Består Bibelen blot af myter?

Der findes religionshistoriske paralleller til heltes fødsel af en jomfru indenfor næsten alle verdensreligioner, skriver teolog Nana Hauge til en læser. - Foto: Foto: sxc.hu

Bibelen rummer de ældste vidnesbyrd om den kristne tro - men den er udformet af mennesker, og har derfor også tidsbundne forestillinger, skriver teolog Nana Hauge i brevkassen

Spørgsmål:

Man hører ofte om, at visse hændelser i evangeliernes beretning om Jesus har paralleller i andre kulturers myter.

I den populære film "Zeitgeist" påstås det f.eks., at jomfru-fødsel, lidelse, korsfæstelse, død og opstandelse efter tre dage (dvs. alle de træk, der ellers opfattes som særegne for kristendommen) er forestillinger, der alle stammer fra talrige andre religiøse myter og forestillinger, som f.eks. ægyptisk og hellenistisk religion.

Derfor mener nogle, at i hvert fald disse dele af historien om Jesus må betragtes som mytologi, og ikke historiske hændelser.

Hvordan bør man forholde sig til disse påstande - det er jo tilsyneladende rigtigt, at disse træk er en sammenblanding af tidligere mytologiske "ideer". Kan de da opfattes som historiske - og hvis ikke, hvordan skal vi så forstå dem?

Og hvordan ser man hhv. i forskningen og inden for kristendommen på disse paradokser?

Jakob

Svar:

Kære Jakob,

Det er rigtigt, at visse motiver fra evangelierne også findes i de såkaldt nærorientalske religioner. For eksempel er forestillingen om en jomfruelig undfangelse og fødsel et udbredt og kendt religiøst symbol på guddommelig oprindelse. Der findes religionshistoriske paralleller til heltes fødsel af en jomfru indenfor næsten alle verdensreligioner.

Metoden med at finde paralleller mellem religionerne kaldes den religionshistoriske metode og var i sær populær omkring 1900-tallet ja den spillede så stor en rolle, at man ligefrem har talt om den religionshistoriske skole.

Den religionshistoriske metode er blot en metode blandt mange andre, der alle er aspekter af den historisk-kritiske bibelforskning.

Kristne teologer har i grunden altid påpeget nødvendigheden af en sådan historie-kritisk tilgang til Bibelen. Ansatser til en sådan tilgang til Bibelen kendes således allerede fra oldtidens teologer.

En egentlig interesse for Bibelens historiske baggrund og indhold fremkommer i forbindelse med reformations- og renæssancetiden. Luthers opgør med den kirkelige tradition og hans hævdelse af skriften alene skabte grobund for dette historiske arbejde med Bibelen.

I kølvandet på oplysningstiden opstod så den såkaldte historisk-kritiske metode. Dermed frigjorde bibelforskningen sig fra kirken og krævede en plads på universitetet sammen med de øvrige videnskabelige discipliner. Her er findes den stadig både som teologisk og religionsvidenskabelig disciplin.

Som du kan se af det ovenfor skitserede, har teologer altså i mange 100 år brugt videnskabelige metoder i deres studie af Bibelen. Det konservative Bibelsyn som du nok tænker på, når du spørger, hvordan kristendommen og forskningen forholder sig til disse paradokser, er derimod relativt nyt og er opstået i opposition til den historiske kritik.

Hvad skal vi så gøre med udsagn om Jesus, hvis vi ikke kan opfatte dem som historiske?

Man kan jo se udsagnene som en måde at sige noget vigtigt om Jesus på. Udsagnet om, at Jesus er jomfrueligt undfanget, er f.eks. er Mattæus- og Lukasevangeliets udtryk for, at Jesus er Guds søn. Markus- og Johannesevangeliet endsige Paulus´ breve nævner ikke noget om jomfruundfangelse, de udtrykker Jesu særlige status som Guds søn på andre måder.

Endelig bør det understreges, at den kristne tros egentlige grundlag ikke er Bibelen, men den levende tro og bekendelsen til Jesus Kristus som verdens Herre og frelser, sådan som den har udformet sig i de kristne menigheder verden over, op gennem tiden.

Bibelen respekteres, fordi den selv er udtryk for netop den tro, og fordi den rummer de ældste vidnesbyrd om den kristne tro - men den er udformet af mennesker, og har derfor også tidsbundne forestillinger.

De bedste hilsner
Nana Hauge
Teolog og konsulent