Hvorfor er konfirmationskjolen hvid?

Den hvide klædning er også i nutidens Mellemøsten forbeholdt højtider og fester, hvor man ikke arbejder og bliver svedig og snavset, svarer Jørgen Kjærgaard. Foto: Cecilie Smetana/ritzau

I den ældste kristendom gav man nydøbte en hvid kjortel, når de kom op af dåbsvandet, fortæller stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard

Spørgsmål om konfirmation

Mit barnebarn skal konfirmeres, og jeg spørger så, hvorfor man er i hvidt ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse? Har det nogen religiøs betydning? Og kan man finde noget på skrift, der belyser dette?

Tak.

Venlig hilsen,
Kirsten Christensen

Svar fra brevkassen

Den hvide farve er festens og renhedens farve. I oldtidens middelhavskultur - og i nutidens mellemøstlige - er den hvide klædning forbeholdt højtider og fester, hvor man ikke arbejder og bliver svedig og snavset.

Man ser den dag i dag saudiske oliemillionærer færdes i kridhvide dragter som signalerer, at her kommer en mand, der er velstående nok til ikke at skulle arbejde manuelt...

Blandt Det nye Testamentes lignelser fortæller Jesus én om en gæst ved et prinsebryllup, som åbenbart er uindbudt (Matthæusevangeliet, kap. 22). Det afsløres af manglerne i festtøjet.

"Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?" spørger værten. Hvordan kunne han se det? Jo, fyrster dengang sendte simpelthen en festdragt ud sammen med indbydelsen, så gæsten har måske nok været i kjortel eller kjole, men ikke i hvidt...

Den hvide dragt er altså renhedens og festens farve. Derfor brugte man i den ældste kristendom at forære nydøbte en hvid kjortel, når de kom op af dåbsvandet. Dermed fik den hvide dragt sin kirkelige symbolik. Dens bærer fremstår renset og festklædt.

Og den lange kulturhistoriske afstand i tid er altså ikke længere i praksis, end at dette stadig præger også vore traditioner, hvor hvide dåbs- og konfirmations- og brudekjoler, og præsternes hvide messeskjorte, brugt ved sakramentshandlingerne fortsat er i udbredt brug.

Der findes en del udenlandsk speciallitteratur om liturgiske klædninger; på dansk kan jeg henvise til P. Severinsen: De rette Messeklæder, Kbh 1924; Brinth, Christiansen: Højmessen i den danske folkekirke, Liturgisk Håndbog I (opslagsord: Alba), samt: Lone Hindø: Dåb og klær, Kvindemuseets Forlag 2005.

Med venlig hilsen,
Jørgen Kjærgaard
Stiftskonsulent og lektor ved Kirkemusikskolen i Vestervig