Hvad betyder ekklesia?

Ordet "ekklesia" er græsk og betyder slet og ret en forsamling af mennesker, skriver Birgitte Graakjær Hjort. - Foto: Arkiv

Det græske ord "ekklesia" kan anvendes forskelligt. Ordet "menighed" bruges om en lokal forsamling af kristne, mens ordet "kirke" sigter til den store, universelle kristne menighed, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Hvorfor har vi to ord for det samme? Nu er jeg ingen haj til græsk, men for mig at se, hver gang der står ordet "ekklesia" i Bibelens grundtekst, er udfaldet til, om det bliver oversat kirke eller menighed, forskelligt, mens det ofte bare er church på engelsk?

Hvad er pointen i at have to danske ord for et græsk ord?

På forhånd tak for svar.

Med venlig hilsen
Martin Morfjord

Svar:

Kære Martin Morfjord

Ja, ordet ekklesia er græsk og betyder slet og ret en forsamling af mennesker. Når det fremgår af den sammenhæng i Det Nye Testamente - at der er tale om kristne mennesker, der forsamles, for eksempel til en gudstjeneste - gengives ordet i den danske oversættelse med menighed eller kirke.

Ordet "menighed" bruges om en lokal forsamling af kristne, mens ordet "kirke" sigter til den store, universelle kristne menighed. Ud fra det græske ord i sig selv kan man ikke se, om det er brugt om den lokale menighed eller om den universelle kirke. Så her har oversætterne måttet skønne fra sted til sted, hvor ordet anvendes.

Hvis ordet for eksempel anvendes om forsamlingen af kristne i Jerusalem (Apostlenes Gerninger 8,1) eller Antiokia (Apostlenes Gerninger 13,1), altså forsamlingen af kristne på et bestemt sted, oversætter man det med menighed.

Bruges ordet derimod i sammenhænge, hvor der ikke er tale om en bestemt menighed på et bestemt sted, gengives det i den danske oversættelse med kirke (for eksempel Matthæusevangeliet 16,18, 1. Korinterbrev 15,9 og Efeserbrevet 3,21).

Med venlig hilsen
Birgitte Graakjær Hjort,
sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.