Hvordan bliver man frelst?

Foto: Arkiv

Hvis man oprigtigt tror af hele sit hjerte, udspringer de gode gerninger helt automatisk, skriver sognepræst Lene Østergaard i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Hej,

Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål: Hvordan bliver man frelst, og hvad indebærer det at blive frelst?

Det siges, at troen er en gave, som vi skal modtage, og det er nok. Men hvis man virkelig indser, at Jesus er død på korset, har taget vores synder på sig, bør dette så slet ikke føre til en forandring indefra, på ens tanker og handlinger?

Eller er det nok at sige, "jeg tror"? Er ens synder så tilgivet, selvom man ikke har villet ændre sig/indse nogen ting igennem livet? F.eks. hvis man bevidst synder, er utro, lyver, er egoistisk, og er ligeglad med kritik fra andre?

Er der slet ingen omvendelse nødvendig?

Ifølge mig kan man ikke andet end at blive ydmyg, når man forstår, hvad Jesus har gjort for en, og derved skamme sig så meget for ens synder, ens tidligere liv før man bevidst siger ja til Jesus. Dette vil automatisk føre til, at man ønsker at vokse i troen, få et levende forhold til Gud, følge hans ord, bevidst forsøge ikke at synde. Sker det at man synder, vil man bede om tilg ivelse, og ikke gentage det.

For hvad ellers med de ti bud og andre love i Bibelen, - er der slet ingenting, der kræves af én ved frelse? Slet ingen omvendelse? Kan man virkelig være passiv troende og frelst?

Jeg er godt klar over, at følger man nogen regler, er der fare for, at det bliver legalistisk eller slavisk, men hvordan undgå dette? Og er det slet ikke et krav, - giver Gud sin gave, troen og nåden og tilgivelsen uden modkrav, andet end at vi skal sige ja til det?

På forhånd tak for svar.

Svar:

Tak for spørgsmålet.

Du undrer dig over den lutherske lære, som siger, at man retfærdiggøres af troen alene. Det er underforstået, at man i sine handlinger ikke kan gøre noget, der kan bringe Guds frelse og nåde. Gud er enerådende over nåden.

Og det er rigtigt; men der er mere at sige om det.

Jeg mener, - ligesom du også gør, og som det er underforstået i din undren og dine spørgsmål, at der er noget man skal gøre som et troende menneske. For tro er ikke noget passivt og henflydende.

Det er min overbevisning, at hvis man oprigtigt tror af hele sit hjerte, udspringer de gode gerninger helt automatisk, fordi man er sig bevidst om, at kærligheden er en gave - og målet og meningen med tilværelsen.

Det betyder, at man rækker ud efter sine medmennesker og ønsker dem godt. Man vil bestræbe sig på, at gøre det bedste for dem, men respektere dem i deres ønsker. Næstekærlighed er en praktisk omstændighed ligesom kærlighed. Det er ikke stor teori, men noget man handler på. Hvad hjertet er fuldt af, flyder hænderne over med.

Kærlighed og nåde er gratis. Ordet gratis kommer af gratia der betyder gunst eller venskab, taknemmelighed. Et beslægtet latinsk ord er gratus, det betyder elsket eller kær eller: taknemmelig. Jeg er sikker på, at hvis man oprigtigt tror, vil man ikke være uvirksom, men engagere sig, hvor det er muligt at gøre andre godt. Tro er også handling og tjeneste. Man betaler tilbage, - ikke af pligt, men af lyst, glæde og påskønnelse.

Gud er i sin gode ret til at straffe os. Men hverken vi eller verden bliver fejlfri af, at Gud tugter og hævner sig på os. Der skal noget andet til. Ondt avler ondt godt avler godt. Derfor kom Gud med godt, og det virkede. Og det gør det stadig.

Jeg synes, du skal kende dette digt af Jan Stolt fra digtsamlingen Rytme. Det hedder Ved korset:

Jesus,
Hvordan er du frelser?
Ved at dø?
Der er så mange, der dør,
hele tiden,
millioner,
i stor lidelse og elendighed;
din ene død kan intet betyde i alt dette.
Jesus,
hvordan er du frelser?
frelser i verdens ufattelige lidelse?
Du er det ved, at vi ser dig
og elsker dette tydelige tilfælde af afmagt,
så kærligheden gløder op i vore hjerter
og vi elsker de lidende
og hjælper dem
og hader grovheden.
Er det ikke sådan,
du er frelser, Herre Jesus

Du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Lene Østergaard,
sognepræst