Hvordan tvang man folk i kirke i 1700-tallet?

Ifølge Danske Lov af 1683 var det pligt at gå i kirke, men det kneb alligevel med kirkegangen mange steder, skriver Kurt E. Larsen

I princippet skulle man i 1700-tallet gå i kirke hver søndag, men pligten blev i praksis ikke håndhævet, svarer kirkehistoriker Kurt E. Larsen

Spørgsmål:

I midten af 1700-tallet var der kirketvang i Danmark, hvilket blandt andet indebar, at alle sognets folk skulle gå i kirke - endda vist 2 gange - hver søndag. Hvorledes foregik det i praksis? Alle sognets beboere kunne næppe være i kirken på én gang.

Blev der afholdt flere gudstjenester? Blev der "krydset af" for deltagelse?

Med venlig hilsen
Egon Jensen

Svar:

I 1700-tallet var folketallet ikke så stort endnu, og fraregner man børn, gamle folk og syge, kunne der nok skaffes plads i sognets kirke. Og dengang havde man mange flere gudstjenester end i dag ganske særligt i byerne. Så pladsmæssigt kunne det nok lade sig gøre.

LÆS OGSÅ:Er der kirketvang?

Ifølge Danske Lov af 1683 var det pligt at gå i kirke, men det kneb alligevel med kirkegangen mange steder (derfor havde man lavet loven) - og i det tidlige 1700-tal indskærpedes denne pligt i flere kongelige forordninger.

Frederik d. 4. indførte i 1730 en ret streng kirkegangspligt i en sabbats-forordning. Ifølge denne skulle man indfinde sig i kirken på søn- og helligdage, både til højmesse og aftensang. Ellers fik man bøder, og kunne man ikke betale, kom man i gabestokken.

Da hans søn, den pietistiske kong Christian d. 6., kom til magten, afskaffede han denne i 1731, men indførte siden en anden og lidt mildere forordning fra 1735. Juridisk og formelt set blev pligten til kirkegang først ophævet i 1845.

Men kravet kunne ikke og blev ikke håndhævet. Christian d. 6. gik som pietist i princippet ind for personlig tro og dermed mere frihed, og det kan være baggrunden for at han først afskaffede sin fars lov, og derefter da han havde indført sin egen - allerede ved et reskript fra 1738 tilkendegiver, at enkelte forsømmelser ikke skal påtales.

Det betød i praksis, at kirkebesøget dalede, først i byerne, men fra 1790 også i stor udstrækning på landet. I 1797 udkom et skrift, der fortalte om de mange tomme danske kirker, og at en præst skulle være glad, hvis 5% af menigheden var til stede.

LÆS OGSÅ: Gudstjenestens gang

Så i princippet skulle man i 1700-tallet gå i kirke, men pligten blev i praksis ikke håndhævet.

Et par gange om året skulle man dog nødvendigvis møde op i kirken for at gå til nadver, således at man kunne aflevere sit offer (skat) og blive noteret i sin skudsmålsbog.

De par gange om året skulle man meldes til på forhånd og blev altså krydset af, men det er ikke sket de andre søndage. Om det er sket enkelte steder og i korte perioder, ved jeg ikke.

Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen
Lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet, Aarhus