Skal vi frygte døden?

Døden er ikke vores identitet. I den kristne tro ligger altså en tillid til livet trods døden, skriver Johanne Stubbe Teglbjærg. - Foto: FOTO: RASMUS BLOMQVIST

Det kristne budskab drejer sig om, at døden er overvundet. Alligvel kan vi opleve frygt for den, skriver Johanne Stubbe Teglbjærg i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Kære Johanne

Trods håbet om kødets opstandelse og et liv efter døden, oplever jeg indimellem, at tanken om døden er frygtindgydende. Er selve processen til det nye liv noget, vi mennesker skal frygte?

Når alt det onde/det der skiller os fra Gud skal "sorteres fra", er der så noget individualisme/selvstændighed tilbage hos mennesket i livet efter døden - for der skal vel være noget af os tilbage i opstandelsen, så det er dét menneske som dør, der også opstår?

Mange hilsener

Helle

Svar:

Kære Helle

Du spørger først, om vi skal frygte døden som en proces til det nye liv. Til det vil jeg sige både ja og nej. Nej, fordi det kristne budskab drejer sig om, at døden er overvundet og forandret, og derfor ikke er det sidste, der skal siges om os. Døden er ikke vores identitet. I den kristne tro ligger altså en tillid til livet trods døden. Troen gør os frie fra at skulle frygte døden.

Samtidigt - og det er her jeg vil sige ja - skal vi frygte den. Døden er en del af vores identitet, og vi bliver derfor nødt til at forholde os til den som noget ødelæggende og frygtindgydende. I den forbindelse er det væsentligt at skelne mellem frygt og angst.

Hvor frygten kan være konkret og reel og have en positiv funktion, er angsten mere kompliceret og er isoleret betragtet mere ødelæggende. Det, der opleves som angst for døden, behøver for eksempel ikke at have med døden at gøre, men kan handle om helt andre ting. I teologien er det i den forbindelse en gammel tanke, at angsten for døden bilder den ængstelige ind, at den værner om livet, men når det kommer til stykket selv er en ødelæggende magt.

Det andet, du spørger om, nemlig om, hvilken menneskelig kontinuitet, der findes gennem døden, er der stor teologisk uenighed om. Det er, som du skriver, givet, at der må være en kontinuitet, og at den må være selve den menneskelige identitet. Det gælder her om ikke at forestille sig identiteten som noget statisk og isoleret, men at finde den i fællesskabet med andre, i relationerne og i livshistorien og på den måde ikke forestille sig en indre totalt urørlig kerne i mennesket. Meget tyder på, at forestillingen om et indre og blivende menneske skal erstattes, ikke fordi der ikke er nogen varig identitet, men fordi den findes og udfolder sig i det forgængelige.

Med venlig hilsen

Johanne Stubbe Teglbjærg, Ph.D. i teologi på Københavns Universitet