Hvad mente Grundtvig om folkekirken?

Vores frihedsforståelse i dag er individualistisk og moderne. Det var Grundtvigs ikke. Den er styret af noget større og mere uhåndgribeligt, som kaldes ånd, skriver sognepræst Peter Grønlykke. Foto: wikimedia.org

Grundtvig mente, man skal finde svarene i den levende menigheds fællesskab og ikke i hverken kirken som institution eller i en bogstavelig forståelse af Bibelen, svarer sognepræst Peter Grønlykke

Spørgsmål:

Hej brevkasse,

Jeg er ved at skrive en opgave om Grundtvig, og hvordan hans tanker har haft indflydelse på vores sekulariserede samfund.

Jeg har indtil videre fundet ud af, at Grundtvig ønskede en sondring mellem skolen og kristendommen. Men når det kommer til hans holdning til folkekirken, finder jeg mange modstridende tekster.

Nogle siger, Grundtvig mente, at folkekirken reflekterede den kristne ånd, mens andre skriver, at der ikke var frihed nok i folkekirken, og at Grundtvig derfor ikke brød sig om denne.

Et andet sted kan jeg læse, at Grundtvig slet ikke mente, vi skulle have en folkekirke, da folk selv skulle tilslutte sig kristendommen uden pres fra staten.

Jeg er meget forvirret angående, hvad hans holdning til folkekirken var. Særligt da jeg også har læst, at han ikke mente, man skulle finde svar i bibelske tekster, men i stedet i kirken.

Jeg håber, I kan hjælpe mig med at få lidt afklaring på, hvilken rolle Grundtvigs tanker havde på sekulariseringen.

Venlig hilsen
Eva Pedersen

Svar:

Kære Eva Pedersen,

For at få rigtigt fat i, hvad Grundtvig mente, er det nok vigtigt at tage udgangspunkt i hans åndsforståelse og hans frihedssyn.

Han er et barn af nationalromantikken (nationalromantikken er en åndshistorisk retning og den gren af romantikken, som beskæftiger sig med folk og folkekultur, red.) og havde tillid til, at det naturlige menneske, eller menneskets naturlige anlæg, kunne udfoldes og udvikles, når mennesket fik frihed, det vil sige, når det ikke skete under tvang.

Vores frihedsforståelse er individualistisk og moderne. Det var Grundtvigs ikke. Den er styret af noget større og mere uhåndgribeligt, som kaldes ånd. Folkeånd (skole) eller Helligånd (kirke) for den sags skyld.

Så Grundtvigs frihedsforståelse betød altså ikke, at mennesker kunne gøre, hvad de ville og bevæge sig i alle mulige retninger. Det er en moderne, individualistisk forståelse.

Der er en stærk fællesskabsforståelse hos ham, og hans forestillinger om frihedens "rum" går i retning af det nationale og det at være menneske. Det er vores grundvilkår.

Du spørger især til den modsætning, der kan se ud til at være i hans kirkesyn. At han på den ene side er imod statskirken og den bogstavelige forståelse af Bibelen samtid med, at han holder fast i, at det er i kirken, man skal finde svarene. Det hænger igen sammen med hans frie åndsforståelse.

Det er ikke i kirken som institution eller i Bibelens bogstavelige forståelse, man skal finde svarene, men derimod i det levende ord. Det vil sige, den tolkning af Bibelen og det kristne budskab, hvor ånden er det primære og ikke bogstaverne.

Det er altså i den levende menigheds fællesskab, man skal finde svarene, og de helt centrale begivenheder i kirken er dåben og nadveren.

"Ved badet og ved bordet", som Grundtvig sagde det, møder vi Guds ord. Derfor bliver menighedernes frihed fra statslig institutionalisering og fra Bibelens døde bogstaver helt central for ham.

Venlig hilsen
Peter Grønlykke
Sognepræst og panelist på kristendom.dk