Klæder stærkt troende kristne sig på en bestemt måde?

I mere sekteriske dele af den kristne kirke, som f.eks. Amish folket i USA, har ikke blot traditionel klædedragt men også traditionelle transportmidler såsom hestevogne en moralsk-religiøs betydning og anses for at være ydre udtryk for en ret indre kristen tro, skriver Jonas Adelin Jørgensen. - Foto: Mel Evans/ AP/ ritzau.

Helt fra begyndelsen af kristendommen har der været en mistro mod at identificere bestemte ydre former for beklædning, madvarer eller udseende med et ret forhold til Gud skriver ph.d. Jonas Adelin Jørgensen i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:
Mange muslimer klæder sig på en bestemt måde. Kvinder bærer ofte slør, mændende har ofte skæg. Så mit spørgsmål er: Om stærkt troende kristne klæder sig på en bestemt måde? Bærer de bestemte former for tøj? Lader mændene også deres skæg vokse? Håber meget på, at I svarer på spørgsmålet, da det ville være en stor hjælp til min projektopgave.

Svar:
Tak for dit spørgsmål om forholdet mellem tro og klædedragt og andre ydre udtryk i kristendommen.

Generelt og indledningsvis vil jeg sige, at der helt fra begyndelsen af kristendommen har været en mistro mod at identificere bestemte ydre former for beklædning, madvarer eller udseende med et ret forhold til Gud.

Denne mistro grunder sig i Jesus undervisning, hvor han i et opgør med sin samtids religiøse autoriteter hævdede, at urenhed og renhed ikke er ydre materielle kategorier i verden, men har med menneskets åndelige og indvendige liv og tanker at gøre. I Matthæusevangeliet kapitel 15 tilbageviser Jesus farisæernes og de skriftkloges beskyldninger om, at hans disciple overtræder Moseloven, fordi de ikke vasker, hænder før de spiser. Jesus argumenterer for, at det ikke er det, som kommer ind i munden, dvs. mad eller snavs, som gør et menneske urent (dvs. syndigt i Guds øjne), men det, som kommer ud af munden, dvs. tanker og handlinger (vers 11).

På denne baggrund gav apostlene de første kristne menigheder stor frihed til at finde ud af, hvordan de ville forholde sig til f.eks. hvor vidt man må spise kød ofret til afguderne. Apostlenes råd var, at det kunne man gøre, hvis det ikke stødte ens samvittighed, men at man skulle lade være, hvis andre kunne tage anstød af det. Disse anbefalinger kunne også udvides til at omfatte klædedragt og hårvækst.

Ikke desto mindre er der i forskellige dele af den kristne kirke både store og mere sekteriske dele vokset traditioner frem omkring klædedragt og skægvækst, som ind i mellem forbindes med teologiske argumenter, og som i det mindste tillægges moralske kvaliteter. Apostlen Paulus er i forbindelse med formaninger til en menighed inde på, at kvinder bør lade deres hår være langt, fordi det er en slags naturligt slør, mens mænds hår skal være kort, fordi det er vanærende for en mand at have langt hår (Første Korintherbrev 11, vers 14-15). På samme måde er det i ortodokse kirker ikke blot almindeligt men reglen, at præster skal lade deres skæg vokse, og dette begrundes i, at mandens skæg hører med til hans gudbilledlighed. I mere sekteriske dele af den kristne kirke, som f.eks. Amish folket i USA, har ikke blot traditionel klædedragt men også traditionelle transportmidler såsom hestevogne en moralsk-religiøs betydning og anses for at være ydre udtryk for en ret indre kristen tro.

Konklusionen er således, at selv om disse ting i teorien afvises som havende nogen åndelig betydning, så er der alligevel tendenser til at tillægge tøj og skægvækst moralsk eller åndelig betydning i dele af den kristne kirke.

Venlig hilsen

Jonas Adelin Jørgensen, cand.theol. og ph.d.