Når bånd brister

Sorgen er naturlig og hører menneskelivet til, men er meget smertefuld, når den er allerværst

Sorg er mange ting og har mange skikkelser. Den findes der, hvor man ønsker sig tilværelsen anderledes. Det være skilsmisser, misbrug, sygdom eller død, og det er ikke altid den mest åbenbare sorg, der er den sværeste.

Heldigvis er sorg ikke det tabu, som det var for bare 15-20 år siden, og det er blevet mere accepteret at søge hjælp til sine problemer. Men stadig er der normer for, hvordan omverdenen ser på sorg og forholder sig til livsproblemer. Forståelsen og støtten for de konkrete problemstillinger er afhængige af ikke bare af graden af tabuisering, men også af hvor almindelige de er, og af hvorvidt problemerne er selvforskyldte. Hvis man selv har ansvar, eller delvist ansvar for den suppedas man sidder i, for eksempel i forbindelse med en skilsmisse, kan man risikere at vennekredsen ikke ofrer sorgen særlig meget opmærksomhed. Det får man selv lov at klare, eventuelt ved hjælp af terapeut.

Uanset om døden var ventet i forbindelse med et langt og opslidende sygeleje, er det almindeligt at tabet opleves uforudset og omvæltende. Det er også tab af livskvalitet, måske også tab af social status. Det rokker ved tilværelsens grundvold og mening. Verden bliver usikker. Det forandrer ens selvforståelse.

Sorg er en proces, der kan tage lang tid. Det er umuligt at sætte tid på, hvor længe den varer. Mange oplever til at begynde med, at det er svært at forstå, hvad der er sket. Umiddelbart behøver der ikke at være nogen større reaktion. Der kan gå flere måneder, inden den erkendelse, at tilværelsen endegyldigt har forandret sig, begynder at indfinde sig.

Det er umuligt at sige noget om, hvordan sorgen forløber og udtrykkes. Den kan udskydes og undertrykkes. Nogle dage er forfærdelige, fordi virkelighedens barske realiteter står lysnede klart. Tomheden er rungende ... Andre dage går det rimeligt, det er på tidspunkter hvor den sørgende kan få lagt følelsesmæssig afstand til tingenes tilstand.

Der siges at være tre grundfølelser i sorgen: Fortvivlelse, vrede og skyldfølelse, men også angst er blandt de fremtrædende følelser. Angsten for, hvad fremtiden vil bringe, angst for, hvad der skal blive af én, - om man overhovedet kan finde ud af at leve igen, - om man nogen sinde kan blive glad igen, er spørgsmål, der trænger sig på.

Det er også almindeligt at være vred på den døde, fordi man er blevet forladt. At være vred på Gud, fordi noget uretfærdigt er overgået én og ens familie. Og hvis man har en tro, kan sorgens smerte tage så hårdt på livsoverbevisningen, at man bliver en tvivler - måske endda en benægter.

Sorg sluger en masse energi. Det er helt almindeligt at have koncentrationsbesvær og uro, når sorgen er værst. Gamle tab, som man for længst troede, man var kommet over, kan dukke op og være aktuelle også efter mange år. Man er måske ikke helt er klar over hvorfor. Både små og store sorger kan slå ind over én, så dagene bliver en uendelighed af mørke og sortsyn. Man kan føle sig som en helt anden, end den, man var tidligere og have svært ved at genkende sig selv.

Ubevidst arbejder sindet med at sætte de mange vanskelige spørgsmål på plads og med at acceptere, at tilværelsen endegyldigt har forandret sig. Men den reorganisering af livet, som sorgprocessen er, kan understøttes. Jo bedre hjælpen er, jo hurtigere kommer man igennem den tunge tid.

Det siges at delt sorg er halv sorg. To lyttende ører er en god hjælp til at komme til klarhed og at få beskrevet alle de tanker, der melder sig. Venner og familie der kender én og ens historie kan være en uvurderlig følelsesmæssig og praktisk støtte. Sørgende kan være bange for at bruge netværket af frygt at slide dem op eller fordi det opleves som grænseoverskridende, at vise de skrøbelige sider af sig selv. Der er brug for er ofte tålmodighed og forståelse af mange måneders varighed.

Det er især i sorg man lærer sine venner at kende, hvem man kan bruge til noget, og hvem, der er uforstående, bange eller sig selv nærmest.

Som ven til en sørgende behøver man ikke at sige noget klogt, for der er ikke noget klogt at sige. Man skal bare være der med sit nærvær. Og det gør heller ikke noget, hvis man af sig selv kan finde ud af at tage støvsugeren frem eller tage opvasken. Ofte er det meget lidt der skal til for at have været til hjælp.

Det er blevet almindeligt at søge hjælp i sorggrupper. Men der er ikke mange af dem. For nogle er det en utænkelig tanke at skulle fortælle om sorgens mareridt til en gruppe. Men erfaringer fortæller, at sorgprocessen fremskyndes, og de tyngende følelser letter, når man taler med andre, der kender noget lignende som man aktuelt er i. Man kommer til at føle sig lidt mere normal, derfor kan det være en god støtte at deltage i et gruppeforløb i en tidsperiode af nogle måneders varighed.

I en sorggruppe møder man andre, som også sørger over tab i livet. Der er forståelse og accept, - også af det man måske har fortrudt eller ønsker havde været anderledes.

Møderne i gruppen er et tidsrum og et fristed, hvor det er legalt at fortælle om sin fortvivlelse og sin forladthed. Det forebygger samtidigt de alvorlige konsekvenser, som sorg senere kan have i form af angst, depression eller selvmordstanker. For sorgen bliver gennemlevet, så man bliver kendt med den.

Nogle har det bedre med at søge hjælp hos en privatpraktiserende psykolog eller psykoterapeut. Der er mere tid og ro ved individuelle samtaler. Hvis man har en meget svær sorg eller mange gamle tab, kommer man nok bedre til bunds i problemstillingerne, når man er under 4 øjne. Der gives tilskud fra sygesikringen til op til 10 samtaler, under forudsætning af at dødsfaldet er i den nærmeste familie.

Det er hårdt at miste. Men de fleste kommer igennem og bliver glade igen, men med større eller mindre ar på sjælen. Karen Blixen har sagt at alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.

At sørge er blandt andet at blive kendt med sin livshistorie og den plads, som det tabte har for én.

En stor sorg vil ofte ændre livsperspektivet. Man bliver mindre optaget af ligegyldigheder og mere bevidst om, hvad der er vigtigt for én. Mange bliver bedre til at se og påskønne skønheden og små, forunderlige detaljer omkring sig.

Nogle ser og bemærker små tegn fra fortiden, og ser dem som en hilsen fra det som var, men er ophørt. Det er godt at tage fortiden med sig og tilkende den betydning. Der er at kende sig selv, for det er fortiden, der gør os til de mennesker vi er nu.

Glæden er et mirakel, selvom den hører hverdagen til. Efter en stor sorg er det som om at glæden bliver endnu mere forbavsende og endnu mere forunderlig.