Har Bibelen regler for påklædning?

For at finde, hvad der i Bibelen siges om påklædning, gør man bedst i at slå op i en konkordans, mener søster Abraham.

Det Gamle Testamente beskriver, hvordan for eksempel præsterne i Jerusalems tempel skulle være klædt, svarer dr. phil og nonne, søster Abraham

Spørgsmål om Bibelen

Kære brevkasse

Er der i Bibelen skrevet retningslinjer for påklædning?

Venlig hilsen,
Mathilde

Svar fra Søster Abraham

Kære Mathilde

Til spørgsmålet, om Bibelen siger noget om påklædning, kan man kun svare, at det gør den endda temmelig meget i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Det er tydeligt og klart bestemt i Det Gamle Testamente, hvordan for eksempel præsterne i Jerusalems tempel skulle være klædt.

I almenhed skulle det være ærbart. Det siges udtrykkeligt, at de ikke måtte bære for korte klæder. Og det gjaldt ikke bare præsterne, men troende jøder overhovedet. Flere dele af deres klædedragt, som eksempelvis bedesjalet "tallith" og skuesnorene "tsitsioth" havde en symbolsk betydning.

I Det Nye Testamente siger Paulus, at kvinder skal tildække deres hoved i synagogen. Han nævner ikke, at mænd skal gøre det, hvilket egentlig er mærkeligt, for i jødedommen er det netop først og fremmest mændene, som beder med tildækket hoved. Men måske var det så almindeligt kendt, at det slet ikke behøvede at nævnes.

For at finde, hvad der i Bibelen siges om påklædning, gør man bedst i at slå op i en konkordans (ordbog, der angiver alle de steder, et bestemt ord forekommer i en tekst eller tekstsamling, eventuelt hele sætningen, red.) til Bibelen.

Venlig hilsen,
Kirsten Stoffregen Pedersen / Søster Abraham
Dr. Phil. og panelist på religion.dk