet, bad jeg Gud inderligt om at lade Jesper overleve. Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af, at enten eksisterede Gud ikke, eller også var han dybt uretfærdig. I min sorgproces har jeg derfor ikke fundet meget trøst i kristendommen.

Jeg var dog rigtig glad for, at vi valgte bisættelse i en kirke. Præsten formåede at få fortalt om Jespers liv på en virkelig god måde, og jeg føler, at Jesper fik det farvel, han havde fortjent, og at vi som pårørende fik taget afsked på en rigtig fin og kærlig måde.

Salli Hansen er analysekemiker og mistede sin kæreste i 2014.