Hvordan skal forudbestemmelse forstås?

Tanken om forudbestemmelse møder vi for eksempel i Apostlenes Gerninger, skriver Helge Kjær Nielsen. Foto: arkiv.

De svære udsagn om forudbestemmelse og udvælgelse tjener frem for alt det formål at understrege Guds suverænitet, skriver dr. theol. Helge Kjær Nielsen i Kristendom.dks brevkasse

Kære brevkasse

Jeg er i gang med at læse Det Nye Testamente, og derved opstår der mange spørgsmål.

Hvordan skal den megen tale om forudbestemmelse af dem, der frelses forstås, og hvordan skal passagen i Markusevangeliet forstås, hvor Jesus efter lignelsen om sædemanden siger "at jeg taler i gåder for, at de ikke skal forstå, så de ikke når til omvendelse..."

Det lyder meget barskt og står da i modsætning til, at Jesus ønsker, at alle skal frelses.

Venlig hilsen
Elisabeth

Kære Elisabeth

Det er to meget komplicerede, meget diskuterede og meget kontroversielle spørgsmål, du stiller. Spørgsmålet om forudbestemmelse berører således hele temaet Teodicé. Et svar inden for denne brevkasses rammer må derfor blive meget ufuldstændigt.

1. Det fremgår ikke, hvilke steder i Bibelen, der har fremkaldt dit spørgsmål om forudbestemmelse, men der kunne være tale om adskillige, for spørgsmålet om forudbestemmelse aktualiseres også af en række udsagn om udvælgelse.

Tanken om forudbestemmelse møder vi for eksempel i Apostlenes Gerninger 13,48: "Og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro", og i Romerbrevet 8,30: "Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort".

Der er efter min opfattelse grund til at tro, at udsagnene om forudbestemmelse og udvælgelse frem for alt tjener det formål at understrege Guds suverænitet. Han forbarmer sig over hvem, han vil, og forhærder, hvem han vil (Romerbrevet 9,18).

Som en pottemager former han leret, som han vil. Ordene om forudbestemmelse og udvælgelse kan imidlertid også skabe og fastholde frelsesvisheden. Så sandt frelsen skyldes Guds forudbestemmelse og udvælgelse, er der ingen og intet at frygte.

Udsagnene om forudbestemmelse lægger umiddelbart op til den konklusion, at det så ikke giver mening at tale om menneskets ansvar og skyld. Det er imidlertid ikke synspunktet i Det Nye Testamente.

2. Markusevangeliet 4,11-12, der har udløst det andet spørgsmål, giver umiddelbart det indtryk, at brugen af lignelser skal sikre, at de, der er udenfor, ikke skal forstå, hvad Jesus siger (jf. "for at").

Vores almindelige opfattelse er imidlertid og næppe med urette, at brugen af lignelser netop fremmer forståelsen. Dertil kommer, at Jesu ord, som de er formuleret af Markus, strider mod det billede, der i øvrigt tegnes af Jesus.

De pågældende vers tolkes forskelligt. Min forståelse er, at ordene - som jeg ikke kan tro skyldes Jesus - må forstås i lyset af et af de store spørgsmål, som man i den ældste kirke ledte efter et svar på. Spørgsmålet var, hvordan det kunne være, at jøderne, der i lange tider havde ventet på Messias, afviste ham, da han kom.

Når de i den ældste kirke ledte efter et svar, var det ofte i Det Gamle Testamente, og det kunne se ud til, at netop ordene i Esajas' Bog 6,9-10 er det nærmeste, de er kommet et svar.

Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at ordene fra Esajas også citeres andre steder, hvor man konfronteres med jødernes afvisning af Jesus. Det er bl.a. Johannesevangeliet 12,37-40 og Apostlenes Gerninger 28,24-26.

Situationen de tre steder er forskellig, men i alle tilfælde kommer Esajasstedet til at tjene som svar på det samme spørgsmål - spørgsmålet om jødernes afvisning af Messias.

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen,
lektor, dr.theol. i Nye Testamente