Er Djævelen virkelig?

Jeg deltager i forundringen over, at det onde ikke har en større plads i den kristne forkyndelse og undervisning, skriver Jørn Henrik Olsen, cand. theol. Foto: Wikimedia commons

Djævelen er blot ét af navnene på den onde, svarer cand.theol, ph.d og fakultetsleder Jørn Henrik Olsen

Spørgsmål:Der tales stort set aldrig om Djævelen. Er han "virkelig" og viser han sit onde jeg, eller er han bekæmpet og "død"? Kan man opleve at blive angrebet af ham?

Vi beder jo i Trosbekendelsen: "Vi forsager djævelen og alt hans væsen," så jeg savner en forklaring?

Venlig hilsen
Inge K

Svar:

Kære Inge

Tak for dit spørgsmål. Du skriver, at der stort set aldrig tales om Djævelen. Og i denne sammenhæng undrer du dig over, at vi så alligevel igen og igen i trosbekendelsen forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Er han virkelig og viser sit onde jeg? Eller er han bekæmpet og død?

Mit svar går denne vej:

Det er Grundtvigs fortjeneste, at vi ved gudstjenesterne fremsiger forsagelsen af Djævelen forud for selve trosbekendelsen. Forsagelsen er som kamperklæring, hvor vi aldeles undsiger det onde, den onde.

Den apostolske trosbekendelse er en fælles bekendelse kloden rundt, kan vi sige, men selve forsagelsens brug ved gudstjenester forud for bekendelsen til den treenige Gud er særegen her i landet.

Og ja, jeg deltager i din forundring over, at det onde/den onde ikke har en større plads i den kristne forkyndelse og undervisning. Nerven i dit spørgsmål vil jeg derfor kommentere på nedenfor.

I de bibelske skrifter er det onde ikke kun en upersonlig magt; der tales om en ond skikkelse, den onde. Djævelen er blot ét af navnene på den onde, jf. Matt 4,1.

For Jesus var Djævelen en realitet både som person og magt. Det kommer f.eks. frem i forbindelse med dæmonuddrivelser. Han kaldes blandt andet også løgnens fader i Joh 8,44.

Men det hører også med til billedet, at Djævelen fremstilles som besejret - som overvundet - ved Guds riges frembrud og Jesu Kristi forkyndelse og gerning, jf. Mark 1,24 og Kol 2,15. Alligevel fortsætter Djævelen og hans onde hær at tryne mennesker, indtil Gud sætter slutstregen for denne verden, jf. Ef 6,11.

En bog af forfatteren Kolokowski beskriver en pressekonference, som Djævelen havde indkaldt til. Der var mange ivrigt skrivende journalister til stede. Og så kommer endelig den afgørende melding fra Djævelen: Jeg lever af, at I benægter mig.

Det er det djævelske spil i en nøddeskal. Han er løgnens mester. Han lever af at bedrage. Hvis han kan få fordrejet eller vendt vores bevidsthed bort fra det onde eller den ondes realitet, så er hans projekt lykkedes. Benægtelsen har sit eget liv. Det er som et snigløb, vi ikke rigtig kan stille noget op overfor. Og det findes i flere udgaver.
Ondskaben er både en magt i det enkelte menneske og en kollektiv magt.

Det alvorsfulde møde med det onde i dag tilsløres på opfindsomme måder. Som regel optræder det onde med personlige træk. Nogle taler her om en uetisk ondskab hos mennesker, der udfører denne ondskab.

Onde forbrydelser ser vi desværre for mange af. 11. september er blot en stor grim perle på en snor. Det er vore egne træk, vi genkender i Djævelens. Han er vores dobbeltgænger. Det onde erfares som en magt uden for os selv og inden i os selv på én gang.

Livet kan i værste fald gå helt i stykker, hvis vi ophæver en skelnen mellem godt og ondt. Livet kan blive vægtløst, hvis vi f.eks. vil ophøje os selv og gøre os selv guddommelige.

Det onde møder vi, når vi vil takke os selv og ikke vores Skaber for, hvad vi er og kan. Det er et bedrag, når vi vil være skyld i os selv i stedet for at lade Skaberen være det. Det onde er det, som skyldes os selv.

Det onde kommer ikke fra Gud selv. Det onde står Gud imod. Det forudsætter sig selv, kunne man også sige. Det onde er en magt, der vil ruinere og ødelægge. Det ruinerer ikke kun skaberværket, men også Guds højeste skabning, mennesket.

Det er mit indtryk, at vi set i lyset af det moderne liv og den menneskelige forestilling kan have svært ved at få plads til det onde/den onde. Vi deltager i et narrespil.

Det skyldes nok, at mennesket i den grad er henvist til sig selv, at det er ensomt og ladt alene. Som på et stort hav uden fyrpasser, uden fyrtårn, ja, uden tørt land i sigte. Derude på havet finder vi mennesket på en tømmerflåde, der er lavet af dets egne forestillinger. Og så er der naturligvis havet.

Er det dér, vi er med vort liv, bliver vi slappe og ligegyldige i kampen mod det onde, den onde. For vi ser slet ikke det onde, det som ødelægger mennesket og dets forhold til Gud og mennesker.

Vi vover ikke at sætte grænser. Vi vover ikke at skelne mellem godt og ondt, ret og galt. Vi bemægtiges af en mild og venlig, fyldt glathed, som ikke ved, hvad den skal stille op med det onde.

Forsagelsen er en stærk undsigelse. Ifølge den kristne tro og teologi findes den virkelige hjælp hos den sejrende Kristus. Han er det sejrrige sted igennem det hele. Den virkelig kraft og livshjælp er at finde i fællesskabet med Kristus som Herren.

Uanset graden af menneskets erfaringer af mødet med det onde eller den onde, også i den glatte og ubekymrede udgave, så er Kristus sejrherren. Især under andre himmelstrøg har jeg set, hvilken verden til forskel det har i et menneskeliv, at Kristus har sejret over onde åndsmagter.

Ondskaben med alle dens kosmiske dimensioner og udtryk har Kristus sejret over, selv om den onde stadig raser som den her gale lænkehund (Luther var inde på dette billede). Den onde vrider sig i tøjret.

Men hans magt skal ikke forudsætte i det uendelige. Magten er brudt. Ondskaben vil helt gå til grunde en dag. Men her og nu må vi ikke gøre brug af det onde i det godes tjeneste, som én sagde til mig engang.

Med venlig hilsen
Jørn Henrik Olsen
Cand. theol. ph.d., billedkunstner og fakultetsleder på Menighedsfakultetet