Lars Gustav Lindhardt: Sorgen er kærligheden, der spejles i døden

Jeg elsker min far lige så højt i dag, som jeg gjorde, da han levede, og derfor er min sorg ikke blevet mindre med tiden. Det, der ændrer sig, er os, der bærer sorgen, skriver sognepræst Lars Gustav Lindhardt om sorgen efter sin fars død

Jan Lindhardt sov ind den 11. november 2014 efter at have været sengeliggende i godt en måned. Men reelt set havde han været ved at dø i lang tid før, for min far var syg med alzheimers i godt to et halvt år, og alzheimers æder et menneske op indefra, langsomt og uafvendeligt.

Dag for dag, uge for uge, blev min far mindre og mindre min far, efterhånden som hans minder og forstand forsvandt og hans personlighed ændrede sig. Døden var tilstede fra starten og stjal far fra os bid for bid.

Undervejs og især sidenhen har jeg reflekteret over både død og sorg. Ikke mindst i mit arbejde som præst. I den sammenhæng har erfaringerne fra min fars sygdomsforløb og død spillet en afgørende rolle.

Denne proces har ført mig til tre konklusioner om, hvordan vi bedst forholder os til sorgen, når den rammer.

Vær tålmodig

Hav tålmodighed. Sorg er ikke til at undgå. Eller: Sorgen kan undgås, men det kræver, at vi ikke elsker, for sorg er kærligheden, der spejles i døden. Jo større kærlighed, des større sorg. Sorgen forsvinder aldrig, bliver aldrig mindre, for det gør kærligheden heller ikke. Jeg elsker min far lige så højt i dag, som jeg gjorde, da han levede, og derfor er min sorg ikke blevet mindre med tiden. Det, der ændrer sig, er os, der bærer sorgen. Med tiden bliver vi stærkere og bedre i stand til at bære den sorg, der tynger, og derfor kommer sorgen til at føles lettere for hvert år, der går.

Undgå ikke sorgen

Forsøg ikke at undgå sorgen. Sorgen er naturlig og sund, omend den gør ondt. Den er trods alt født af vores forhold til dem, vi har mistet. Det kan være nærliggende at undgå de steder, der gør ondt, fordi de minder os om det, der ikke er mere, ligesom fristelsen til at undertrykke sorgens bølger, når de melder sig, også er stor. Det må vi ikke gøre, for vores evne til at bære sorgen kommer af, at vi føler sorgen. Kun ved at lade sorgen fylde os, når den er her, kan vi blive stærke nok til at bære den.

Dyrk ikke sorgen

Dyrk ikke sorgen. Denne konklusion strider på overfladen mod den foregående, men er faktisk en forlængelse af den: Nogle lader sig synke ned i et mørke, der er så tæt, at de ikke kan vende tilbage. De begynder at forstå sig selv først og fremmest som nogen, der har mistet, som er ramt af døden, snarere end nogen, der lever videre, og de dyrker denne selvforståelse. Ofte er det et forsøg på at fastholde kontakten til den afdøde, men der findes mange forskellige årsager.

Uanset årsagen er det farligt aktivt at dyrke sorgen. Sorgen skal nok melde sig af sig selv, og vi sørger alle forskelligt, så vi må ikke klandre os selv for ikke at sørge nok, hvis vi ikke har ondt hele tiden. Vi skal naturligvis søge minderne, for minderne er vigtige, men hele tiden stadigt minde os selv om, at vi lever videre, og i vores liv får vores kærlighed, der lever videre efter tabet, mulighed for at vokse fortsat.

Til sidst vil jeg slå fast, hvor stor en trøst min tro har været for mig i bearbejdelsen af sorgen. Kristendommen er løftet om, at selvom jeg i dag ser kærligheden til min far spejlet i døden, så skal jeg en dag se den igen, som den virkeligt er. Gud har i Kristus fortalt os, at døden ikke er det sidste ord, der er at sige om os, og jeg forstår dette budskab som løftet om, at vi en dag skal møde vores kære afdøde igen. Den tro giver mig håb, og det håb giver mig styrke til at bære sorgen uden at synke ned i den. Styrke til at leve på trods af døden.

Lars Gustav Lindhardt er sognepræst på Frederiksberg. Han mistede sin far, den kendte teolog, biskop og forfatter Jan Lindhardt, i 2014.