Biskop for livet

Biskopperne kan miste deres magt, men de vil altid være præst, når først de er blevet kaldet eller indviet

Når en biskop bliver pensioneret, mister han magten i sit stift, men er fortsat biskop i kraft af sin kaldelse, fortæller tidligere sognepræst Mads-Bjørn Jørgensen

Har en biskop bispeembedet hele sit liv? Hvis han går på pension, beholder han så sin titel?

Kære spørger

I Paulus brev til menigheden i Filippi findes betegnelsen biskop brugt om menighedens tilsynsmænd, og herfra har den kristne kirke taget betegnelsen for kirkens øverste ledelse og tilsynsmyndighed.

Bispeembedet og det af biskoppen indviede præsteembede blev i middelalderens katolske kirke begrundet med en henvisning til Mattæusevangeliet 16, hvor Jesus siger til disciplen Peter: "at på den klippe (Petrus) vil jeg bygge min kirke... hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene".

Da disciplen Peter blev den første biskop i Rom, var der ifølge traditionen en direkte vej fra Jesus via Peter til alle senere indviede bisper og præster. Man kalder dette kontinuum for den apostolske succession.

Præsteembedet var, og er stadig i katolicismen, et sakramente og udstyrede sin indehaver med en særlig karakter, der blandt andet betød, at han kunne frembære messeofferet (nadveren) på menighedens vegne, samt at han var præst for altid. Han kunne miste sit embede ved at få det frataget, men han ville ifølge sakramentet altid være præst.

I det 15. århundrede foretog reformatorerne anført af Martin Luther et opgør med synet på præsteembedet og dermed også på opfattelsen af bispeembedet. Efter reformatorisk opfattelse er præsteembedet ikke et sakramente og ikke et offerpræsteembede, men et prædikenembede. Det vil sige, at ordets forkyndelse er det vigtigste sammen med forvaltningen af de to sakramenter, dåben og nadveren.

Endvidere var det i den nye lære sådan, at enhver der var døbt, var så at sige præst og havde den opgave at prædike, når situationen krævede det. Men skulle man være en kaldet præst, var det menighedens kaldelse, der var afgørende. Man skulle kaldes af menigheden og ikke "skubbe sig selv frem, men lade sig kalde og trække frem, så at han prædiker og lære i de andres sted og på deres befaling," som Luther siger i et af sine skrifter.

Mens præsten i den katolske kirke blev udnævnt, indviet til sit sakramente af biskoppen, og gennem den apostolske successession fik kraften overført ved håndspålæggelse, så fik præsten for Luther sit embede ved at blive kaldet af menigheden.

Man kan blive pensioneret fra sit embede som præst - blive erklæret for en fortjenstfuld mand - det hedder på latin, emeritus. Men man bliver ikke pensioneret fra, at man engang er blevet kaldet. Ganske på samme måde kan en biskop blive pensioneret, men ikke pensioneres fra at være kaldet biskop. Man kan miste sin magt men ikke sit kald.

Når en biskop bliver pensioneret, mister han magten i sit stift, men er fortsat biskop ganske som en præst, der, når han bliver pensioneret, ikke længere skal prædike i sin kirke, men forsat er præst i kraft af det almindelige præstedømme og i kraft af sin kaldelse.

Med venlig hilsen

Mads-Bjørn Jørgensen