Jeg er bange for at dø

I salmen, "Se nu stiger solen" portrætteres et stillbillede af skønhed, lys og ro, og sådan tror jeg det vil være når tiden ophæves, skriver Lene Østergaard. Foto: Pixabay

Døden som tilstand og stilstand behøver ikke nødvendigvis at være så forfærdelig, skriver cand.theol. og familieterapeut Lene Østergaard i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Jeg er en 18-årig dreng, der gennem flere år har haft angst for døden. Det, at jeg en dag ikke eksisterer mere, kan jeg ikke klare tanken om. Senere er jeg begyndt at frygte for mine forældres død, men dog ikke i lige så høj grad. Min angst for døden har nu taget en ny drejning, og jeg er begyndt at frygte helvede. En angst for evig pinsel gør ikke døden lettere at acceptere.

Mange siger, at de får fred i deres religion, men for mig er det ved at blive omvendt. Jeg lagde ud med at læse Gamle Testamente, men stoppede hurtigt igen da den beskrev en en så ond og hævngerrig Gud. Jeg gik videre til Nye Testamente i håb om at læse en masse om Jesu kærlighed. Men igen blev jeg skuffet, fordi Jesus fortæller så meget om helvede.

Ja, nu er jeg jo selv troende, så måske bliver jeg frelst, men hverken mine forældre, familie eller venner tror på Jesus. Jeg tror ikke fuldt og fast på hele Bibelen (langt fra), men det gør mig rædselsslagen at læse Bibelen. Inderst inde tror jeg, at alle kommer i Paradis undset deres handlinger eller tro, men frygten for helvede og døden er der stadig.
Håber i kan hjælpe mig?

Tak.

Lennart

Svar:

Kære Lennart

Det siges i et gammelt ordsprog, at kun en tåbe frygter ikke døden! Jeg tror, at hvis de allerfleste er ærlige over for sig selv, vil de vedkende sig en frygt for døden; eller i det mindste en uro over for dødsprocessen.

For har man bare et nogenlunde realistisk syn på den tid, der oftest går forud, inden man overskrider tærsklen til det hinsides, vil man vide, at det kan være forbundet med mange smerter og stort vemod, at skulle forlade livet og ens kære.

Jeg sagtens genkende dine følelser og selv blive helt ked af det ved tanken om, at jeg en dag skal forlade mine elskede børn. Jeg håber i hvert fald, at det vil være mig, der dør fra dem og ikke omvendt.
Men døden som tilstand og stilstand behøver ikke nødvendigvis at være så forfærdelig. Men det er naturligvis meget afhængigt af, hvad man forestiller sig, der sker. For døden er jo et mysterium, det vil sige noget skjult, som ingen har sikker viden om.

På mange måder synes jeg, det er nogle meget modne overvejelser, du gør dig. Men angsten for helvede kender jeg dog ikke til. Men teologer har haft det som stridsspørgsmål i århundreder, hvad helvede er, og om Gud straffer menneskets overtrædelser i døden. Så sent som for en uge siden var der en diskussion i Kristeligt Dagblad mellem Henrik Højlund og Jacob Holm.

Et synspunkt, som måske kan få dig til at falde til ro, er at Jesu opstandelse vidner om, at Guds magt og kærlighed er stærkere end helvedes kræfter. Helvede er sprængt og findes ikke mere.

Jeg tror det er vigtigt, at du finder dit eget billede af, hvad der sker ved dødens grænse og tilegner dig det. Kristendommen har flere billeder og bud på det; ikke mindst i salmebogen.

Grundtvig taler i sidste vers af Den signede dag om himlen, som et festmåltid, hvor vi til evig tid og i evigt lys skal være sammen med vores kære. Og Jakob Knudsen fremmaner billedet af kyst, hvor solen står op i salmen "Se nu stiger solen". Fælles portrætterer de et still-billede af skønhed, lys og ro. Og sådan tror jeg, der vil være dér, hvor tiden er ophævet: lys, klarhed og fredfyldt hvile.

En lille bøn fra middelalderen lyder:

Gud,
Giv alle sjæle den evige hvile,
Og lad dit lys lyse for dem.


Mit håb er, at du med den bøn kan tilegne dig evighedens fred allerede nu og leve dit liv i tryghed og tillid.

Lene Østergaard