LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Klassiker

Hvorfor fejrer vi ikke allesjælesdag som protestanter?

Det lyder umiddelbart, som om det vil være mere spiseligt ud fra en reformatorisk forståelse at satse på allesjælesdag. Men det ville jo også være en overtagelse af en oprindelig katolsk forståelse, som nok heller ikke er evangelisk-reformatorisk hjerteblod, når det kommer til stykket, skriver sognepræst Peter Grønlykke. Foto: Leif Tuxen

Der er ingen tvivl om, at allehelgensdag har fået en fornyet betydning i vores evangeliske kirke. Som også kan siges at gå et stykke i katoliserende retning, svarer sognepræst Peter Grønlykke

Spørgsmål:

Jeg har boet 10 år i Bonn, og der var cirka halvdelen af befolkningen katolske og den anden halvdel protestanter. Katolikkerne fejrer først allehelgensdag den 1. november og derefter blev allesjælesdag den 2. november fejret af både protestanter og katolikker.

Hvorfor har man stadig helgernes dag og ikke de afdøde sjæles dag i den evangeliske kirke? Vi tror jo ikke på helgerne.

Inger

Svar:

En god forklaring på, at vi stadig har allehelgensdag, er, at vi har overtaget navnet; men ikke indholdet og forståelsen af dagen.

LÆS OGSÅ:Vigtigt at vide om allehelgen

Vi deler jo historie med den katolske kirke indtil reformationen, og da netop den katolske opfattelse af, at der var mennesker som havde en særlig privilegeret stilling i forhold til den himmelske sandhed, nemlig helgenerne, var en af de ting, reformationen gjorde op med, kan man godt undre sig over, at dagen endnu består - om ikke af gavn - så af navn.

Hvorfor har man så ikke valgt at satse på allesjælesdag i stedet? Det lyder umiddelbart, som om det vil være mere spiseligt ud fra en reformatorisk forståelse. Men det ville jo også være en overtagelse af en oprindelig katolsk forståelse, som nok heller ikke er evangelisk-reformatorisk hjerteblod, når det kommer til stykket.

LÆS OGSÅ: Kan man bede for de døde?

Der er ingen tvivl om, at allehelgensdag har fået en fornyet betydning i vores evangeliske kirke. Som også kan siges at gå et stykke i katoliserende retning. Ikke ved at genindføre troen på helgener og deres betydning for forholdet til Gud; men ved mere demokratisk at pege på, hvad de døde og bortgangne også har betydet for os, som endnu lever.

Det har ikke med helgendyrkelse at gøre; men snarere med traditionsbevidsthed. Vi skylder dem, der er gået forud for os en hel del. Derfor er det væsentligt, at vi mindes dem. I Den store hvide flok, og enkeltvis og individuelt, som vore fædre og mødre, og vores nærtstående, som vi har kendt og været knyttet til.

LÆS OGSÅ:-Allehelgen fylder mig med glæde

Det var lige sådan et skud fra hoften om allehelgens betydning.

Med venlig hilsen
Peter Grønlykke
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.