Jeg har overtrådt alle buddene - kan jeg blive tilgivet?

Du kan ikke bruge andres historier og forskellige overbevisninger til noget som helst! Hvis du bliver ved at føle skyld og frygt, kunne det være en god ide at tale med en præst om det i stedet for at gå alene med dine tanker, foreslår sognepræst Vibeke Tuxen. Arkivfoto.

Som Guds barn kan du gå lige ind ad døren til Gud og hans rige, og absolut intet kan være så væmmeligt eller ondt, at han ikke vil have med dig at gøre, svarer sognepræst Vibeke Tuxen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har lige læst om nogle forfærdelige nærdødsoplevelser, som flere mennesker har haft om helvede. Det satte mange tanker i gang, og når jeg kigger ind i mig selv, væmmes jeg ved alle de synder, jeg selv har gjort i mit liv.

Jeg har nok overtrådt alle de ti bud i handling eller i mine tanker. Jeg har bedt til Gud om tilgivelse, men er meget i tvivl om jeg kan blive tilgivet. Jeg kan ikke mærke Guds kærlighed i mig.

Jeg er også meget bange for, at mine børn skal ende i helvede, hvis de synder for meget og glemmer Gud.

Hilsen Gitte

Svar:

Kære Gitte

Jeg tænker, at dit spørgsmål handler mere om din frygt for, om Gud vil tage imod dig og dine, end det handler om, hvorvidt folk har haft mulighed for et kig ind i Himlen eller helvede eller?

Som mennesker erfarer vi, at vi ikke lever op til vore egne mål for livet. Vi rammer med sikkerhed ved siden af! Det er et grundvilkår, vi alle sammen lever under.

LÆS OGSÅ: Nærdødsoplevelser giver anledning til eftertanke

Der er noget her, vi ikke kan styre, og det kan være med til at skabe frygt. Heldigvis er hjælpen nær. Gennem sin søn Jesus Kristus er Gud kommet til os og har ved sin Ånd taget bolig i os for som Jesu talsmand at overbevise os alle om synd, retfærdighed og dom.

Om synd, at de ikke tror på mig, om retfærdighed, at jeg går til faderen, om dom, at denne verdens fyrste er dømt (Johs. 16, 8-11).

De her ord betyder, at vi kun går fejl af målet, hvis vi ikke tror, at Jesus er kommet for at tilgive os. Tro handler derfor ikke om, hvor meget eller lidt vi har syndet. Tro handler kun om, hvem vi henvender os til, når vi ønsker tilgivelse fra Gud.

Gud ønsker, du skal henvende dig til ham. Ligesom du allerede har gjort! Som Guds barn kan du gå lige ind ad døren til Gud og hans rige, og absolut intet kan være så væmmeligt eller ondt, at han ikke vil have med dig at gøre.

Måske ved du med din forstand, at du er tilgivet, men du føler det ikke sådan. Her tænker jeg, du skal skrive ordene: tilgivet af Gud ned på en seddel og lægge den foran spejlet derhjemme. Måske skal du tage sedlen med dig i lommen. Kig på seddelen engang imellem.
Måske det kunne være en måde at arbejde med tankerne på, så du ikke kun lader dig drive rundt af dine følelser af skyld?

LÆS OGSÅ: Nåden er altid gratis

Du kan også finde en præst og tale med og helt konkret modtage syndernes forladelse. Men jeg tænker, det er vigtigt, at du fokuserer på den tilgivelse, Gud allerede har givet dig i din bøn. Gud ønsker, at vi skal leve vores liv som frie mennesker med vores synders forladelse.
Han ønsker ikke, at vi skal gå rundt og føle os skyldige, skamfulde og bange.

Meningen med vores liv er, at vi skal leve som Guds børn med vores rygsæk fuld af Guds tilgivelse. Forestil dig Guds tilgivelse som en bankkonto, du altid kan hævepå, uden at den kan tømmes. Jesus døde ikke uden grund. Han rev muren ned, der skilte os fra Gud, da han sonede vores synder gennem sin lidelse og død.

Guds modstander, Djævelen, kan nu sprælle i sit net. Han er fanget og dømt. Alle hans anklager imod os preller af.

For nok har Djævelen ret i, at vi tit rammer ved siden af målet. Men han har ikke ret i, at Jesu tilgivelse ikke gælder dig og mig og alle andre. Da Jesus døde på korset, fik Djævelen derfor sin endelige dom.
Som Guds barn kan du bede om Guds hjælp til at være et eksempel for dine børn.

Du kan bede for dine børn, og vejlede dem så godt du kan. Men du kan ikke styre deres liv og skal heller ikke gøre det. Der er ting i livet, vi ikke kan styre, og som vi må overlade til Gud. Det gælder for eksempel ens børn. Tænk på, at det er den almægtige og allerkærligste Guds hænder, du lægger dine børn over i.

Måske skulle du lukke ørerne for alle de nærdødshistorier, der florerer i tiden og som nærmest betragtes som ufejlbarlige, fordi en eller anden selv har prøvet det?

Du kan ikke bruge andres historier og forskellige overbevisninger til noget som helst! Hvis du bliver ved at føle skyld og frygt, kunne det være en god ide at tale med en præst om det i stedet for at gå alene med dine tanker.

Bedste hilsner
Vibeke Tuxen,
Sognepræst ved Johannes Døber og Margrethekirken

Du kan ikke bruge andres historier og forskellige overbevisninger til noget som helst! Hvis du bliver ved at føle skyld og frygt, kunne det være en god ide at tale med en præst om det i stedet for at gå alene med dine tanker, foreslår sognepræst Vibeke Tuxen.