Spørg

Har Gud nogensinde opfordret til folkemord?

Guds straf fremstår i Gammel Testamente ikke som et had overfor en bestemt slags mennesker, men som absolut intolerance – eller hellig vrede – over alle mennesker, som gør sig skyldige i afgudsdyrkelse, uanset om de er israelitter eller kana’anæere, forklarer Jens Bruun Kofoed, der er professor i Det Gamle Testamente. På billedet ses Holocaust Memorial i Berlin.

Afstraffelsen af en hel folkegruppe finder kun sted i forbindelse med Israels bosættelse i Kana’an, svarer professor Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Har Gud nogensinde opfordret til folkemord?

Jeg har prøvet at søge på nettet, men jeg kan ikke rigtigt finde et fyldestgørende svar.

Venlig hilsen
Hannah

Svar:

Kære Hannah

For en umiddelbar betragtning ja, men ved nærmere eftersyn nej!

I 5. Mos. 7,1-6 siger Moses følgende til Israel:

”Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie med dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.”

At lægge band på nogen betyder i denne sammenhæng at udslette, og for en umiddelbar betragtning befaler Gud altså Israel at begå folkemord på disse syv folkeslag, som vi ofte omtaler med samlebetegnelsen “kana’anæerne.”

LÆS OGSÅ: Hvor mange udvandrede fra Egypten?

Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at det vil være forkert at betegne det som folkemord. Det er der flere grunde til.

For det første menes der med “folkemord” som regel en racistisk eller politisk motiveret udrensning af et folk eller en etnisk gruppe.

En sådan begrundelse finder vi ikke i bibelteksten. Tværtimod understreges det mange gange overfor Israel, at der ikke blot skal tages hensyn til de fremmede (3. Mos. 19,34; 5. Mos. 10,18-19). Begrundelsen er i øvrigt, at Israel selv var fremmede under slaveriet i Egypten, og at de derfor netop burde have forståelse for og vise omsorg overfor andre, som er fremmede.

Og selvom der også efter Israels bosættelse i Kanaan bliver udtalt dom over andre folkeslag, så understreges det, at alle andre folkeslag ultimativt skal stilles lige med israelitterne (Sl. 87; Es. 66,18-21). Selvom Israel spiller en særlig rolle i Guds frelsesplan, så er det i sidste ende ikke bare Israel, men også alle folkeslagene, som er gengæld for Guds frelse.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan jøder tro på Gud efter holocaust?

For det andet beskriver Gammel Testamente kana’anæerne som et uretfærdigt folk og dermed som strafskyldige overfor Gud. I 5. Mos. 9,4-5 hedder det:

”Men når Herren din Gud jager dem væk foran dig, så sig ikke til dig selv, at det skyldes din egen retfærdighed, at Herren har ført dig ind i dette land, for at du skulle tage det i besiddelse; nej, det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig. Det skyldes ikke din egen retfærdighed og retskaffenhed, at du kommer ind i deres land og tager det i besiddelse; nej, på grund af disse folks uretfærdighed vil Herren din Gud drive dem bort foran dig, også for at holde det løfte, Herren gav dine fædre Abraham, Isak og Jakob.”

Allerede på Abrahams tid antydede Gud, at amoritterne (som var en del af det kana’anæiske folk) havde syndet og fortsat bevægede sig hen mod straf for deres synd.

I 1. Mos. 15,13-16 forudsiges det, at Abrahams efterkommere, israelitterne, skal “bo som fremmede i et land, der ikke er deres,” og at de “først i det fjerde slægtled skal … vende tilbage … for målet for amoritternes synd er endnu ikke fuldt.

Det var altså dette “syndemål,” der blev fyldt i forbindelse med israelitternes bosættelse i Kana’an. Kana’anæerne havde gjort landet urent, forklares det i 3. Mos. 18,25, og konsekvensen var, konstaterer Gud, at “jeg straffede det for dets synd, og landet spyttede sine indbyggere ud.”

Det er også værd at bemærke, at det ret forstået ikke er kana’anæerne, men deres religion, der udløser straffen.

Begrundelsen for, at israelitterne ikke må indlade sig på nogen måde med kana’anæerne, var som nævnt ovenfor, at “det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.”

Guds straf fremstår i Gammel Testamente ikke som et had overfor en bestemt slags mennesker, men som absolut intolerance – eller hellig vrede – over alle mennesker, som gør sig skyldige i afgudsdyrkelse, uanset om de er israelitter eller kana’anæere.

Det er blandt andet derfor, kana’anæeren Rahab i forbindelse med erobringen af Jeriko ikke blev udryddet (Josvabogen 6). Og det er derfor, Gud ikke bare udtaler dom over kana’anæerne, men advarer Israel om, at de vil blive straffet på lige fod med kana’anæerne, hvis også de begynder at dyrke andre guder.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan Gud befale mord?

For det tredje bliver vi nødt til at tage højde for såkaldt hyperbolsk sprogbrug i de bibelske beretninger om krig. Forskere har således vist, at Josvabogens beskrivelse af israelitternes vellykkede erobring af Kana’an følger datidens litterære konventioner for sådanne beskrivelser, og at alle samtidige læsere derfor var klar over, at beretningerne overdrev for at fremme pointen.

Når der gentagne gange står, at israelitterne udryddede alle kana’anæere, så må det også forstås som en sådan sproglig overdrivelse. Alene det faktum, at Rahab ikke blev slået ihjel, viser jo, at udryddelsen ikke gjaldt alle i absolut forstand.

Endelig er det vigtigt at bemærke, at udrykket “lægge band på” – det vil sige udrydde – udelukkende anvendes om kana’anæerne (37 gange) og amalekitterne (10 gange i 1. Sam. 15).

Afstraffelsen af en hel folkegruppe finder altså kun sted i en meget begrænset periode i Israels historie, nemlig i forbindelse med Israels bosættelse i Kana’an.

I den store fortælling om, hvordan Gud udvælger Israel for at bringe velsignelsen til alle jordens slægter – som det loves Abraham i 1. Mos. 12 – er udryddelsen derfor en absolut undtagelse.

Den etniske afstraffelse er noget ekstraordinært, som Gud brugte i denne afgrænsede periode, for at understrege, at mennesker fra “alle jordens slægter” ultimativt vil blive straffet, hvis de dyrker andre guder. Det gør dem nemlig strafskyldige på akkurat samme måde som det gjaldt kana’anæerne.

Samtidig – og det er trods alt langt den vigtigste pointe i teksterne – peger Israels bosættelse i et land, hvor alle kana’anæere – det vil sige al uretfærdighed og ondskab – er udryddet frem imod den nyskabelse af himmelen og jorden, som Esajas profeterer om i Es. 65,17-25:

”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det… Der høres ikke mere gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet. De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spise, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder, mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk. De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig. Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg. Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren.”

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed
Professor i Gammel Testamente, Ph.D. ved Fjellhaug International University College Danmark

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.