Hvilke salmer synges ved allehelgen?

Allehelgen bliver fejret i folkekirken den første søndag i november. Organist Jens Ramsing fortæller her, hvilke salmer der hører til dagen. Foto: Adam Garff

Det er ikke til at komme uden om Brorsons Den Store hvide flok vi se, svarer organist Jens Ramsing. Men også årstidssalmer bliver ofte benyttet ved allehelgen

Spørgsmål om allehelgen

Hvilke salmer bruges mest til allehelgen?

Med venlig hilsen,
Annelise Hartmann

Svar fra organist

Kære Annelise Hartmann

Allehelgens dag fejres på mange forskellige måder i de forskellige sogne. Men der er ingen tvivl om, at salmebogens nr. 571, "Den store hvide flok vi se" er den mest benyttede. Den er næsten ikke til at komme uden om.

Brorson siger om 'helteskaren': "Der holder de nu kirkegang med uophørlig jubelklang i høje kor, hvor Gud han bor blandt alle engles sang".

Også salmebogens nr. 574, "For alle helgen er meget benyttet".

Der er kun en lille håndfuld salmer i salmebogen under afsnittet Allehelgen. Derfor vil man også tit benytte årstidens salmer, f.eks. nr. 732, "Dybt hælder året", og salmer, som ofte benyttes i forbindelse med begravelser/bisættelser, f.eks. nr. 754, "Se, nu stiger solen" og lignende kernesalmer.

Med venlig hilsen,
Jens Ramsing
Organist

Allehelgens søndag bliver fejret den første søndag i november. Foto: Mette Frandsen