Spørg

Hvor kommer messehagelen fra?

Messehageler på udstilling på Esrum Kloster i april 2013. Her ses to messehageler designet af Dronning Margrethe til Holmens kirke. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

Den nuværende præstekjole stammer fra 1600-tallet, mens liturgiske klæder har været brugt helt siden 300-tallet skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Hvor kommer messehagelen fra?

Hilsen Kathrine

Svar:

Kære Kathrine

En præst bærer præstekjole. Det ved enhver. Sådan afbildes præsten af tegneren, sådan iklædes skuespilleren, der skal spille rollen som præst.

Præstekjolen er danske (og islandske) præsters embedsdragt, andre landes præster bærer en anden dragt. Den danske præstekjole stammer oprindelig fra det spanske hof, hvorfra den i 1600-tallet blev en almindelig beklædning for det pæne borgerskab og de lærde. Modellen har altså vist sig langtidsholdbar, og det skyldes vel, at den meget markant demonstrerer, at præstens opgave går ud over det personlige særpræg. Den sorte farve er klassisk og lader ansigt og hænder træde frem som den del af kroppen, præsten skal gøre tjeneste med.

Men præstekjolen er ung i forhold til messehagelen. En hagel betyder en kappe. Helt siden 300-tallet har præsten båret liturgiske klæder: en hvid skjorte af varierende længde, en stola, et bælte og for biskoppens vedkommende en kåbe.

Med reformationen blev det præciseret, at brugen af liturgiske klæder ikke skulle gøres til andet og mere end det, det var: et udtryk for skønhed og ærefrygt i gudstjenesten. I Danmark har anvendelsen af messeklæder (d.v.s. den hvide messeskjorte og derover en messehagel) altid været foreskrevet. På et berømt billede fra reformationsårhundredet, Torslunde-alterbordsforsiden fra 1560, ser man, hvordan præsterne anvender messehagel ved uddeling af nadveren, mens præsten på prædikestolen alene er iført sin normale præstekjole. Det svarer fuldstændig til den liturgiske praksis i dag: messehagelen er præstens festtøj til brug under altertjenesten.

Messehagelen har udviklet sig meget i tidens løb. På Grundtvigs tid i 1800-tallet fastslog vejledningen, at en messehagel skulle fremstilles i mørkerødt fløjl med guldkanter og være forsynet med et kors. De har været i brug helt op imod vores egen tid og blev spydigt benævnt "hagesmækker", fordi de var langt mindre end nutidens. I dag er der en rig tradition for at lade dygtige tekstilkunstnere udfolde sig med de klassiske materialer silke eller uld.

Pave Pius V præciserede i 1570, hvordan anvendelsen af de forskellige farver på messehaglerne skulle bruges, og denne vejledning er senere blevet almindeligt accepteret, uden at der dog kan siges at eksistere nogen forpligtende regel herom. I højmessevejledningen for Den danske Folkekirke findes en kort vejledning, som siger, at hvid er festens farve, rød anvendes Sankt Stefans dag og i pinsen, grøn i helligtrekonger- og trinitatistiden, violet i advent og fasten.

Niels Jørgen Kobbersmed, sognepræst