Hvorfor giver vi Gud og ikke djævelen skylden?

Vi skælder Gud ud, fordi vi ikke kan holde ud at tænke den tanke, at der kan ske os noget ondt, som Gud ikke er med i. For det ville indebære, at der findes en magt, der er stærkere end Gud, skriver Vibeke Tuxen

Den vrede, vi møder Gud med, er den skuffede og sorgfulde vrede. Djævelen, derimod, forventer vi intet godt af. Når vi derfor ikke oplever, at Gud passer på os, sådan som vi forventede det, bliver vi skuffede og vrede, svarer sognepræst Vibeke Tuxen

Spørgsmål:

Kære kristendom.dk

Jeg hører ofte folk, der har været ude for dødsfald i nærmeste familie eller andre tragiske ting, sige næsten som følger: "Jeg tror ikke længere på Gud, siden han gør sådan mod mig".

LÆS OGSÅ: Hvorfor gjorde Gud ingenting?

Men så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvorfor giver man aldrig djævlen skylden? Han fristede Eva og har da også fristet mange andre, så hvorfor bliver han ikke omtalt længere?

Med venlig hilsen
Dorte

Svar:

Kære Dorte

Det er et meget godt spørgsmål!

Gud tillader det onde, hører vi hos Job. Djævelen frister os med held, og alligevel er han ikke på nogen måde genstand for vores vrede følelser.

LÆS OGSÅ: Bjarne Reuters genfortælling af Jobs Bog

Vi forsager ham og prøver at holde ham på afstand, og så ellers "færdig med ham". Det gælder åbenbart også i forhold til vores vrede.

I stedet skælder vi ud på Gud og mener, at han ikke har stået mål med vores forventninger til vores himmelske far: Hvorfor passede du, Gud, ikke bedre på mig eller mine? Hvorfor greb du ikke ind og hindrede ulykken?

Jeg tænker, at den vrede, vi møder Gud med, er den skuffede og sorgfulde vrede.

Djævelen, derimod, forventer vi intet godt af. Han vil kun skade os. Når vi derfor ikke oplever, at Gud passer på os, sådan som vi forventede det, bliver vi skuffede og vrede. Også selvom vi teoretisk set godt ved, at Gud vil os det bedste, ligesom en kærlig far vil det for sine børn.

LÆS OGSÅ:
Hvorfor tillader Gud det onde?

Jeg tænker også, at vi skælder Gud ud, fordi vi ikke kan holde ud at tænke den tanke, at der kan ske os noget ondt, som Gud ikke er med i.
Det ville indebære, at der findes en magt, der er stærkere end Gud, og det ville igen betyde, at vi ikke er trygge i Guds hånd, fordi han ikke har al magt.

Nej, så hellere give Gud skylden for, at han tillader det onde i vores liv, for så er det dog stadig Gud, der trækker det længste strå. At Gud er den stærkeste, er der trøst i. Her hviler mit liv ikke i en lunefuld og ondskabsfuld magt, men i Guds kærlighed.

Og Gud vil gerne lytte til vores afmægtige vrede. For vi magter ikke sorgen og vreden alene. Vi er nødt til at ventilere den hos Gud for at komme videre. Vi er nødt til at placere den uden for os selv en tid for at håndtere det smertelige, der er sket. Det er tillid midt i vreden.

Med venlig hilsen
Vibeke Tuxen
Sognepræst ved Johannes Døbers Kirke og Margrethekirken