Hvordan skal Jesu lignelser forstås?

"Det vigtigt at skelne mellem, hvad vi, som forskere mener, har været den naturlige måde for tilhørerne i den unge kristne menighed at forstå en af Jesu billedfortællinger på (hvilket blandet andet kan ses ud af den litterære kontekst de er anbragt i), og hvordan vi i dag, for eksempel i en prædiken, vil udlægge fortællingen", skriver professor i teologi Kirsten Nielsen. Foto: colourbox.com

"Lignelsens åbne struktur kræver af os, at vi personligt tager stilling til, hvem vi selv er i fortællingen", svarer professor i teologi Kirsten Nielsen

Spørgsmål:

I debatten indgår ofte nogle af Jesu lignelser. Hvordan skal disse forstås?

Jeg har i sin tid lært, at det på Jesu tid var sådan, at en historie bare skulle have ét punkt tilfælles med det, som lignelsen skulle bruges til at forklare.

I vor almindelige brug skal en historie gerne passe sammen med det, man vil forklare på alle punkter. Jeg kan beskrive det første som to rette linjer, der har netop ét skæringspunkt.

Anden situation er to parallelle linjer, hvor hvert punkt på den ene linje er et tilsvarende punkt på den anden. Altså, virkelighed og historier passer sammen som hånd i handske. Hvor første tilfælde kan have virkelighed og historie fælles i et tilfælde, hvor resten er helt forskellig.

Det var, hvad min rektor Brondbjerg lærte mig i sin tid. Det kan jo forklare mange rigtige og forkerte udlægninger. Er det rigtigt?

Med venlig hilsen
Søren Hansen

Svar:

Kære Søren Hansen

Tak for dit spørgsmål. Inden for forskningen skelner man mellem to hovedtyper af billedfortællinger: lignelser og allegorier. 

Den klassiske definition er netop, at lignelsen kun har et enkelt sammenligningspunkt, mens allegorien har flere. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) har ud fra den definition kun et enkelt sammenligningspunkt, nemlig omsorgen for den nødstedte, mens fortællingen om sædemanden og de fire slags jordbund (Matt 13,4-23) er en allegori, hvilket kan ses af udlægningen, hvor flere af elementerne i fortællingen udlægges.

Dertil kommer, at mange forskere tidligere har skelnet mellem henholdsvis Jesu billedfortællinger, som man mente var lignelser, der var nemme at forstå for tilhørerne og allegorier, som man opfattede som senere fortællinger, der var blevet til i menighederne, og som krævede særlige forkundskaber for, at man kunne udlægge dem.

Inden for nyere metaforforskning er man mere tilbageholdende med en så skematisk opdeling, da tolkningen af en billedfortælling afhænger af den kontekst, den høres eller læses i.

I min egen forskning, som dog ikke er inden for Det Nye Testamente, men inden for Det Gamle Testamente, har jeg derfor lagt mere vægt på læserens rolle og læserens mulighed for at læse en billedfortælling som en lignelse eller som en allegori, det vil sige, at man enten søger efter en enkelt pointe eller er åben for, at der kan være flere pointer i en fortælling. 

Men så er det vigtigt at skelne mellem, hvad vi, som forskere mener, har været den naturlige måde for tilhørerne i den unge kristne menighed at forstå en af Jesu billedfortællinger på (hvilket blandet andet kan ses ud af den litterære kontekst de er anbragt i), og hvordan vi i dag, for eksempel i en prædiken, vil udlægge fortællingen. For her er den enkelte lignelse som oftest taget ud af den større evangelie-sammenhæng og i stedet sat ind i gudstjenestens sammenhæng. 

Ser vi på lignelsen om den barmhjertige samaritaner eller lignelsen om den fortabte søn (de fortabte sønner), ja, så indeholder de jo mere end en enkelt pointe. De færreste prædikanter ville derfor nøjes med at tale om faderens uindskrænkede kærlighed, selv om det nok er den afgørende pointe, de ville også pege på storebroderens rolle og det åbne spørgsmål om, han beslutter sig for at feste med de glade eller lukker sig inde i sin forurettethed.

For lignelsens åbne struktur kræver jo af os, der hører den, at vi personligt tager stilling: Hvem er jeg i den fortælling? Og hvordan ville jeg reagere i mødet med Guds uendelige kærlighed? Og jeg er ikke i tvivl om, at også for de oprindelige tilhørere eller læsere har disse eksistentielle spørgsmål været aktuelle.

Med venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Professor i Det Gamle Testamente ved Århus Universitet