Findes der en højkirkelig tradition i Danmark?

Ser vi på de kirkelige retninger i Danmark, for så vidt de stadig eksisterer, så er der en højkirkelig bevægelse, svarer cand. theol. Rasmus H.C. Dreyer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har et spørgsmål angående høj- og lavkirke. 

Normalt, som jeg kan forstå det, bliver udtrykket høj- og lavkirke hovedsageligt brugt i britisk anglikansk sammenhæng, men i Danmark var de konservative teologer Mynster og Martensen vel grundlæggerne til en dansk højkirkelig tradition? 

Eksisterer den retning stadig i dag? Eller er nutidens højkirkelige af eksempelvis grundtvigsk tradition? 

Venlig hilsen 
Alexander

Svar:

Kære Alexander

Højkirkelig og lavkirkelig er, som du ganske rigtigt selv skriver, først og fremmest markører, vi forbinder med den anglikanske kirke. Dermed ikke sagt, at vi ikke også kender ordene fra en dansk sammenhæng; skade blot, at begreberne bruges i flæng – og ofte i helt modstridende betydninger. 

Betyder højkirkelig for eksempel sakramental og liturgisk bevidst, eller er det (i hvilken betydning det som hovedregel bruges i Danmark) lig med klerikalisme? 

I den sidste forstand var dine nævnte eksempler, Mynster og Martensen, højkirkelige, fordi de var klerikale med udpræget sans for stats- og folkekirkens betydning som institutionaliseret kirke.

Ser vi på de kirkelige retninger i Danmark, for så vidt de stadig eksisterer, så er der en højkirkelig bevægelse; der er også en ’statskirkelig’ i arven fra Martensen i den såkaldte tredje retning; Kirkeligt Centrum. 

LÆS OGSÅ: Hvad er Tidehverv?

Den står måske svagt som retning i dag, men det ’folkekirkelige’ er ofte et synonym for denne gamle position, der i de seneste årtier faktisk har øvet stor indflydelse på folkekirken, især i kraft af retningens seneste biskop, Erik Normann Svendsen, der blandt andet sad med i salmebogskommisionen for Den Danske Salmebog (og bønnebog!) fra 2003, og jo også som kongelig konfessionarius er blevet essensen af folkekirken med stort F – sådan ser det jo i hvert fald ud på TV, når kongehusets religiøse familiebegivenheder udstilles for åbent tæppe. 

Den decideret højkirkelige bevægelse har det lige så hårdt som Kirkeligt Centrum. Den er i dag lille, men dog ikke uden betydning. 

Foreninger som Kirkelig Fornyelse og Dansk Tidegærd har historisk været deres samlingspunkter. 
Bladet Re-Formatio fra Kirkelig Fornyelse udkommer (så vidt jeg ved) også stadigvæk, eller det lever i alle tilfælde videre på nettet på deres hjemmeside. 

Den højkirkelige bevægelse (som af mange forveksles med missionspræster på grund af deres ofte konservative teologi) har særligt øje for den liturgiske tradition. De har en udpræget bevidsthed for at bevare den liturgiske tradition i form af messesang, tidebøn, bevidsthed om kirkeåret og ofte også stor viden og teologisk brug af oldkirkens kirkefædre og helgenlegender. 

I mange henseender vil de sikkert selv opfatte sig som bevarer af den sande kristne tradition, betone kirkelig enhed og overholdelse af kirkelige traditioner, som enten i lovgivning ellers dansk henholdsvis luthersk tradition er bortfaldet, eller som der kun findes reminiscenser af. 

Et typisk eksempel er synet på kvindelige præster. Ja, det var der mange missionsfolk før i tiden imod, men modstanden var desto større i den højkirkelige bevægelse. 

LÆS OGSÅ: Folkekirkens fløje

Det gælder dog ikke alle i dag, hvor vi – dog i nogle tilfælde uden om de højkirkelige bevægelser – ser en øget opmærksomhed i visse kredse omkring oldkirkelig og monastisk (munke-) teologi, men samtidig på en meget ’lavkirkelig’ måde (anførselstegnene bemærkes) arbejder med stor menighedsinddragelse. 

Liturgien og bevidstheden om rigdommen i også den lutherske tradition har i det hele taget været stigende siden 1980’erne, ikke mindst på foranledning af det liturgiske arbejde, som folk i blandt andet Dansk Tidegærd lagde for dagen. 

Ritualbogen fra 1993 rummer med sine tillæg en temmelig rig og udvidet nadverteologi, for eksempel er det såkaldte C-ritual en tydelig imødekommelse af en stærkere udtrykt forbindelse til det oldkirkelige udtryk. 

Messesang er også blevet mere udbredt igen de sidste små 20 år. At vi går til nadver hver søndag, og nadverens ændrede karakter hen imod et fælles kærlighedsmåltid frem for en individuel gave og syndsforladelse (som man altså skulle være forberedt til og i gamle dage både opskrevet og prøvet i, førend man gik til alters) er til dels også er resultat af dette. 

Men, som du selv er inde på, det er på en og samme gang også en konsekvens af Grundtvig og dennes efterfølgere. 

I dag vil vi forbinde grundtvigianisme med lavkirkelighed, men både teologisk og historisk har de bestemt en højkirkelig (og noget anglikansk) rem af huden: Betoningen af sakramenterne (dåb og nadver), præsteembedet og ordinationen var alle stærke elementer i Grundtvigs egen teologi. 

Når senere kirkehistorikere har forsøgt at nedtone dette og taler om, at Grundtvig ved sit englandsophold var blevet kureret for ’sådanne tilbøjeligheder’ (Hal Koch), er det snarere udtryk for, hvordan bevægelsen i Grundtvigs navn udviklede sig, end for en egentlig rammende karakteristisk af Grundtvigs teologi og hans syn på menigheden (altså: kirken) forud for Skriften. 

LÆS OGSÅ: Hvad symboliserer lysene på alterbordet?

Grundtvigs nære discipel, J.C. Lindberg, udtrykte sig ofte mere direkte i samme vendinger og hos en grundtvigsk vakt som for eksempel Peter Larsen Skræppenborg, skriver han virkelig ’højkirkeligt’ i et brev fra 1841; ordene havde han lånt fra et skrift af Lindberg fra 1834: ”Sig mig engang, hvor havde du og jeg været med Vorherre eller Han med os uden gennem kirken, vi vidste jo slet ikke, hvordan han var sindet imod os, hvis ikke kirken havde sagt det … Hvis derfor du og jeg ikke tror på kirken, så tror vi heller ikke på Vorherre, for Han har ej talt med os uden gennem kirken… Skriften har jo ikke Herren, men kirken forfattet. Derfor må vi ej alene tro, at kirken er til, men at den er virkelig nærværende” (jævnfør Poul Ulsdal, ”Grundtvigsk højkirkelighed”, i: Re-Formatio 2, 1959). 

Kirken er vel at mærke i denne forbindelse den usynlige kirke, som Luther sagde det; altså forsamlingen af troende, der jo ikke nødvendigvis er lig med den synlige kirkeinstitution. 

En betoning af den synlige kirke og opvurdering af dens ydre kendetegn er som regel, hvad de fleste forbinder med det højkirkelige. Den svenske kirke er her et godt eksempel: Bispestave, bispehuer og præsteflipper, apostolsk succession og et biskoppeligt bispeembede – modsat det danske præstelige bispeembede; men det er som skrevet tidligere jo snarere klerikalisme end teologisk højkirkelighed. 

En religionssociologisk undersøgelse fra et par år tilbage viste i øvrigt, at der er ved at være skred de danske kirkelige retninger imellem, når man spørger præsterne om, hvem de næsthelst vil identificere sig med. 

De højkirkelige præster valgte her næsten konsekvent Tidehverv som den teologi, der beskrev deres 
egen næstbedst; den højkirkelige teologi valgte flere præster, der havde sat kryds i ’Tidehverv’, på samme vis som næstmest rammende for deres teologi. 

Det overrasker, thi Tidehverv var før i tiden forbundet med en udpræget teologisk kritik af ritualer og liturgi, men kristendommens generelle udfordringer i dagens Danmark gør altså, at flere præster ’opruster’ deres liturgi og øger deres opmærksomhed på traditionen: De højkirkelige på oldkirken, Tidehverv og andre nok snarere på reformationen og den danske tradition. 

Indre Mission og grundtvigianerne er i den forstand de lavkirkelige med ny inspiration fra amerikansk evangelisme henholdsvis europæisk humanisme. 

Interessant er det så at se, hvordan fløjene står med hensyn til kirkens ydre ordning; konkret reformen af folkekirkens styring: Her er grundtvigianerne de ’højkirkelige’ i betydningen de klerikale. 

Det ser vi, når mange herfra argumenterer for en folkekirkelig synode og et stadfæstet bispekollegium: Kirken skal være selvstændig, idet de identificere en vis form for lighed mellem den usynlige forsamling af troende og den ydre institution folkekirken. Sådan er tider og sæder på så mange måder i opbrud.

Med venlig hilsen
Rasmus H.C. Dreyer
Cand. theol. og ph.d.-stipendiat 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.