Hvorfor skal staten betale for folkekirken?

I Danmark lovgiver folketinget mest om ledelsesmæssige forhold, der tilgodeser, at forhold som ligestilling, demokratiske rettigheder, rimelige løn og ansættelsesforhold, forsamlingsfrihed og så videre svarer til samfundets forhold i øvrigt. Derimod er der tradition for, at folketinget ikke blander sig i indre religiøse forhold som eksempelvis form og indhold af folkekirkens ritualer, skriver sognepræst Leif G. Christensen. Foto: Leif Tuxen.

Det er folkekirkens medlemmer, der betaler for kirkens drift, men staten yder et tilskud, fordi kirkerne står for civilregistreringen i Danmark, svarer sognepræst Leif G. Christensen

Spørgsmål:

Vi er tre piger, der går i 9. klasse. Lige nu skriver vi projekt om kristendommens udvikling i Danmark.

At folkekirken er statsejet, og at det er staten, der skal betale både præsternes løn og de forskellige kirkeembeders, finder vi mærkeligt, da det stort set kun er i Danmark, man blander religion og politik sammen på denne måde. Hvordan kan det være, når Danmark ellers ikke fremstår som et specielt religiøs land?

Med venlig hilsen
Emma, Caroline og Monica

Svar:

Kære Emma, Caroline og Monica

Folkekirken er ikke statsejet. Det er derimod folkekirkens medlemmer, der bestemmer over kirkens forhold. Og medlemmer er kun de, som er døbt og stadig opretholder deres medlemskab og dermed betaler kirkeskat.

Det er også kun medlemmer af folkekirken (80% af befolkningen), som har adgang til at vælge kirkens menighedsråd, præster og biskopper med mere De, som ikke er medlemmer folkekirken, betaler ikke til folkekirkens drift undtagen en mindre del af kirkens økonomi, fordi kirken varetager civilregistreringen i Danmark. Dette er ikke nogen lille opgave og skal naturligvis betales af alle borgere i Danmark.

I landsogne er det præsternes opgave, og i de større byer er det som oftest kordegnen i samarbejde med den kirkebogførende sognepræst. Hvor stort dette økonomiske tilskud fra staten skal være drøftes jævnligt, ligesom flere gennem tiden har foreslået, at staten i stedet for en del af præsternes løn hellere skulle støtte kirkebygningernes vedligeholdelse.

Under alle omstændigheder varetages kirkebogadministrationen stadig af folkekirken sådan som, det har fundet sted siden 1600 tallet. Systemet er i dag velfunderende, og der ydes fra kirkens side en god borgerservice til alle danskere. Såfremt man af personlige årsager ikke ønsker nogen kontakt til kirken i forbindelse med fødselsregistrering, navneændring med videre, kan dette også lade sig gøre.

Det er min påstand, at der er lovgivet om religion og politik i alle verdens lande og ikke kun i Danmark, som I skriver. Der findes lovgivning om religiøs udøvelse i alle lande - demokratiske som ikke demokratiske. Uanset om de er kristne eller ej.

I Danmark lovgiver folketinget mest om ledelsesmæssige forhold, der tilgodeser, at forhold som ligestilling, demokratiske rettigheder, rimelige løn og ansættelsesforhold, forsamlingsfrihed og så videre svarer til samfundets forhold i øvrigt. Derimod er der tradition for, at folketinget ikke blander sig i indre religiøse forhold som eksempelvis form og indhold af folkekirkens ritualer.

Personligt mener jeg, at da alle har brug for en tro, og da det hos os er folkekirken, som er de fleste danskeres religiøse hjemsted, er det naturligt at sammentænke (ikke sammenblande) forholdet mellem religion og politik.

Det er ligeledes min påstand, at mange danskere i dagligdagen fortsat føler det som en personlig værdi, at folkekirken også er deres kirke og stadig anser kirkens ritualer som vigtige for dem selv og samfundet.

Ja, folkekirken har måske lige så stor betydning som for eksempel folkeskolen eller kongehuset, selvom det ikke altid er så tydeligt i hverdagen. Det handler for mig at se om hvilke værdier, der giver os identitet som mennesker og som danskere. Og dertil bidrager folkekirken.

Sådan har I formentlig også i jeres opgave bemærket, at religion og politik i århundreder har hængt sammen og formet vores fælles historie indtil nu.

Med venlig hilsen
Sognepræst Leif G. Christensen
Sognepræst og panelist på www.kristendom.dk