Er dåben en kontrakt eller et frikort?

Vi skal gøre vore børn fortrolige med deres himmelske far og det kristne fællesskab. Derfor bliver forældrene givet en opgave: oplær barnet i den kristne tro, skriver Dan Månsson Foto: wikimedia commons

Dåben bør finde sted, når et menneske er blevet bevidst om, at det tror på Jesus, svarer baptistpræst Lone Møller-Hansen. Nej, barnet skal gøres fortrolig med sin himmelske fader, mener teolog Dan Månsson

Spørgsmål:

Min datter og svigersøn er i tvivl, om de vil lade deres førstefødte døbe. Sidst jeg talte med min datter, var hun igen skeptisk. Hun havde et sted på nettet læst, at børn skulle døbes, fordi de var født syndere. Hvis barnet ikke blev døbt, ville det altid leve i synd og gå fortabt. Dåben var en kontrakt med forpligtelser.

Nyfødte skal mærke trygheden i mors kærlighed hele tiden, have adgang til et åbent mejeriudsalg, sove og have en ren ble en gang imellem. Så er den ikke længere. Hvis det handler om synd og forpligtelser, ville min datter hellere vente til voksendåb, hvor hendes barn selv kunne tage stilling til kontraktens indhold.

Jeg svarede, at ved dåben kom det største til stede for de mindste og erklærede det lille barn sin betingelsesløse kærlighed. Det betyder ikke, at livet altid bliver let, men at fred og glæde, trøst og tilgivelse altid er lige ved siden af dig.

Så kunne jeg ikke finde på mere at sige. Ej heller svare på, om det så var et frikort til at opføre sig lige så tosset og ondt, som man havde lyst til senere i livet. Man vidste jo på forhånd, man var tilgivet. Hvad ville I have svaret?

Med venlig hilsen
Leni

Svar:

Kære Leni

I bønnen, som indleder folkekirkens dåbsritual, takker vi Gud, fordi vi i dåben bliver hans børn, får syndernes forladelse, Helligånden og det evige liv. Dåben er altså først og fremmest en gave med et rigt indhold! Giveren er Gud selv.

Han, som vil hver eneste skabning, ønsker også at gøre os til sine børn, så vi tilhører ham i tid og evighed. Dåbsfest er en fest for livet, både det liv, som blev synligt ved fødslen og det evige liv, som Gud giver gennem dåb og tro.

Et barn har brug for at vide og mærke, at det tilhører en familie, hvor det er villet og elsket. Et barn har også brug for at vide, at det tilhører Guds familie. Bibelen omtaler Gud som vores himmelske far.

Både Jesus og de første kristne omtalte disciplene og de kristne som brødre og søstre. Ved dåb er det primære ikke, at man bliver medlem af en kirkeorganisation, men at man bliver en del af det kristne fællesskab, menigheden.

Som forældre til et lille barn ønsker vi det allerbedste for barnet, ikke kun det, vi selv er i stand til at give barnet. Derfor kommer vi til dåben og beder om Guds velsignelse, faderskab og nærvær i barnets liv helt fra begyndelsen. Da barnet er så lille og gaven livsomfattende, må forældrene og kirken være med til at udfolde gaven for barnet.

Ligesom vi gør vore børn fortrolige med deres familie ved at fortælle om den og være sammen med den i hverdag og fest, må vi gøre vore børn fortrolige med deres himmelske far og det kristne fællesskab. Derfor bliver forældrene givet en opgave: oplær barnet i den kristne tro.

Med andre ord: gør barnet fortrolig med dets himmelske far og det kristne fællesskab. Den opgave kan løses og bliver løst på mange forskellige måder: Bibelfortælling, børnebibler, spejderandagt, gudstjeneste, aftenbøn, børnekirke eller -klub og meget mere.

Hvor et barn er døbt og igennem sin opvækst gøres fortrolig med Gud, bevidstgøres barnet om sine egne tros- og livsværdier. Og disse vil afspejle sig i barnets liv og trospraksis.

I min optik kan man ikke slutte, at fordi forældrene ikke vil eller ikke er i stand til - at påtage sig opgaven, så skal barnet ikke døbes. Men et vigtigt element i oplæringen savnes, når barnets nærmeste forbilleder ikke afspejler kristentro og -liv.

Med venlig hilsen
Dan Månsson
Teolog og landsleder i LM Kids

Svar:

Kære Leni

Jeg ville have svaret, at jeg er overbevist om, at vi som mennesker er Guds børn og elskede af ham fra undfangelsen, altså endnu før vi er født. Han kender os, fra vi ligger i vor mors mave. Når vi elsker vore børn, er det, fordi Gud har lagt sin kærlighed ned i os - i vore gener.

Når vi evner at give barnet kærlighed, er det altså også Guds omsorg og kærlighed, barnet mærker. Modsat må vi sige, at når vi ikke evner at rumme barnet, er det altså ikke Gud, der svigter, men vores menneskelige natur, der viser sin ufuldkommenhed. Døbt eller ej.

Et barn er altså ikke fortabt ved fødslen, men Guds barn og omsluttet af hans omsorg og kærlighed. Som baptister velsigner vi børnene som spæde og lægger dermed barnet i Guds hænder.

Jesus siger: Lad de små børn komme til mig og han velsignede dem. Vi velsigner børnene vel vidende, at de allerede er i Guds varetægt. Samtidig viser vi fysisk, at vi som menighed og fællesskab står sammen med forældrene som barnets store familie.

Barnet og familien kommer netop til den Gud, der elsker dem betingelsesløst. Og det gør han også selvom vi vender ham ryggen i løbet af vores liv. Dåben, vil jeg sige, er en pagtshandling, hvor både Gud og mennesker handler.

Som menneske bekender jeg min tro på Jesus Kristus som Guds søn og min frelser. En personlig tro, som jeg ønsker at bevidne, skrøbelig som den er. Det er altså ikke en ligebyrdig kontrakt, for Gud er altid større end os.

Samtidig kan jeg stole på, at Gud aldrig svigter sin del af pagten. Han er trofast og barmhjertig. Det gode ved at blive døbt som voksen altså det, vi kalder troendes dåb - er, at du altid kan huske det, når tvivlen raser i sindet. Jeg sagde ja, og Gud har for altid sagt ja til mig! Dåben er altså en gave, og den gave kan du tage imod som 14-årig eller som 70-årig.

Efter min overbevisning bør der ikke være nogen automatik i det, fordi det nemt bliver sådan, at du ikke handler på en personlig tro, men på andres forventninger og familiens sædvane. Dåben bør finde sted, når et menneske er blevet bevidst om, at det tror på Jesus. Ikke fordi vi skal præstere et vist kvantum af tro, før vi kan blive døbt.

Tro og erkendelse vil og skal vokse også efter dåben. På den måde er dåben også for os, der døber troende, starten på en vandring med den treenige Gud og ikke målet. Vi vil fortsat have brug for Guds tilgivelse igen og igen.

Man kan måske godt kalde dåben en kontrakt, men hellere en pagt - i hvert fald mere end et frikort!

Med venlig hilsen
Lone Møller-Hansen
Baptistpræst og generalsekretær i Baptistkirken

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.