Blev Maria født uden synd?

Selvom det først blev officiel kirkelære i 1854, bygger dogmet om Marias uplettede undfangelse på en lang tradition, som går tilbage til de første kirkefædre i det andet århundrede, fortæller katolik Kasper Baadsgaard.

Ifølge den katolske tro blev Maria født uden arvesynd. Det vil sige, at hun som den eneste anden, udover Jesus, er uden synd, svarer Kasper Baadsgaard, der er katolsk præstestuderende

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvad betyder Marias ubesmittede undfangelse? Handler det om, at Maria undfangede Jesus ved Helligåndens kraft, eller betyder det, at hun selv er undfanget ved hjælp af Helligåndens kraft?

Jeg har læst begge dele og kunne godt tænke mig en afklaring.

Venlig hilsen
Rachel

Svar:

Kære Rachel

Marias ubesmittede eller uplettede undfangelse er Mariadogmet fra 1854 og omhandler Marias fødsel. Ifølge den katolske tro blev Maria født uden arvesynden. Det vil sige, at hun som den eneste anden udover Jesus er uden synd.

LÆS OGSÅ: Jomfru Maria, medfrelserske!?

Det betyder dog ikke, at Maria er undfanget ved Helligåndens kraft, eller at hun er guddommelig af natur. Hun er et almindeligt menneske, som dog modtog den særlige gave at være fri fra synd som et led i Guds frelsesplan, så hun kunne føde Jesus.

LÆS OGSÅ: Hvem var Jomfru Maria?

Selvom det først blev officiel kirkelære i 1854, bygger dogmet på en lang tradition, som går tilbage til de første kirkefædre i det andet århundrede.

Troen på dette stammer fra Gabriels hilsen i Lukasevangeliet til Maria: "fuld af nåde." Det er altså denne gave, Gud gav Maria at være fuld af nåde, så hun fra hendes egen undfangelse af var fri fra synd.

Med venlig hilsen
Kasper Baadsgaard
Katolsk præstestuderende i Rom