Johannes fortæller om den sejrende Kristus

I Johannesevangeliet beskrives korset som herliggørelse og ophøjelse af Jesus. -

Johannesevangeliet adskiller sig i både sprog, indhold og teologi fra de andre evangelier, skriver dr.theol. Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål:

Hvordan adskiller Johannesevangeliet sig fra de andre evangelier?
 

Venlig hilsen Sofie
 

Svar:

Kære Sofie!
Da det er et meget omfattende spørgsmål, må jeg nøjes med at nævne det vigtigste, og svaret deler jeg op i to dele. Jeg vil først nævne nogle forskelle, som primært er af formel art. Dernæst nogle, som vedrører det indholdsmæssige, det vil sige det teologiske.

En sammenligning mellem Johannesevangeliet (Joh.) og de tre andre evangelier viser, at mange af de beretninger, der findes i de tre andre, ikke er taget med i Joh. Det gælder f.eks. Jesu lignelser og beretningerne om Jesu dåb og nadverindstiftelsen.

Til gengæld rummer Joh. meget, som ikke findes i de øvrige evangelier, f.eks. fortællingen om opvækkelsen af Lazarus og den lange afskedstale. En anden forskel er, at Jesu offentlige virke ifølge Joh. har strakt sig over mindst to til tre år, mens de andre forudsætter, at det er mindre end ét år.
 
Også når det gælder sprog herunder ordvalg og stil, er der en tydelig forskel, hvad f.eks. prologen vidner om. Desuden forekommer betegnelsen Guds rige, der meget ofte findes i de andre evangelier, kun enkelte gange i Joh., som derimod har betegnelsen evigt liv.

Vigtigere er naturligvis den teologiske forskel. Hertil hører, at det johannæiske Jesusbillede tydeligt har sit eget præg. Som vi f.eks. fra vore kirker kender to krucifikstyper, af hvilke den ene fremhæver Jesus som den lidende og den anden Jesus som den sejrende, har vi to Jesusbilleder i evangelierne. Betoningen af lidelsen findes i de synoptiske evangelier, mens Joh. betoner det sejrende.
 

Forhøret, domfældelsen og korsfæstelsen betegnes i dette evangelium som ophøjelse og herliggørelse. Forskellen illustreres også derved, at Johannes ikke beretter om scenen i Getsemane, hvor Jesus beder om, at han må blive sparet for den forestående lidelse og død, hvis det er foreneligt med Guds vilje.

Derimod insisterer han i Joh. på at ville gå gennem lidelse og død, da han ved, at det er på den måde, hans gerning fuldendes, og på den måde, han herliggøres. Hvor lidelsen og fortvivlelsen ifølge Matthæus- og Markusevangeliet så at sige råbes ud med korsordet, Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?, siger Jesus ifølge Joh., Det er fuldbragt!

Til det johannæiske Jesusbillede hører også betegnelsen af Jesus som Guds søn og den forståelse, at Jesus er Guds åbenbaring i denne verden. Ja, han er i den grad en åbenbaring af Faderen, at han kan sige: Den, som har set mig, har set Faderen. Ligeledes betoner han ofte, at det er Faderens ord, han taler i verden, og det, han gør, er noget, han har set hos sin Fader, hos hvem han har været forud for al tid. Sønnen er nemlig iflg. Joh. præeksistent.

Til de væsentligste forskelle hører desuden Johs eskatologi, det vil frem for alt sige hans forståelse af frelse og evigt liv. Uden at se bort fra, at der er en fremtidig opstandelse og dom, betoner evangelisten stærkt, at et menneske allerede i dette liv kan få del i evigt liv, ligesom det allerede i dette liv kan blive dømt. Man taler derfor om den præsentiske eskatologi i Joh.
 

Det er troen på, at Jesus er Guds søn, der er skæringspunktet mellem liv og død og indgangen til evigt liv. Den, som tror, er allerede gået over fra døden til livet, det vil sige til evigt liv, der er det samme som et liv i fællesskab med Faderen og Sønnen et liv, der kan betegnes som et kærlighedsfællesskab. Når evangelisten skal definere dommen, gør han det ved at sige, at den, der vælger mørket frem for lyset, det vil sige frem for Jesus, dermed allerede er dømt. Mennesket dømmer så at sige allerede nu sig selv, og det gør det i dets stillingtagen til Jesus.
 

Det hører også til den eskatologiske opfattelse i Joh., at Jesu genkomst i den forstand allerede har fundet sted, at han er nærværende i Talsmanden/Helligånden. Det er denne genkomst, der er løfte om i ordene til disciplene: Om kort tid kommer jeg til jer igen. Derfor er hovedtemaet i den johannæiske afskedstale heller ikke, at der nu forestår en fraværstid, men at der om kort tid kommer en ny nærværstid, og det er allerede nu i den tid, Guds menighed lever.
 

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen, dr.theol. i Nye Testamente