Er der højmesse hver søndag?

Det ville være forfærdeligt, hvis man skar drastisk ned på antallet af højmesser, mener sognepræst Andreas Thom.

Principielt set skal der være gudstjeneste hver uge i enhver kirke, men det kan forekomme nogle steder, at der kun er gudstjeneste hver anden eller tredje uge, skriver sognepræst Andreas Thom i Kristendom.dks brevkasse

Kære brevkasse

Er der højmesse hver søndag i kirken? Jeg har væddet med min religionslærer, og hun tror vist nok, der er. Personligt mener jeg, at det ikke er hver gang.

Kære spørger

Det er altid risikabelt at indgå et væddemål - man kan jo risikere at tabe. Når det gælder det væddemål, som du har indgået med din lærer, så vil jeg mene, at du har tabt - selvom du egentlig også har gode muligheder for at argumentere for din sag. Der er nemlig - desværre - en lille forskel på teori og praksis, når det handler om afholdelse af søndagsgudstjenesten i Danmark eller højmessen, som den også kaldes.

Principielt set skal der nemlig være gudstjeneste hver uge i enhver kirke, men det kan forekomme nogle steder, at der kun er gudstjeneste hver anden eller måske endda kun hver tredje uge. Det er typisk steder på landet, hvor der er tyndt befolket, og hvor der måske kun er en præst til flere kirker.

Der er nogle, der vil mene, at det måske ikke gjorde så meget, hvis man sprang den ugentlige højmesse over flere gange, end det er tilfældet nu, eller at man lavede formen helt om. Begrundelsen er ofte, at man mener, at gudstjenesten simpelthen er for kedelig og for gammeldags.

Der er da også rigtigt, at der er noget umoderne over højmessen. Præsten taler meget; salmerne, som vi synger, er for størstedelens vedkommende skrevet for over hundrede år siden, og selve gudstjenestens form har ikke ændret sig stort de sidste 500 år.

I det hele taget er der mange ting ved højmessen, der er planlagt på forhånd. Det er for eksempel fastlagt helt præcist, hvilke fortællinger fra bibelen, der skal læses op og prædikes over de forskellige søndage i løbet af året.

Mange af bønnerne ligger også fast, og selv om kirkegængerne også skal sige noget engang imellem, så kan de ikke selv bestemme, hvad de skal sige. Det er også allerede bestemt.

Vi er ikke så længere vant til i dag ikke at have indflydelse. For at tingene skal sige os noget, skal vi helst selv have været med til at bestemme, hvad der skal siges, og hvordan det skal præsenteres.

Derfor kan man godt den første gang, man bevæger sig inden for kirkens mure til en højmesse om søndagen, komme til at føle sig lidt fremmedgjort, når man opdager, at man bare er nødt til at lytte efter, hvad der bliver sagt.

Alligevel mener jeg, at det ville være forfærdeligt, hvis man lavede alt for meget om, eller hvis man skar drastisk ned på antallet af højmesser.

For det første synes jeg, at det er en fantastisk ting, at man hver søndag kan gå ind i hvilken som helst kirke i Danmark og være med til at holde gudstjeneste på stort set den samme måde - nemlig på den måde, som man altid har holdt gudstjeneste på. Det giver en helt fantastisk fornemmelse af at være med til noget, der er større end en selv.

For det andet så er formålet med højmessen - hvis man da overhovedet kan tale om et formål - at få fortalt historien om Guds Søn. Selvom teksterne er forskellige fra uge til uge, så er det grundlæggende den samme fortælling vi hører hver søndag.

Det er fortællingen om, hvordan Guds Søn, Jesus Kristus, blev født på jorden; hvordan han vandrede rundt på Palæstinas landeveje og fortalte om Guds store kærlighed til menneskene. Ikke bare til nogle særligt udvalgte og ekstra hellige mennesker, men til alle mennesker. Til gode såvel som onde, dovne såvel som flittige, syge såvel som raske og til såvel mennesker fyldt med had, som mennesker fyldt med kærlighed.

Det er også historien om, hvordan han blev slået ihjel af de samme, som havde hørt ham fortælle om Guds kærlighed - og så er det frem for alt historien om, hvordan han overvandt døden og på den første påskesøndag forlod den grav, som han var blevet lagt i.

Når vi hører den historie om søndagen, så får vi fortalt et budskab, som vi ikke kan sige os selv. Det er budskabet om, at Guds kærlighed er større end menneskers had. Selv døden er ikke stærk nok til at holde Gud væk fra verden og os.

Udover at historien handler om Gud og Kristus, så handler den også om hvert enkelt menneske. Det er måske ikke lige den historie, vi selv ville fortælle. Hvis vi fik lov, så kunne det være, at vi ville fortælle om alle de fantastiske ting, som vi kan.

Det er jo altid dejligt at få lov at fortælle om en selv. Så kan man lægge vægt på alle de gode ting og så håbe, at der ikke er nogen, der lægger mærke til de mindre heldige sider ved ens personlighed.

Men om søndagen har vi, som sagt, ikke lov til selv at fortælle vores historie - der er det Gud, der fortæller om os. I hans fortælling bliver de dårlige sider ved mennesket ikke skjult. Det bliver tværtimod ret tydeligt, at mennesket rummer både dårlige og gode sider.

Men vi får også at vide, at vi ikke skal bevise noget overfor Gud. Lige meget hvad vi gør af forfærdelige ting, så forlader Gud os ikke. Det er faktisk det sidste, der bliver sagt, inden præsten forlader pladsen foran alteret.

Højmessen er rigtig god til at lade Gud få taletid uden at vi absolut skal blande os. Hvis vi fik lov til det, så er jeg bange for, at vi snart ville overtage det hele. I stedet for Guds budskab om, at alle er lige overfor Gud, så kunne det hurtigt blive sådan, at nogle er mere lige end andre. Måske var det dem, der var ekstra gode til at gå til gudstjeneste, der lige var en tand bedre.

Der er mange, der kommer i kirke for netop at høre Guds budskab: At Han er med os og elsker os, lige meget hvem vi er, og hvad vi har gjort. Jeg ville synes, at det var forfærdeligt, hvis de en dag mødte op og opdagede, at Gud slet ikke kunne komme til orde.

Venlig hilsen

Andreas Thom,
sognepræst