Hvorfor skal Jesus bede for os?

Det ville være nytteløst at bede, hvis der ikke kunne påvirke Gud, skriver Birgitte Graakjær Hjort. Her ses Cristo del Otero statuen i den spanske by Palencia. En af de største monumenter af Kristus i verden. Foto: Wikimedia Commons

Bøn gør både noget ved Gud og noget ved den, der beder, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

I min hjemby Skagens gamle byvåben står der: Voris hob till Gutt allein. Jeg mener, det er fra Paulus, men hvor stammer det fra?

Paulus taler om, at Jesus går i forbøn hos Gud. Da Gud er kærlighed, skulle det ikke være nødvendigt, vel?

Med venlig hilsen
Erik
 

Svar:

Kære Erik

Tak for dine spørgsmål.
 
Vedr. dit første spørgsmål: I Salmernes Bog 39,8 hedder det: Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig. Og i 40,2: Jeg satte alt mit håb til Herren. Og i 70,5: For du, Herre, er mit håb. Også i de nytestamentlige breve tales der talrige steder om håb. Klart og tydeligt i f.eks. 1 Tim. 1,1: Kristus Jesus, vort håb.
 
Vedr. dit andet spørgsmål: Her rører du ved et dilemma: På den ene side giver det ikke mening at bede, hvis bøn ikke kan bevæge Gud til handling. Det ville ikke give mening, at hverken Jesus eller vi selv bad, hvis bøn ikke kunne påvirke Gud. Det ville f.eks. være nyttesløst, at Jesus lærte sine disciple at bede Fadervor, hvis ikke den bøn kunne ændre noget få noget til at ske. Lige så lidt som det ville give mening, at vi bliver opfordret gennem talrige steder i den nytestamentlige brevlitteratur til at bede, hvis bønnen var en handling, som ikke førte til noget. I så fald ville det være omsonst at bede.
 
Bøn er ikke bare ordstrøm ud i den blå luft. Bøn kan heller ikke reduceres til en psykologisk øvelse, som kun gør noget ved den, der beder, selvom bøn OGSÅ har den funktion.

Som Kierkegaard siger på baggrund af Jakobskampen: Den bedende sejrer derved, at Gud sejrer i ham. I tilslutning til Kierkegaard kan vi sige, at bøn ikke kun er til for at påvirke Gud, men også for at påvirke os selv til handling.

Når vi f.eks. beder: giv os i dag vort daglige brød, kan vi erfare ikke alene en større taknemmelighed over at få brød på bordet, have et sundt helbred osv., men også en øget vilje til at bidrage til, at alle i verden får brød på bordet. Bøn kan således påvirke på mange forskellige måder. Den kan påvirke Gud til handling, og den kan påvirke os selv.
 
En af de fortællinger, som jeg vil anbefale dig at læse, er beretningen i Det Gamle Testamente om Abraham, der forhandlede med Gud om, hvor få retfærdige, der skulle være i Sodoma, for at Gud Herren vil undgå at udrydde byen 1 Mos 18,16-33.

En anden fortælling, som er relevant i denne sammenhæng, er beretningen fra Det Nye Testamente om den kanaanæiske kvinde i Matt. 15: Hvis hun ikke havde bedt Jesus om at helbrede sin datter, var datteren aldrig blevet rask. Jesus afviste hende tilmed i første omgang (v. 23), eller han lod hende i hvert fald vente, fordi han ikke havde planlagt at uddrive en dæmon på det tidspunkt, tyder beretningen på. Men i anden omgang helbredte Jesus datteren på baggrund af moderens bøn.
 
Kort sagt: Bøn påvirker til handling. Derfor må vi også tro, at Jesu forbøn for os hos Gud har det formål at påvirke Gud til at frelse os.
 
Paulus taler i Rom 8,34 om, at Jesus Kristus er død og opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Dermed forkynder han, at Kristus er vores talsmand i himlen (sammenlign med 1. Joh. 2,1), vores advokat over for Gud, vores ypperstepræst (jf. Heb. 7,25), hvis virke har til formål at frelse mennesker.
 
Så vidt den ene side af sagen.
 
På den anden side er der en dyb sandhed i, at Gud er Gud, om alle mand var døde. Det indebærer blandt mange andre ting, at bøn ikke virker mekanisk, og at Gud ikke lader sine handlinger og planer dirigere i tilfældige retninger, afhængig af hvad vi finder på at bede om. Der er heller ikke en matematisk logik forbundet med bøn, således at jo mere vi beder, jo større er chancen for, at det, vi beder om, indtræder. Vi bliver opfordret til at bede i Jesu navn, dvs. bede om, at det må være Guds og ikke vor egen vilje, der sker.
 
Dertil kommer, at vi kan bede og bede om noget, som vi er helt overbevist om er efter Guds gode og kærlige vilje. Og alligevel kan vi erfare, at det, vi bad om, ikke skete. Det kan være stærkt anfægtende. Og vi får ikke altid forklaringerne på, hvorfor bøn ikke altid bevæger Gud til at lade det ske, som vi tror, er efter hans vilje.
 
Vi kan forsøge at forklare det med, at vi ikke altid selv kan se, hvad der er bedst. Eller vi kan forsøge at forklare det med, at vi lever i en verden, hvor Guds gode og kærlige vilje ikke altid sker, men hvor ulykker indtræder og ondskab hersker side om side med det gode. Og selv når vi har forsøgt os med disse forklaringer, må vi leve med, at en fyldestgørende forklaring ikke er åbenbaret for os.

Med venlig hilsen
Birgitte Graakjær Hjort
Sognepræst