Hvad mente Kierkegaard om mission?

Ikke alene er det usmageligt at moralisere; det virker heller ikke. Man kan ikke gøre et menneske kristen ved at belære ham om hans synd. I stedet må præsten påvirke sin tilhører indirekte ved at tale om sig selv, altså om præstens egen synd, mener Søren Kierkegaard. Foto: Leif Tuxen.

Vi må feje for egen dør, før vi begynder at missionere for andre. Det er blandt andet arven fra Kierkegaard, der gør, at mange præster i dag er så passive over for at missionere, svarer ph.d.-studerende Christian Hjortkjær

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvad var Kierkegaards mening om missionering - både i forhold til udlandet, såvel som i Danmark? Hvorfor er, for mig at se, danske præster så passive i forhold til at missionere for eksempelvis vore muslimske medborgere? Er det et tabuområde?

Med venlig hilsen
Kjeld Krageskov

Svar:

Kære Kjeld

Kierkegaard udvikler allerede tidligt i sit liv en skepsis over for missionering af kristendommen. Den 16. januar 1842 skriver Kierkegaard i et brev til sin ven Emil Boesen:

Du vil altsaa være Missionair?, og Du vil at jeg ikke skal flygtigt afvise den Sag. Nu vel, hvorfor vil Du være det, er det for at berolige Dig selv, saa turde det dog vel være en høist uforsvarlig Grund, og just ikke give Een Forestilling om det man kalder: Kald, da man vel snarere maatte sige Læge helbred Dig selv; ell. er det for de Andres Skyld. Oprigtigt talt det troer jeg ikke. (SKS 28, 162)

Kierkegaard mere end antyder hermed, at den, der føler sig kaldet til at missionere, han gør det i virkeligheden, fordi han har brug for at berolige sig selv. Han gør det ikke, fordi han oprigtigt bekymrer sig om andre menneskers frelse, men fordi han er usikker på sin egen.

Det er en almindelig menneskelig mekanisme, at man tester rigtigheden af sine egne værdier, ved at forsøge at overbevise andre om, at de er sande. I stedet bør man se på sig selv, siger Kierkegaard.

Det er i en vis forstand denne pointe, Kierkegaard fastholder fremover: Helbred dig selv. Hvad er det da, vi skal helbredes fra? Fra den sygdom som Kierkegaard kalder kristenheden. Kierkegaard skelner nemlig skarpt mellem kristendom og kristenhed.

Kristenheden er det, vi i dag vil kalde kulturkristendom. Det er en kristendom, der er opbygget gennem kulturel dannelse, hvorved vi har glemt, hvad kristendom egentlig er.

LÆS OGSÅ: Hvad mente Kierkegaard om dåb og konfirmation?

I Efterskriften skriver Kierkegaard således: De lærde Christne stride om hvad der egentligen er Christendom, men det falder dem aldrig ind andet end at de selv ere Christne, som var det muligt sikkert at vide sig selv at være Noget, man ikke veed med Bestemthed hvad er. (SKS 7, 340)

Det latterligste, skriver Kierkegaard, er, når alle blot er kristne af navn, altså kalder sig kristne uden at være det uden at have forholdt sig til, at kristendommens budskab angår én selv i alvorligste forstand. Men det er ikke alene latterligt, det er tilmed farligt. Netop fordi så godt som alle danskere i Kierkegaards samtid kaldte sig kristne, så gav det ingen mening at missionere for dem: de var jo allerede kristne. På den måde forhindrer det, at man allerede er kristen, faktisk, at man kan blive det.

Hvis der skal missioneres, skriver Kierkegaard, er det altså for de kristne selv. Og denne gang skal kristendommen ikke udbredes som en massebevægelse, altså som en religion. Det er faktisk slet ikke muligt. Skal kristendommen udbredes, så skal det være til den enkelte, for det er kun som enkeltindivid, at man kan forholde sig i frihed og ansvar til kristendommens budskab.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard brød sig ikke om Grundtvig

Det bliver tydeligt i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, hvor Kierkegaard skriver: »Den Enkelte«; denne Categorie er kun een Gang, dens første Gang, brugt afgjørende dialektisk af Socrates, for at opløse Hedenskabet. I Christenheden vil den lige omvendt anden Gang blive at bruge for at gjøre Menneskene (de Christne) til Christne. Det er ikke Missionairens Categorie i Forhold til Hedninge, hvilke han forkynder Christendom; men det er Missionairens Categorie i selve Christenheden for at indføre Christendom i Christenhed. Naar han, »Missionairen«, kommer, han vil bruge denne Categorie. (SKS 16, 103)

Kierkegaard siger rent ud her, at han, der hele sit forfatterskab igennem har brugt kategorien hiin enkelte, ikke er ude på at missionere for hedninge, men for de, der allerede kalder sig kristne.

Samtidig siger Kierkegaard, at hans mål er det samme som Sokrates. Hans opgave var ikke at missionere religiøsitet og da slet ikke at missionere kristendom. Hans opgave var, ifølge Kierkegaard, at ophæve hedenskabet, altså ikke at bygge op, men at bryde ned.

Det er i denne opgave, Kierkegaard ser sig selv som en parallel til Sokrates: Jeg forstaaer det som hængende sammen med det Særlige ved min Opgave. Thi min Opgave er at modarbeide en given forkeert Udbredelse (altsaa ikke i Retning af at udbrede Noget). (SKS 16, 105)

Hvad er så den forkerte udbredelse af kristendom ifølge Kierkegaard? Her vil jeg pege på to ting.

For det første er det komisk, skriver Kierkegaard, når en missionær vil omvende ikke-kristne til kristendommen ved hjælp af Beviser for Christendommens Sandhed. Et bevis har aldrig gjort noget menneske kristen:

Man betragter Christendommen som en Sum af Læresætninger, man foredrager den, ligesom Oldtids-Philosophie, Hebraisk, eller hvilkensomhelst Videnskab, ladende Tilhørerens eller den Lærendes Forhold dertil aldeles ligegyldigt. Dette er i Grunden Hedenskab. Det Christelige er netop: Forholdet til Christendommen er det Afgjørende. En kan vide Beskeed om hele Christendommen, vide at forklare, udvikle, fremstille men dersom han derhos mener, at hans eget personlige Forhold til Christendommen er ligegyldigt, saa er han en Hedning. (SKS 10, 222-223)

For det andet er det forkert at udbrede kristendommen ved at sammentordne skyld over individets hoved. Ikke alene er det usmageligt at moralisere; det virker heller ikke. Man kan ikke gøre et menneske kristen ved at belære ham om hans synd.

I stedet må præsten påvirke sin tilhører indirekte ved at tale om sig selv, altså om præstens egen synd (SKS 7, 482). Vi ser altså igen, at Kierkegaard siger: Helbred dig selv. Gør et forbillede frem for at være bedrevidende og belærende.

Her mener jeg, at du samtidig har en væsentlig del af grunden til, at danske præster er så passive over for at missionere. Det ligger i arven fra Grundtvig og Kierkegaard, at vi har en særlig dansk forståelse af missionsbefalingen. Det er en logisk slutning, der bider sig selv i halen, og som lyder nogenlunde således:

1. Vi forventer, at hvis man vil missionere for andre, så fejer man først for egen dør. Vi skal altså selv være kristne, før vi kan missionere for andre.

2. Vi betaler vores kirkeskat, og derfor forventer vi, at vi selvfølgelig ikke selv bliver missioneret for. Vi er jo allerede kristne.

Venlig hilsen
Christian Hjortkjær
Cand. theol. og ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenter ved Københavns Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.