Er mennesker syndige?

'Som kristne siger vi, at det er Kristus, der viser os tilgivelsens vej i sit liv. Han lærer os at leve livet som tilgivne syndere. Synden som skæbne lever vi selvfølgelig stadig med; men ikke som en forbandelse,' skriver sognepræst Peter Grønlykke. Foto: colourbox.com

Jesus lærer os at leve livet som tilgivne syndere, svarer sognepræst Peter Grønlykke

Spørgsmål:

Hvad er det for en synd, der tales om? Intet menneske er født syndigt. Det er noget andre har påduttet dem. De skulle bare ned med nakken!

Med venlig hilsen
Mette

Svar:

Kære Mette

Begrebet synd har tit været brugt til af få andre ned med nakken. Det har været brugt som en kristelig og moralsk dom over andre.

Men når en finger peger mod andre, så er der som bekendt 3-4 stykker, der peger mod en selv. Derfor er det også et begreb, som det er utroligt svært at sige noget om og forholde sig til. Det er meget abstrakt, formel-agtigt og ukonkret.

Synden er en overordnet bestemmelse af manglen på gudsfrygt og tillid til Gud, som det blandt andet hedder i et kirkeligt bekendelsesskrift: den augsburgske bekendelse. Hvor det også hedder at synden er 'arvesynd'. Fordi Adam, som det første menneske, syndede og dermed bragte synden og døden ind i verden.

Når døden således er en følge af synden, får synden karakter af at være en skæbne. Som sådan omfatter den jo også det nyfødte, uskyldige barn, der i hvert fald ikke kan være sig nogen synd bevidst. For selv det nyfødte barn skal dø.

Synd som skæbne og som arvesynd har altså en mytologisk historie, nemlig historien om Adam og Eva og om syndefaldet. Det er en fortælling, som rummer nogle grundtræk i vores liv, og som evangeliet om Jesus er en modhistorie til og et svar på. Og som dåben derfor er en indgang til.

Men ud over, at synden er skæbne (arvesynd) er den også erfaring. Det er her, det bliver svært, og hvor man begynder at fortolke sin egen og andres utilstrækkelighed i lyset af begrebet. At gøre andre opmærksom på deres utilstrækkeligheder og fejl er jo en subtil måde at få dem ned med nakken på.

Det bunder næsten altid i erfaringen med ens egen utilstrækkelighed. Man overser bjælken i ens eget øje, og ser kun splinten i sin brors. Vores liv og dagligdag er således fyldt med de anklager og den kritik af hinanden, som man kristeligt set kan sige er forbundet med, at vi er syndere.

Har man lært tilgivelsens vej at kende, går synden i sig selv. I hvert fald som en bestræbelse på helst at se andre eller en selv nede med nakken. Som kristne siger vi, at det er Kristus, der viser os denne tilgivelsens vej i sit liv. Han lærer os at leve livet som tilgivne syndere. Synden som skæbne lever vi selvfølgelig stadig med; men ikke som en forbandelse.

Der er også et ord, der hedder skyld. Jeg opfatter egentlig skylden som den synd, der er fundet ind på tilgivelsens vej. Skylden og vores skyldighed overfor os selv og vores medmennesker er den tilgivne synd. I skyldigheden ligger jo også vores ansvar overfor os selv, hinanden og livet. Det er den, der giver livet betydning, mening og vægt.

Med venlig hilsen
Peter Grønlykke
Sognepræst og panelist på www.kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.