Hvad mente Kierkegaard om tilgivelse?

Søren Kierkegaard fremstår ikke ligefrem som datidens politisk korrekte Tøger Seidenfaden, men er det ...

Kierkegaard skriver om tilgivelse i flere af sine værker. Kierkegaard parodierer den, der tror, han kan få tilgivelse uden selv at give den, skriver ph.d-studerende Christian Hjortkjær. Foto: Leif Tuxen.

Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring er bygget omkring 1240. Den oprindelige middelalderkirke er den nuværende ...

Kierkegaard skriver om tilgivelse i flere af sine værker. Kierkegaard parodierer den, der tror, han kan få tilgivelse uden selv at give den, skriver ph.d-studerende Christian Hjortkjær. Iris

Det er gennemgående i Søren Kierkegaards forfatterskab, at tilgivelse per definition er et mellemmenneskeligt anliggende, skriver Christian Hjortkjær, ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenter

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvor finder jeg Kierkegaards begrundelse for, at tilgivelsen skal hentes udefra, altså at den ikke kan etableres af en selv?

Venlig hilsen
Inge-Lise Rømer

Svar:

Kære Inge-Lise Rømer

Tusind tak for dit spørgsmål. Det giver jo anledning til at lade Kierkegaards tekster få taletid i en meget aktuel debat. Der er nemlig (som jeg også fornemmer implicit i dit spørgsmål) en tendens i tiden til, at man skal kunne tilgive sig selv. Det er blevet et ideal.

Man ser det i megen velmenende coaching-litteratur og selvhjælpsbøger. Ja det er netop det selv-hjælpende, der er hele pointen: Du har ikke brug for andre. Det vigtigste er, at du tilgiver dig selv.

Hvor uendeligt væsentligt det sidste end er, altså at man kan tilgive sig selv, så giver det dog ingen mening, hvis der ikke forud har været en tilgivelse fra en anden.

Tilgivelse er per definition et mellemmenneskeligt anliggende. Det er en gave, som det ene menneske giver det andet. Man kan altså skelne mellem to momenter i en tilgivelse: Der er tilgivelsen fra den, man har forbrudt sig mod, og så er der efterfølgende forsøget på at tilgive sig selv. Idealet om at tilgive sig selv bliver med andre ord absurd og meningsløst, hvis det løsrives fra det første moment, det mellemmenneskelige.

LÆS OGSÅ: Bibelen, Luther og Kierkegaard om tilgivelse

Du spørger, hvor vi finder denne tanke hos Kierkegaard. Jeg vil mene, at det er gennemgående for hele forfatterskabet, men lad mig slå ned på nogle markante steder, der tilsammen giver en forståelse for tilgivelsens dobbelthed.

I slutningen af Kjerlighedens Gjerninger skriver Kierkegaard:

Din Tilgivelse til en Anden er Din egen Tilgivelse; den Tilgivelse, Du giver, den faaer Du, ikke omvendt, den Tilgivelse, Du faaer, den giver Du. Det er som vilde Christendommen sige: beed Du til Gud ydmygt og troende om Din Tilgivelse, thi han er dog saaledes barmhjertig som intet Menneske er det; men vil Du gjøre Prøve paa hvordan det forholder sig med Tilgivelsen, saa iagttag Dig selv. Hvis Du oprigtigt for Gud af ganske Hjerte tilgiver Din Fjende (men om Du gjør det, husk paa, det kan Gud see), saa tør Du ogsaa haabe Din Tilgivelse, thi det er Eet og det Samme; Gud tilgiver Dig hverken mere eller mindre eller anderledes end som Du tilgiver Dine Skyldnere. Det er kun et Sandsebedrag at indbilde sig, at man selv har Tilgivelse, uagtet man er treven [det vil sige uvillig] til at tilgive Andre. (SKS 9, 373)

Der er så at sige, en én til én overensstemmelse mellem den tilgivelse, du giver, og den tilgivelse, du får givet. Du er med andre ord dybt afhængig af det andet menneske. Du får ingen tilgivelse, hvis du ikke selv tilgiver. Eller: du får selv tilgivelse i samme mål, som du deler tilgivelse ud.

LÆS OGSÅ: Menneskesynet hos Kierkegaard og Nietzsche

Vi er langt mere afhængige af andre mennesker, end vi ofte går og tror. Hvis vi ønsker at have et bestemt billede af os selv som for eksempel et tillidsfuldt væsen, så er vi afhængige af, at andre, det vil sige venner, familie og ens nærmeste, anerkender det billede som et ærligt billede på, hvem vi virkelig er. Det selvbillede, der ikke anerkendes af andre, bliver i stedet en selviscenesættelse.

Tilsvarende ved vi godt inderst inde, at det at tilgive sig selv kun virker, hvis andre anerkender den tilgivelse, vi giver os selv som en berettiget tilgivelse.

Kierkegaard parodierer det menneske, der tror, at han selv kan få tilgivelse uden selv at give den, fordi det vidner om, at man tror, at man selv som den eneste kan gå fejlfri gennem livet. Det er ikke alene at bedrage den anden, men også at bedrage sig selv, et selvbedrag.

For at forstå denne tankegang skal vi have fat i Kierkegaards grundlæggende syn på menneskets selv, som vi kan finde i for eksempel Sygdommen til Døden. Her skriver Kierkegaard, at Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv og at et saadant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv, eller være sat ved et Andet. (SKS 11, 129)

Mennesket er, i modsætning til dyrene, i stand til at forholde sig til sig selv. Det kan se på sig selv og sine handlinger udefra. Det er selvbevidst. Derfor er menneskelivet ikke blot en gave, men uundgåeligt også en opgave, nemlig den at forholde sig etisk til sin egen eksistens og sine egne handlinger.

Kierkegaard opstiller så to muligheder: Enten har mennesket sat sig selv, eller også er det sat ved et Andet. Her kan ordet sat oversættes til det ord, du selv bruger, nemlig etableret.

Og derved er vi ved det afgørende: Enten forstår man sig selv som den, der etablerer og skaber sin verden selv. I en sådan verden har man ikke brug for andres anerkendelse, tillid eller tilgivelse. Her kan man uden videre tilgive sig selv. Eller også forstår man sig selv som forbundet med et Andet, det være sig andre mennesker, samfundet eller, som Kierkegaard foreslår: Gud.

Her er Gud ikke en mystisk, metafysisk størrelse eller en religiøs overtro, men netop udtryk for den eksistentielle opgave, det er at leve etisk. Gud er ikke en overnaturlig autoritet, der løsrevet fra mennesket bestemmer, hvad mennesket skal gøre, men er selve det mellemmenneskelige bud Du skal elske næsten som dig selv.

Det gør Kierkegaard klart, hvis vi vender tilbage til Kjerlighedens Gjerninger, hvor han skriver:

Den verdslige Viisdom mener, at Kjerlighed er et Forhold mellem Menneske og Menneske; Christendommen lærer, at Kjerlighed er et Forhold mellem: Menneske Gud Menneske, det er, at Gud er Mellembestemmelsen. (SKS 9, 111)

Gud er ikke en bestemmelse udenfor mennesket, men mellem mennesker. Gud er så at sige den etiske fordring mellem mennesker. Eller hvis vi skal tale teologisk: Gud er Ordet, nemlig ordet tilgivelse, der nu lever midt iblandt os, og som holder mennesket fast på, at tilgivelse er noget, der gives til mennesket mellem mennesker for de overtrædelser, vi uundgåeligt gør overfor hinanden, når vi er mennesker.

Spørgsmålet er så, i anden omgang, om vi også kan tilgive os selv for det, vi har gjort. Det har Kierkegaard udfoldet især i Begrebet Angest under overskriften Angest for det Gode (SKS 4, 420ff).

Vi forstår umiddelbart godt, at vi kan opleve angst for det onde: at vi er bange for at gentage det onde, vi allerede har gjort. Men det bemærkelsesværdige er, at Kierkegaard også mener, at vi kan opleve en angst for det gode: Vi er bange for at gøre det, som vi godt ved, vil forløse os. For eksempel det at tale med et andet menneske om det, man har gjort galt eller det at stå ved sig selv i ansvar over for den, man taler ud med.

Angsten for det gode er i sidste ende en forargelse over den mulighed, at man kan blive tilgivet, selvom det strider mod al menneskelig retfærdighed.

LÆS OGSÅ: 10 citater om tilgivelse

Lad mig til sidst forsøge at besvare dit spørgsmål på en helt anden måde: Som jeg ser det, er det komiske nemlig, at historien gentager sig: Vor tids fokus på at tilgive sig selv er på ingen måde ny. Det er i en vis forstand selve det problem, Kierkegaard forsøger at gøre op med i sit forfatterskab:

I Kierkegaards første store værk, Enten Eller har etikeren fundet en løsning på tilgivelsens problem: Et menneske kan hænge fast i sin historie, men det kan samtidig selv gøre det afgørende: Det kan angre sig selv baglæns i historien og dermed gøre sig selv fri igen: Han angrer sig tilbage i sig selv, tilbage i Familien, tilbage i Slægten, indtil han finder sig selv i Gud (SKS 3, 207).

Dr.theol. Arne Grøn har fremsat en læsning af Kierkegaards værker, hvor man kan se store dele af Kierkegaards senere forfatterskab som et forsøg på netop at gøre op med etikerens løsning.

Det gør Kierkegaard i både Frygt og Bæven og Begrebet Angest, hvor han skriver, at Angeren er det høieste ethiske Udtryk, men netop som saadant den dybeste ethiske Selvmodsigelse (SKS 4, 188 jf. 419 ).

Problemet er nemlig, hvem der afgør, hvornår man har angret nok? Og samtidig er problemet, at angeren kan blive selvkredsende: Man kan fange sig selv i en spiral af anger, hvor man forbliver ufri i en uendelig samvittighedstale med sig selv i stedet for at genvinde sin frihed gennem en samtale med det andet menneske.

Man ender altså med at misbruge sin opgave ved at bruge tiden etisk forkert. Man burde bruge den til at hjælpe den anden. I stedet bruger man den i en vis forstand på at frelse sig selv.

Og dermed er vi tilbage til udgangspunktet i det første citat fra Kjerlighedens Gjerninger: Den tilgivelse, du modtager, er den tilgivelse, du giver.

De bedste hilsner
Christian Hjortkjær
Cand. theol. og ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenter ved Københavns Universitet