Hvad mente Luther om næstekærlighed og fællesskab?

Hænder, fællesskab, fingre, sammen

For Martin Luther var Guds ord i evangeliet udgangspunktet for menneskets forhold til Gud og derigennem til andre mennesker, svarer Kurt E. Larsen, som er lektor i kirkehistorie

Kære brevkasse

Hvad var Luthers opfattelse af næstekærlighed? Hvordan udøvede han den i praksis? Hvad mente Luther om fællesskabet?

Hvordan bliver man frelst?

Venlig hilsen
Therese

Kære Therese

Det, som var Luthers hovedanliggende, var, at han selv og andre mennesker kom ind i det rette forhold til Gud og andre mennesker. De to ting hang sammen: Når et menneske hørte evangeliet om Guds nåde - Guds ufortjente kærlighed til et syndigt menneske - så blev hjertet fuld af fred og glæde og taknemlighed, og så kunne mennesket slet ikke lade være med at elske sin næste.

En kristen, der lever i troen og under Guds nåde, ville derfor af sig selv gøre gode gerninger mod sin næste.

Over for Gud skal et menneske kun tænke på Guds nåde og syndernes forladelse, som Gud selv har givet i Kristus. Men fordi dette er en fri gave fra Gud, kan det kristne menneske bruge sine kræfter på at hjælpe og tjene sin næste i hverdagen. Han og hun har meget brug for vore gerninger.

Helt konkret skulle en kristen efter Luthers opfattelse leve efter de ti bud i hverdagen. I de bud er der en sammenfatning af hvordan Gud ønsker, at hans børn skal leve her i verden. Man skal ikke selv udtænke, hvad man tror, der er godt, men man skal følge Guds egne anvisninger.

Luther lagde vægt på de kristnes indbyrdes fællesskab på den måde, at han afviste, at kirken var en institution. Kirken var heller ikke det samme som præsterne. Kirken var først og fremmest de troende. Men for Luther betød det ikke, at han tænkte sig kirken som en slags "forening", som de troende havde "dannet".

Luther gik ud fra Ordet (i Bibelen og forkyndelsen) + sakramenterne (dåb, nadver, evt. også skriftemål) som de midler, der skabte troen i den enkelte. Derfor var det afgørende vigtigt, at Ordet blev læst og forkyndt sandt og sakramenterne forvaltet rigtigt. Så ville troen også blive skabt af Gud. Dette fællesskab med Gud var udgangspunktet for Luther.

I forlængelse af det ovenstående og ud fra Luthers genopdagelse af Bibelens budskab kan man sige, at et menneske ikke bliver frelst ved gerninger, men ved i tro at modtage den gave, som Gud rækker os gennem Ordet og sakramenterne - budskabet om, at vi ikke dømmes efter fortjeneste, men at vi dømmes efter Guds nåde. Kristus har betalt for vores synder ved sin død og opstandelse, og ved troen på ham får vi del i hans sejr.

Der sker et saligt bytte: Han tager vores synd og vi får hans retfærdighed i stedet. Mennesket er i sig selv en synder og bliver aldrig andet, men ved at sætte sin lid til frelseren Jesus Kristus får vi ikke efter vores fortjeneste, men efter hans nåde.

I os selv er og bliver vi syndere, men ved troen regnes vi for retfærdige for Kristi skyld. Derfor er der tale om frelse af nåde alene, ved troen alene.

Venlig hilsen
Kurt E. Larsen