Findes Helvede i kristendommen?

Når talen falder på fortabelse, lægger Paulus ikke skjul på alvoren eller det frygtindgydende ved den. Paulus truer ikke med fortabelse, men han advarer imod den, skriver Birgitte Graakjær Hjort i et brevkasse-svar om Helvede i kristendommen. Foto: Arkivfoto

Jeg ønsker, at Gud vil frelse alle mennesker. Men det er ikke det budskab, jeg kommer frem til, når jeg læser Bibelen, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort i kristendom.dk's brevkasse

Spørgsmål om kristendom

I evangelierne lærer Jesus os om Helvede, og at det ikke er muligt at komme derfra, hvis man først er havnet der. Jeg har meget svært ved at få dette til at passe ind i kristendommens øvrige budskab og vil derfor gerne vide, om der i nogle af de tekster, som ikke blev medtaget i Bibelen, der fortæller, at der ikke er noget helvede, eller at det er muligt at komme derfra igen?

Svar fra sognepræst

Du rører ved en meget alvorlig og samtidig stærkt omstridt sag. Det bliver ofte debatteret ud fra spørgsmålet: Bliver alle mennesker frelst? Eller findes der både frelse og fortabelse, sådan at nogle mennesker bliver evigt frelste og andre går evigt fortabt? Nogle gange knytter forestillingen om Helvede sig til fortabelsen. I så fald taler man om en himmelsk frelse kontra en fortabelse til Helvede. Andre gange taler man slet og ret om frelse kontra fortabelse uden at operere med et helvede. Men sagen er den samme, uanset om sprogbrugen varierer. Og når det debatteres, sker det ud fra de tekster, der er kommet med i bibelen.

Skal man give en oversigt over hovedopfattelserne, kan de samles i følgende tre:

1. Dobbelt udgang: forestilling om, at menneskeheden på dommens dag adskilles i to grupper, nogle til frelse, andre til fortabelse. Denne lære har været fremherskende i Vestkirken, især siden Augustin.

2. Frelsesuniversalismen eller apokatastasis: ordet apkatastasis betyder genoprettelse og er en lære om, at alle mennesker vender tilbage til en evige frelse hos Gud. Kirkefaderen Origenes af Alexandria (ca. 185-245) var en af de første til at fremføre synspunktet, der blev dømt som kætteri. I moderne tid, hvor synspunktet har vundet stor udbredelse, har Friedrich Schleiermacher (1768-1843) og mange andre fremført det.

3. Annihilations-teorien: ordet annihilation betyder tilintetgørelse eller annulering. Læren findes i to varianter. Ifølge den ene er fortabelse en evig udslettelse snarere end en pine, der ikke hører op. Dvs. det er en mildere udgave af læren om dobbelt udgang. Ifølge den anden udgave af annihilations-teorien er der tale om, at det er det onde, som findes i mennesker, der vil gå fortabt. Dommen går dermed ikke mellem to grupper af mennesker, men midt ned gennem ethvert menneske, eftersom ethvert menneske har noget i sig, der skal renses væk, og noget, der skal vokse frem.

De fleste teologer og præster i dag har den opfattelse - som du også selv antyder, at du håber at nå frem til at Gud umuligt kan lade nogle mennesker gå evigt fortabte. Altså kan der ikke være en fortabelse (evt. omtalt som et helvede), man ikke kan komme ud fra igen. Det passer ikke til Guds væsen, som er kærlig, siger man. Det svarer heller ikke til budskabet om, at Jesus Kristus døde og opstod for alle mennesker, lyder argumentet. Det er så afgjort også det mest sympatiske synspunkt at repræsentere. Men jeg repræsenterer det ikke selv. For jeg tror desværre, det er en fejlopfattelse.

Personligt vil jeg sige det sådan her: Jeg håber, at de, der tror på frelse for alle mennesker og dermed ingen evig fortabelse, har ret. Men jeg tror ikke, at de har det. Jeg ønsker, at Gud i sidste ende vil frelse alle mennesker. Men det er ikke det budskab, jeg kommer frem til, når jeg læser bibelen. Lad mig uddybe det ud fra Paulus.

Fortabelsen står ikke centralt i Paulus´ teologi. Det gør derimod frelsen. Sagt med andre ord: Det er ikke Paulus´ anliggende at forkynde fortabelse, men at forkynde frelse. Det samme ideal prædiker jeg selv ud fra som præst. Vi skal forkynde Kristus, så mennesker kan komme til tro.

Når det er sagt, lægger Paulus ikke skjul på, at der er en dobbelt udgang, og at fortabelsen derfor er en realitet (fx Rom 2,5-10; Fil 1,28 og 3,19). Og det bør vi heller ikke lægge skjul på eller fortie, hvor meget modstand, vi end kan have i os imod den tankegang.

Når talen falder på fortabelse, lægger Paulus ikke skjul på alvoren eller det frygtindgydende ved den. Paulus truer ikke med fortabelse, men han advarer imod den. For samtidig med, at Paulus er optaget af frelsen og ivrig efter at forkynde den, så er hans udsagn om fortabelse dog ikke bare en enkeltstående, perifer tanke, han kun sporadisk beskæftiger sig med. Tværtimod præger forestillingen om fortabelse ikke kun hans tale om de eskatologiske begivenheder (1 Thess 1,10; 5,3; 2 Thess 1,7-9.10), men også hans tale om Gud (Rom 1,18; 3,5), mennesket (Efes 2,3), evangeliet (Rom 5,9; 1 Kor 15,18) m.m., ligesom han bruger forestillingen som en etisk motivation (Rom 1,18; 14,10-12; Gal 5,21; 1 Kor 6,9f). Fortabelsen bliver altså på ingen måde reduceret til noget, der har underordnet betydning.

Så vidt som jeg har forstået Bibelen, er det uanset hvor meget man kunne ønske sig det anderledes - derfor ikke til at komme uden om, at Bibelen fortæller os, at fortabelsen ER en fremtidig realitet. Ikke forstået som et helvede i underverdenen, hvor djævelen regerer og forsøger at lokke mennesker. Men fortabelse/Helvede som en fremtidig, frygtelig virkelighed, væk fra Gud og under Guds vrede og dom.

Hvad bliver så resultatet? For mig at se bliver det: Gud ønsker, at alle skal frelses, men tvinger af kærlighed ikke nogen. Selvom vi ikke bryder os om tanken om fortabelse eller alvoren i den og rækkevidden af den, så bliver den ikke mindre virkelig af den grund. Som kirke mener jeg, at vi - ligesom Paulus - skal være ivrige efter at forkynde frelsen og fortælle om den igen og igen. Men vi skal i den iver ikke lægge skjul på, at fortabelsen er en realitet.

Birgitte Graakjær Hjort
Sognepræst