Forlader sjælen kroppen, når vi dør?

- Kristendommen er en livstydning, der gør, at vi kan holde ud at være her. - Foto: Ole Yssing

Kristendommen har to særlige forestillinger om, hvad der sker efter døden, skriver sognepræst Lene Østergaard i kristendom.dk's brevkasse

Spørgsmål:
Jeg har desværre lige mistet min far og kan slet ikke få mit liv til at hænge sammen igen.

Han var indlagt på sygehuset i 26 dage, og hans sidste nat sad min bror og jeg og holdt ham i hånden. Han kæmpede for at leve, havde dybe åndedrag og hev efter vejret. Kl 07.30 tog han sine sidste indåndinger, og vi holdt ham i hånden.

Det, som jeg så, vil jeg aldrig glemme. Jeg er selv sygehjælper og har set mange mennesker dø, men aldrig set noget lignende. Fra det sekund min Far døde, forsvandt hans sjæl. Hans krop/udseende gik fra at se levende ud, til at se død ud i ét sekund. Det føltes som om Gud simpelthen rev ham ud af kroppen og tog ham til sig i samme sekund, ham døde.

Jeg har gjort mange døde mennesker i stand i mit liv, og mange gange har de ligget døde i mange mange timer og stadigvæk både set ud som om de sov, men også været varme og livagtige. Min far så død ud med det samme, en forandring/forvandling som jeg aldrig har set før. Hvad tror I? Kan det være, som jeg mener, at Gud har taget ham til sig i samme sekund ? Vinduet stod åbent, og jeg har altid hørt, at sjælen skulle kunne flyve ud? Er det noget, vi som kristne tror på ?

Jeg vil også gerne spørge om, hvad ordene i trosbekendelsen betyder "Vi tror på kødets opstandelse " - det er vel ikke kroppen, man mener, men os som person, altså vores personlighed, der hentydes til? Eller hvad mener I? Kroppen følger jo ikke med op i himlen.

Mine børn tog afsked med deres Bedstefar dagen efter, hvor han havde ligget på køl og var kold. Og jeg tænkte "det her er bare en skal, Bedstefar er ikke mere i kroppen, men i himlen" Er det korrekt tænkt?
Og tror man som kristen på, at de døde kan følge med fra himlen af? Kan bedstefar se sin egen begravelse, og at vi går rundt og sørger, og når vi til den tid besøger hans grav ?

Vi har grædt rigtig meget i vores familie, og jeg er sådan i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde kommer igennem min sorg. Jeg er vred på Gud over, at han ikke gjorde min far rask men tog ham til sig, men min Far sagde altid "Du må gerne være vred og skælde ud på Gud, det kan han godt tåle". Sorg tager tid, men jeg tvivler på nogensinde at blive glad igen. Jeg kæmper, særligt for mine børns skyld.

Håber I kan give mig svar på mine spørgsmål, da det virkeligt nager mig.

Svar:
Tak for dit brev. Det er nogle meget stærke oplevelser, du lige har været igennem. Og der vil gå noget tid, inden styrken af dine følelser nedtones. Jeg håber, at du har nogle gode venner eller familie, som vil være hos dig og lytte til, hvad du er så fyldt af. Jeg kan genkende en masse af det, du fortæller, fordi jeg mistede også min far for et par år siden. Og selvom man i faglig og professionel øjemed kender døden så udmærket, er det helt anderledes, når det er én selv og en nær slægtning, der står i situationen.

Kristendommen har to særlige forestillinger om hvad der sker i døden. Den ene er, at man umiddelbart bagefter ved dødens indtræden lever et andet sted hos Gud. Den anden forestilling om det hinsides er tanken om Jesu Kristi dag. Her er tanken, at den døde er død, indtil Jesus kommer igen som Kristus for at holde dom over verden. Du læner dig lige nu op ad den første forestilling, som jo bestemt må siges at være kristen.

Du stiller mange spørgsmål, som vist handler om, om det er rigtigt, det du tror på. Altså er korrekt kristen, dogmatisk tankegang. Det synes jeg ikke, du skal bekymre dig så meget om Lige nu handler det om at komme igennem den første svære tid. Og jeg er temmelig sikker på, at du bliver glad igen.

Fra velsignelsen kender du sikkert udtrykket at bevare. Ligesom vi er velsignede og bevarede hos og af Gud, synes jeg, at du skal bevare din far tænke på ham og anerkende hans minde. I kristendommen er det menneskelige fællesskab et fællesskab mellem både levende og døde. Selvom man mister sine forældre vil deres betydning ikke ophøre. Derfor kan du dyrke din far på en god måde, så han hverken fylder for meget eller for lidt: sætte billeder frem og ting, som han har foræret dig. På et tidspunkt fortoner smerten sig og bliver til glæde over alt det gode, man fik sammen.

Jeg har det selv sådan - og det er sikkert ret uluthersk og udogmatisk, - at hvis jeg står overfor noget vigtigt, kan jeg godt finde på at bede en lille bøn til én af mine døde og bede om at få hjælp. Det er nærliggende for mig, fordi jeg synes mine døde er tættere på end GudOg jeg tænker ligesom dig, at det personligheden, ånden, der opstår og bevares hos Gud.

Det er min tydelige fornemmelse, at du har holdt meget af din far. Men det har sikkert også indimellem været svært at være præstebarn. Derfor er der mange tanker og minder, du skal have på plads inden i. Jeg har udgivet en lille bog, som jeg vil gøre lidt reklame for. Den er egentlig skrevet til børn og hedder 'Det første år uden'. Den er en procesbog handler om sørgeåret, men den kan også læses af voksne. Måske kan du have glæde af den.

Jeg vil også gøre opmærksom på hjemmesiden mindet.dk. Der kan du læse om andres sorg og man kan lave sin egen mindeside. Held og lykke i den kommende tid med at bevare din far og tage ham med din i din nye, anderledes fremtid. Han rolle for dig behøver ikke at blive mindre.

Lene Østergaard, sognepræst

Liv og sjæl er store ord, blandt de største i sproget. - Foto: Arkiv