Er passiv dødshjælp i orden?

I nogle tilfælde kan den passive dødshjælp være det mest livsfremmende. -

Kristen tro taler altid for livet og imod døden, skriver teolog Johanne Stubbe Teglbjærg i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:Vi er en gruppe fra Frederiksberg, som har projektuge om dødshjælp. I den forbindelse er der nogle få spørgsmål, vi håber, I vil besvare:

1: Vi ved, den kristelige holdning til aktiv dødshjælp er negativ. Men hvad er jeres holdning til passiv dødshjælp så? Hvis den er positiv, hvorfor er det så okay at give langsomt virkende morfin, men ikke stærk morfin? Personen dør jo hurtigere i begge tilfælde.

2: Hvorfor er det tilladt at give dyr aktiv dødshjælp, hvis dyret lider under store smerter, men ikke et menneske?

Venlig hilsen Anna, Lisa og Lena

Svar:Kære Anna, Lisa og Lena

Ja, hvilken holdning indebærer kristen tro til passiv dødshjælp? Det kan kun den konkrete situation afgøre, for overordnet gælder det, at kristen tro altid taler for livet og mod døden. Men spørgsmålet er, hvad det konkret vil sige. For man kan f.eks. forestille sig en situation, hvor man gennem passiv dødshjælp som f.eks. smertelindring faktisk fremmer livet forstået som det samlede liv, som den døende er en del af.

At holde en døende person i live kan være mere fremmende for dødens ødelæggende virkelighed end at lade personen dø. Med andre ord, så er liv og død ikke absolutte begreber. Og noget, som kaldes dødshjælp, kan i et større perspektiv være en form for livshjælp specielt, når man også skal tage højde for den sammenhæng og det fællesskab, som den døende indgår i.

Mange forbinder kristendommen med absolutte og entydige svar på disse spørgsmål, men beskæftiger man sig mere indgående med dem, viser det sig, at de ikke gives. Kristen tro er ikke et svar givet på forhånd men et udgangspunkt, når man skal tage stilling i en svær situation. Den kristne tro fører ind i situationen og lægger også i forbindelse med spørgsmålet om dødshjælp op til, at alle forhold (medicinske, sociale, personlige) tages i betragtning, når en beslutning træffes.

Med hensyn til det andet spørgsmål, kan man kort sige, at der er en kategorial forskel på dyr og mennesker, der gør, at vores adfærd i forhold til dem ikke kan være den samme. Denne forskel kan man diskutere og begrunde på forskellig måde, men vigtigst er, at mennesket har magt og ansvar over dyrene på en måde, som vi ikke har over for hinanden. Vi er nemlig i modsætning til dyrene i vidt omfang selvbestemmende.

Spørgsmålet er så, hvorfor det skulle være ok, at et menneske lider og ikke et dyr. Og det er det sådan set heller ikke, for ingen lidelse er ok. Men i forhold til dyrene har vi en magt, som vi ikke har i forhold til hinanden. Vi er selvbestemmende og derfor må vi ikke slå hinanden ihjel, og derfor er det ikke vores ansvar alene at afskaffe den menneskelige lidelse, selv om vi selvfølgelig bør gøre det så godt, vi overhovedet kan.

Med venlig hilsen
Johanne Stubbe Teglbjærg
Teolog