Marianne mistede sin søn: I dag er vi en lykkelig familie med en stor sorg

Jeg husker en voldsom tørhed i munden. En følelse af uvirkelighed og ekstrem utilpashed. Tomhed, chok og rædsel. Virkelighed ophævet. Alt var kaos samtidig med at alt stod stille, skriver Marianne, der mistede sin søn Sven.

For otte år siden ville Marianne ikke have troet, at hun og hendes familie kunne blive lykkelige igen, efter de pludselig mistede deres lille søn

Kronik: Vi bad om at se ham efter lægernes mislykkede genoplivningsforsøg. Jeg længtes allerede efter at være hos ham.

De havde lagt ham i en seng med en hospitalsdyne over. Et enkelt lys brændte i mørket. Sådan lå han, smuk og fredelig, med lukkede øjne og lange mørke øjenvipper – og uhyggelig kold. Jeg kunne lige stikke min finger ind i hans hånd, men også den var kold og gav ingen klem mere.

Jeg husker en voldsom tørhed i munden. En følelse af uvirkelighed og ekstrem utilpashed. Tomhed, chok og rædsel. Virkelighed ophævet. Alt var kaos samtidig med at alt stod stille. Det, der netop var sket, havde ingen plads i det billede, jeg havde af os selv og vores verden. Det havde intet navn. Hvad lavede vores lille søn Sven i dette improviserede kapel? Han skulle jo ligge hjemme i sin seng på første sal i vores hvide hus.

Nu lå han her, på Hvidovre Hospital, uden at røre sig. Død.

Et barn kan da ikke dø. Man kan da ikke sådan stoppe et liv midt i en udvikling.

Han var netop på eget initiativ i fuld gang med at pottetræne. Han kunne alle dyrelydene, og sagde nye ord hver dag. Man kan da ikke bare helt uvarslet og uden forklaring sætte en stopper for en så livsbekræftende og hæsblæsende bevægelse frem i livet. Men her lå han. Kold og død.

Om morgenen havde jeg afleveret alle tre børn i børnehave og vuggestue. Om eftermiddagen havde børnene været med min mand i zoo. Jeg selv skulle til julefrokost. En dag lige som så mange andre, troede vi fejlagtigt.

På Hvidovre Hospital var politiet kommet for at afhøre os. Det skal de, når dødsårsagen er ukendt. Politiet skulle også hjem og se ”gerningsstedet”. Sengen, hvor jeg havde fundet Sven død, få timer forinden. Da vi kom hjem, sendte vi en mail ud til venner og familie om det tragiske, der var sket. Ingen måtte vågne op og tro, at alting var godt. Min familie kom i løbet af natten. Jeg mindedes, hvordan vi alle fem plejede at byde dem velkommen i døren. Nu stod min mand og jeg i døren alene, en tidlig grå stikkende kvalmende morgen, mens byen stadig sov. 

Klokken seks om morgenen satte vi os op til Svens tvillingebrors seng. Kort efter vågnede han. Det føltes fantastisk. Han smilede og var glad - og først og fremmest levende. Han anede ikke, at han aldrig mere ville se sin tvillingebror i live. Lidt senere vågnede storebror. Hvordan forbereder man sig på at fortælle en fireårig, at hans bror, som han legede med i går, i nat er død? 

Den uge, som nu begyndte, ville have været helt, helt utænkelig blot et døgn forinden. Sven blev obduceret og hans brødre blev undersøgt på kryds og tværs af alverdens læger. Min kusine, som havde døbt Sven kun et årstid forinden, kom forbi og tilbød at begrave Sven. Bedemanden bad os svare på, om vi ønskede vores søn brændt eller begravet. Brændt eller begravet?

Det føltes som det mest absurde spørgsmål på jorden. Desværre var det pludselig urimeligt relevant. Og hvordan skulle kisten se ud? Havde vi taget stilling til hvem der skulle vaske og klæde Sven på? Skulle begravelsen annonceres? Ville vi være med, når kisten skulle lukkes i kapellet?

Og hvor skulle Sven overhovedet begraves? Ugen inden havde den største bekymring været, hvordan vi skulle nå at købe julegaver.

Fredag, præcis en uge efter, at jeg for sidste gang havde kysset Sven farvel i vuggestuen, stod vi i kirken til hans begravelse. Tilbage var resten af livet - et liv uden Sven.

I dag, otte år senere, forstår jeg stadig ikke, hvordan det lykkedes os at komme gennem den første tid, det første år. Mærkedage. Fødselsdage. Ensomhed. Tit stod jeg nede ved graven. Dernede i jorden, under mine fødder, lå resterne af min søns krop. Den krop, der ellers voksede med raketfart.

Den krop, vi havde nusset og kysset og holdt om og af. Nu var den langsomt ved at forsvinde. Folk, som havde prøvet det før, fortalte os, at først til sommer ville jorden være faldet så meget sammen, at vi kunne placere en gravsten. Vi vænnede os langsomt til den slags. Vi fik regninger fra kirkegårdskontoret og stenhuggeren, og vi modtog breve om opsagt børneopsparing og skifteretsattest om boet efter afdød barn. I mappen, hvor brevet om plads i børnehaven skulle have været, lagde vi dødsattesten.

I dag er vi en lykkelig familie med en stor sorg. En familie, der har været på følelsesmæssigt overarbejde. Det umulige liv, et liv uden Sven, er blevet et muligt liv, og et godt liv - trods alt. Det, der har forandret sig med tiden, er ikke sorgens størrelse, men os, der bærer sorgen. Sorgen over tabet fortsætter, men der er blevet mere plads. Det vanskelige bliver således stående, men vi har lært at leve med det. Modsat, hvad jeg engang troede, gør sorgen ikke alting til en grå trist masse. På én gang kan vi rumme en afgrundsdyb fortvivlelse og sorg – og samtidig glæde sig over en masse i livet. 

Afgørende for min mand og min sorgproces var at møde andre, som også havde mistet et barn. Alle i sorggruppen oplevede for eksempel, hvor svært det var, når folk stoppede med at spørge til, eller nævne, ens barn. Det, mange har brug for, er derimod, at ens barn bliver ved med at have sin plads, sin tid i verden. Det er hårdt og ensomt at holde mindet i live alene. Mens omgivelserne har mulighed for at tage pauser fra sorgen, lever vi, der har mistet, med tabet 24 timer i døgnet.

Derfor får vi heller ikke et følelsesmæssigt chok, når folk nævner vores døde barn, som nogle fejlagtigt tror. Det er derimod livsbekræftende at se, hvordan børnene stolt viser billeder af Sven frem til venner og at overhøre dem diskutere, hvad Sven måske ville have været til fastelavn. Meningsfuldt er det også at fejre hans fødselsdag med venner og familie på kirkegården med heliumballoner og Svens livretter. 

"Køb ikke for mange sodavand - jeg skal kunne nå at drikke dem”.

Sådan sagde mine gamle mormor i årene inden hun døde. At hun tænkte sådan var vel kun naturligt efter et langt liv. Vi tænkte anderledes og så fremad, da Sven og hans brødre fik nye vinterstøvler. Vi tog for givet, at Sven ville slide støvlerne op og nå at vokse ud af dem inden foråret. Sådan gik det desværre ikke.

Alligevel nåede Sven at sætte mange, dybe spor, for døden står aldrig alene. Livet går altid forud. I dag tager jeg ikke længere noget for givet. Jeg kan savne min tidligere frygtløshed og tro på, at alt nok skal ordne sig. Til gengæld er jeg blevet bedre til at prioritere, sætte handling bag drømme og værdsætte alt det, jeg har.

Ethvert liv er helt. Det har en begyndelse, en midte og en slutning. Og nok kom Svens død meningsløst tidligt, men det korte liv, han fik, det var fyldt med mening. Det ville vi under ingen omstændigheder have været foruden. Og meningen med livet er vel netop det, vi når at betyde for hinanden, mens vi er her, så længe vi er.

Marianne sammen med sin søn Sven. Foto: Privatfoto