Er det forkert at danse?

Dans kan ødelægge, og dans føre til megen glæde, skriver Birgitte Graakjær Hjort.- Foto: Foto: colourbox.com

Det kan være misbrug af den kristne tro at forbyde dans, svarer sognepræst Birgitte Graakjær Hjort

Spørgsmål:

Min veninde og jeg har haft en diskussion, om det er forkert at danse. Min veninde kommer fra en baggrund, hvor de overhovedet ikke vil have noget med dans at gøre og forholder sig til kristendommen. Hendes familie holder sig fra ting, som kan lede dem fra troen på Gud. Hendes mor har fortalt, hvordan dans kan medføre, at man bliver tiltrukket eller lokket til at komme sammen med en, der danser godt.

Her på efterskolen er der en flok piger, som hver aften danser en pervers "diskotek"-agtig dans på værelset til meget høj musik. Eftersom min veninde og hendes mor har fortalt, hvad der er forkert i at danse, har jeg holdt mig mere fra lysten til at danse med de andre.

Min veninde og hendes mor har nævnt, at alt det, der hedder dans, giver den samme virkning på folk - også f.eks. folkedans. Mine forældre og jeg har ikke noget imod dans, og jeg har aldrig hørt noget som det, min veninde siger, om at hun overhovedet ikke vil deltage i dans eller noget som helst, der minder om det.

Jeg kan godt føle at jeg kommer længere og længere bort fra troen på Gud, når jeg er med i fællesskabet med de andre på efterskolen. Pludselig kommer jeg så til at tænke på: er jeg klar til at tage med Jesus, hvis han kommer lige præcis nu? Nej, jeg tror jeg ville sige: "Jeg har ikke tid nu, kom igen i morgen." Og derfor har jeg det så skidt med at blive tiltrukket af de andres interesser og sådan. Jeg vil så gerne være klar til at Jesus kommer lige nu her!

Derfor er jeg bl.a. interesseret at vide, om det er forkert at danse, hvis man gerne vil være en god kristen person. Som min veninde siger, kan man hurtigt komme til at blive så afhængig af noget, så det til sidst bliver en gud for en.

Jeg er også interesseret i at vide, om der står noget i Bibelen om det med dansen.

"Lene"

Svar:

Kære "Lene"

Tak for din henvendelse og din åbenhed. Det kan være rigtig svært, når mennesker hiver i en fra flere sider. Og når de tilmed giver udtryk for stærke holdninger og synspunkter på områder, hvor man måske ikke selv er helt afklaret, kan det være rigtig svært at finde sig selv i forhold til det.

Det bliver nok ikke nemmere for dig, hvis jeg nu melder mig som den næste på banen i dit liv og kommer med endnu en holdning til dans. Derfor er det første og vigtigste, jeg vil sige til dig: Det er kun dig selv, der kan og skal afgøre, hvad dit forhold til dans skal være. Du kan bruge andre mennesker til at spille bold op ad, men det er dig selv, der skal finde frem til, hvad du kan deltage i, og hvad du ikke kan deltage i.

Når det er sagt, vil jeg føje til: Der findes kristne mennesker, som lever et liv i al for megen frygt. Frygt for at tage del i det ene og det andet. Og denne frygt er ikke altid berettiget.

Din veninde og hendes mor kender måske nogle livshistorier, hvor de har hørt om mennesker, for hvem dansen førte til noget skadeligt og kom til at ødelægge noget. Det kan sagtens forekomme. Men man kan ikke med rimelighed deraf udlede, at dans så er forkert.

Dans har også ført til megen glæde. Alting kan misbruges, og det kan dans selvfølgelig også. Men der er og bliver ikke noget forkert i dansen i sig selv. Heller ikke ud fra en bibelsk betragtning. Ja, det kan ligefrem være misbrug af den kristne tro og af Bibelen at ville pålægge andre et forbud mod at danse.

For det forbud er mere et udtryk for, hvordan den person tænker og oplever verden, eller hvad personen måske har hørt af dårlige erfaringer fra andre, end det er et udtryk for, hvad Bibelen siger om den sag.

Ud over dit spørgsmål om dans, så fornemmer jeg i din henvendelse, at der måske er mere end dansen, der nager dig. Det lyder til, at du kæmper med en oplevelse af at komme længere og længere væk fra Gud. Den kamp er der mange mennesker, der har prøvet, og det kan være rigtig barsk at opleve sådan en kamp.

Derfor vil jeg opfordre dig til at tale med en præst om det. Eller til at finde en anden voksen person, som du kan fortælle om det til. Der er ingen grund til, at du skal gå rundt mutters alene og kæmpe med den slags. Det kan være en sand lettelse og føles rigtig godt at fortælle det til nogen.

Med venlig hilsen
Birgitte Graakjær Hjort
Sognepræst i Christianskirken, Århus