Hvor næstekærlige bør vi være?

Jesus accepterede som sagt ikke, at næstekærligheden kunne reduceres til at gælde ens nærmeste (Matt 5,43-47). Han udvidede derimod næstekærligheden til ligefrem at række til fjenderne, svarer Birgitte Graakjær Hjort. - Foto: Colourbox.

Det kan siges meget enkelt: Hvis vi spørger ud fra Jesu liv og lære er svaret: Næstekærligheden skal fylde det hele, svarer sognepræst Birgitte Graakjær Hjorth

Spørgsmål:

Hvor i Bibelen indgår næstekærlighed bogstaveligt? Hvordan praktiserede Jesus næstekærlighed? Er næstekærlighed en religiøs eller menneskelig værdi?

Hvor meget bør næstekærlighed fylde i vores hverdag?

Rukiye

Svar:

Kære Rukiye,

Selve ordet næstekærlighed forekommer ikke i Bibelen. Så jeg kan ikke give dig nogle henvisninger til steder eller passager i Bibelen, hvor du finder det ord rent bogstaveligt, sådan som du spørger efter. Men selve fænomenet spiller en helt afgørende rolle. Så der er meget at sige om næstekærlighed ud fra Bibelen, selvom selve begrebet ikke forekommer.

Ordet næstekærlighed kommer af ordet næste, der på dansk betyder nærmeste. Det er i Det Gamle Testamente en oversættelse af det hebraiske réa. Ordet betegner generelt den, der står i et nærmere forhold til en anden.

Det kan f.eks. anvendes i betydningen ven (5 Mos 13,7), nabo (2 Mos 11,2; 5 Mos 19,14) eller fælle, dvs. den, man er fælles om noget med (Job 30,29). I lovtekster bruges ordet réa om den næste, som man efter lovens bud er forpligtet overfor. Ordet indgår f.eks. fire gange i De Ti Bud (2 Mos 20,16-17; 5 Mos 5,20-21).

Mest berømt er buddet om at elske sin næste som sig selv (3 Mos 19,18). Den næste, der her er tænkt på, er det menneske, der tilhører Israels folk, det vil sige, at ens næste er én af de nærmeste, én der hører til folket, en landsmand eller en broder.

I Det Nye Testamente anvendes ordet næste også om de nærmeste, dvs. familie, nabo og landsmænd. Men i Det Nye Testamente udvides næstebegrebet til at omfatte ethvert menneske.

Det er en afgørende og bemærkelsesværdig udvidelse. Sagt på en anden måde: Jesus mente ikke, det var tilstrækkeligt at elske de nærmeste. Vi har en forpligtelse over for mennesker i andre dele af verden; mennesker, der ikke ligner os; mennesker, vi ikke er tæt på.

Næstekærligheden har en umådelig central placering både i Jesu forkyndelse og i hans livsførelse. Han udnævnte det dobbelte kærlighedsbud, dvs. kravet om kærlighed til Gud og ens næste som det største bud i loven (Mark 12,28-34).

Og Jesus accepterede som sagt ikke, at næstekærligheden kunne reduceres til at gælde ens nærmeste (Matt 5,43-47). Han udvidede derimod næstekærligheden til ligefrem at række til fjenderne, dvs. forpligtede mennesker på ikke blot at elske de nærmeste, men endog fjenderne (Matt 18,21-22).

Det er mere vidtrækkende end vi umiddelbart forestille os. For det indebærer en forpligtelse på at møde mennesker, der vil os det ondt (fjender) med kærlighed.

Både gennem lignelser (f.eks. den barmhjertige samaritaner, Luk 10,30-37), fortællinger (om sultne, syge, overfaldne, syndere, toldere osv.) og bud fremhævede Jesus næstekærligheden som det vigtigste bud af alle. Og selv praktiserede han den i sin omgang med både høj og lav, syge og raske.

Så når du spørger til, hvor meget næstekærligheden bør fylde, kan det siges meget enkelt: Hvis vi spørger ud fra Jesu liv og lære er svaret: Den skal fylde det hele. Den kan ikke overdrives eller fylde for meget!

Med venlig hilsen
Birgitte Graakjær Hjorth
Sognepræst