Hvad er ondskab?

"Der findes ikke nogen anden end Jesus Kristus, der kan vise os Guds fuldkomne kærlighed, der er ondskaben lige så overlegen, som lyset er over mørket," skriver præst i pinsekirken Mikael Wandt Laursen. Foto: Stock Exchange

Ondskab er fraværet af Gud. Der, hvor vi vender os mod tomheden, mod manglen på Gud, det er ondskab, svarer pinsekirkepræst Mikael Wandt Laursen

Spørgsmål:

Hvorfor er mennesker så onde? Er Jesus at anse for den rette vej ? Han har sagt:Kom til mig, alle I, som er besværede; Og jeg vil give Jer hvile. Jeg er Vejen , Sandheden Og Livet!. Er det så ikke den rigtige vej?

Med venlig hilsen
Martin

Svar:

Kære Martin

Ondskab er en af de sværeste ting at forstå og alligevel meget enkel. Ondskab er fraværet af Gud. Bibelen beskriver Gud som kærlighed, sandhed, liv og nåde. Der, hvor vi vender ryggen til Gud og til det liv, han har givet os, vender vi os samtidig mod tomheden, mod manglen på Gud, og det er ondskab.

LÆS OGSÅ:Kan man tale om ondskab i dag?

Kristendommens klare budskab er, at Jesus er Gud i kød og blod. Han viste os, hvem og hvad Gud er. Derfor er han vejen, sandheden og livet.

Der findes ikke nogen anden end Jesus Kristus, der kan vise os Guds fuldkomne kærlighed, der er ondskaben lige så overlegen, som lyset er over mørket.

Med venlig hilsen
Mikael Wandt Laursen
Præst i pinsekirken

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.