LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvad kaldes ligegyldighed over for tro?

Bare fordi man ikke er religiøs, betyder det imidlertid ikke, at man ikke godt kan være troende. Man har blot meget svært ved at definere, hvad denne tro indebærer, skriver Lars Buch Viftrup.

Undersøgelser af danskernes tro peger på, at skråsikkerhed er det eneste, som ikke synes at være acceptabelt både når det gælder at tro og at benægte tro, svarer sognepræst Lars Buch Viftrup

Spørgsmål:

Jeg er en 14-årig pige, som er ved at skrive en projektopgave om religion. Selv tvivler jeg lidt på min tro, og mine forældre er ikke troende. De er ikke modstandere af religion og heller ikke jeg, men er bare ligeglade.

Hvad kalder man denne form for ligeglade mennesker (inden for religion)?

Helene

Spørgsmålet er forkortet (red.)

Svar:
For langt de fleste danskere synes Gud og religion ikke have nogen betydning for hverdagen. Religionen kommer ind, når det handler om de store overgangsriter, men det er som regel ikke det religiøse indhold, der efterspørges.

Kirken fungerer primært som det sted, hvor man fejrer de store begivenheder, fordi det er tradition, og fordi det udfylder en social funktion begge dele løsrevet fra det religiøse indhold i gudstjenesten.

Man kunne derfor konkludere, at danskere kun i meget ringe udstrækning tror.

Imidlertid viser mange undersøgelser, at op mod ¾-del af alle danskere beskriver sig selv som troende. Men man ved endnu meget lidt om, hvordan denne tro ser ud og fungerer. Man kan dog konstatere, at den for de flestes vedkommende er meget lidt sprogliggjort, at den ikke er i overensstemmelse med den institutionaliserede religions (folkekirkens) udtryk for tro, og at den ikke fylder meget i hverdagen.

Læs f.eks. bogen: Im a believer, but Ill be damned if Im religious af Ina Rosen.

Med sekulariseringen af vores samfund har kristendommen mistet sit naturlige ståsted som den givne fortolker af livets store spørgsmål. I en lang periode, fra renæssancen og frem til midten af det 20. århundrede var der tale om en kamp mellem tro og fornuft, mellem teisme og ateisme, kirke og stat. Her kan man tale om, at en meget stor del af befolkningen blev fremmedgjort for det religiøse.

Men med den omsiggribende globalisering, så er der kommet en langt større kompleksitet ind i vores livsforståelse. Verdenskrige, masseturisme, masseindvandring og massemedier har samlet kulturer, religioner, livsformer og perspektiver, der før levede hver for sig, og skabt en diversitet, som gør alle nemme forklaringer og løsninger utroværdige.

Og det interessante er, at det også synes at have åbnet sansen for det religiøse igen, men blot på en anden måde, der helst ikke må kaldes religiøs.

Undersøgelser af danskernes tro peger også på, at skråsikkerhed er det eneste, som ikke synes at være acceptabelt både når det gælder at tro og at benægte tro. En skråsikker ateist er ligeså mærkelig som en skråsikker kristen. Og enhver form for institutionaliseret tro synes at høre ind under den skråsikre tro, og er derfor mærkelig og utroværdig.

Når man bliver konfronteret med, hvor meget eller lidt religiøs, man er, så menes dermed graden af forpligtelse over for en religiøs institution og ikke, i hvor høj grad man i en eksistentiel forstand opfatter sig som troende. Man kan derfor godt være mere eller mindre religiøs i betydning af, hvor stærkt man binder sin tro op på en bestemt religiøs institution.

Bare fordi man ikke er religiøs, betyder det imidlertid ikke, at man ikke godt kan være troende. Man har blot meget svært ved at definere, hvad denne tro indebærer. Bliver det alt for tydeligt, hvad man tror, så kunne man jo risikere at blive religiøs, sådan én, som er skråsikker. Det, der altså er tilbage af det religiøse sprog, er sansen for livets under: at livet er større og mere ubegribeligt, end man sådan lige kan forklare.

Ligegyldigheden over for religion og den lille betydning for hverdagen, denne understrøm af tro implicerer, har medført betegnelser som den usynlige religion, den implicitte religion og den privatiserede form for religion. Hvis tro er noget, som kun den enkelte kan have for sig selv og ikke kan kommunikere ud til andre, så bliver den meget svær at synliggøre.

Når en forsker som Phil Zuckermann, der har beskrevet den danske mangel på religiøsitet, har som sit formål at vise, at et land ikke desintegrerer, blot fordi det ikke er religiøst, så er det, fordi han stadig den dag i dag taler op imod en gammel forestilling om, at alt afhænger af, at vi tror på en Gud. Han taler stadigvæk inden for et paradigme, hvor man enten er afgjort religiøs eller afgjort ateist og ser udviklingen som et udtryk for en tiltagende afvikling af det religiøse.

Men hvad stiller man op med de mange troende danskere, der ganske vist ikke forklarer deres tro i henhold til kirkens dogmer, men som alligevel ikke kan undvære troen?

Set fra folkekirkens synspunkt udgør dette naturligvis en stor anfægtelse og udfordring. Folkekirken kan glæde sig over at være meget populær som traditionens sted for fejring af overgangsriter, men må samtidig sande, at dens popularitet ikke primært skyldes det, som den selv vægter højest, nemlig troen. Når danskere søger fortolkningsrum til forståelse af deres livssituation, så går de alle mulige andre steder hen end netop kirken.

Nogle danskere finder hjælp i det brede felt af spirituelle bevægelser, som på få årtier er vokset op i Danmark. Her møder de tankegange og former for praksis, der ikke er bundet af institutionens traditioner, men som frit kan udvikle sig i henhold til de behov, der måtte være. Her er tale om åndelige bevægelser, som lever på pluralismens og sekulariseringens vilkår, hvor det religiøse ikke er noget, man ønsker at identificere sig med, men hvor det til gengæld er i orden at være spirituel, og dermed åben for noget, der er større end en selv.

Spørgsmålet er, om folkekirken er i stand til at skabe fortolkningsrum for danskernes meget sprogfattige tro, der ikke har karakter af institutionens bombastiske form: Nu skal vi forklare dig, hvordan det hele hænger sammen.

Hvis troen vitterligt er folkekirkens vigtigste anliggende, så er det måske her den skal tage fat og skabe alternative fortolkningsrum, der ikke alene har højmessen som sit omdrejningspunkt.

For et moderne menneske, der lever på individualismens og pluralismens vilkår, er det afgørende med mange forskellige valgmuligheder, så man kan finde netop det, der kan give mening for en selv. At kristendommen kan antage mange forskellige former, kan der ikke være noget revolutionerende i.

Men folkekirkens store udfordring er, at den er meget bundet op på sin rolle som traditionens bærer, og derfor kan have det vanskeligt med sideløbende at have andre roller. Men er der nogen vej udenom, kan man spørge?

Med venlig hilsen
Lars Buch Viftrup
Sognepræst i Skanderborg