Hvad betyder det, at vi er skabt i Guds billede?

Ifølge gnosticismen er alt det 'skabte' noget negativt - også det menneskelige legeme og det kønslige forhold mellem mand og kvinde overhovedet. I Bibelen ses et ganske andet menneskesyn, hvor legemet ikke skal forstås som mindreværdigt i forhold til ånd og sjæl, skriver Helge Kjær Nielsen Foto: Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.

Ifølge de bibelske skrifter giver det mennesket en særlig værdi og også et særligt ansvar, at det er skabt i Guds billede, svarer professor i teologi Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Er det en form for gnosticisme at udviske forskellene mellem kønnene? Når der tales om, at vi er skabt gudbilledligt som mand og kvinde, er Gudsbilledet så ikke afspejlet i det legemlige?
Ser kristendommen ikke mennesket som ånd, sjæl og legeme på lige fod?

Venlig hilsen
Birgitte Skovgaard

LÆS OGSÅ: Hvordan er vi skabt i Guds billede?

Svar:

Kære Birgitte

Ifølge gnosticismen er alt det skabte noget negativt. Opfattelsen er den, at det ikke er Gud, men en modgud (demiurg), der har skabt det.

Det gælder følgelig også det menneskelige legeme, og det indebærer med hensyn til det seksuelle et negativt syn på det kønslige forhold mellem mand og kvinde overhovedet.

Det er et ganske andet menneskesyn, der findes i de bibelske skrifter, som det blandt andet fremgår af ordene om, at mennesket er skabt i Guds billede.

Men hvad vil det nærmere sige, at mennesket er skabt i Guds billede. Selv om det i 1. Mosebog 1, 27 hedder: "I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han det," så kan forståelsen ikke være den, at gudbilledligheden består i, at mennesket er skabt som mand og kvinde.

Tanken er en anden, nemlig den, at det giver mennesket en særlig værdi og også et særligt ansvar, at det er skabt i Guds billede. Et smukt udtryk for den forståelse findes i Salme 8,4-9.

I 1. Mosebog 9,6 begrundes forbuddet mod at slå ihjel med, at mennesket er skabt i Guds billede, og det er ifølge Jakobs Brev selvmodsigende at velsigne Gud og samtidig forbande mennesker, da de er skabt i Guds billede.

Menneskets egentlige værdi består altså i at være skabt i Guds billede. Dermed er alle mennesker grundlæggende ligestillet trods sociale forskelle, som det fremgår af f.eks. Jobs Bog 31,13-15 og Ordsprogenes Bog 22,2.

Kun ét sted i Bibelen, nemlig i 1. Thessalonikerbrev 5,23, nævnes de tre ord ånd, sjæl og legeme sammen, og de tjener dér til at beskrive hele mennesket.

Der er ikke forskel på den måde, at legemet for eksempel skulle forstås som mindreværdigt i forhold til ånd og sjæl.

Venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen
Professor i teologi ved Aarhus Universitet