Hvordan skal man forstå helvede?

"Ligesom mange andre bibelske udtryk kan 'helvede' forstås på to forskellige måder: en symbolsk og bogstavelig måde," svarer dr.theol og sognepræst Anders Eyvind Nielsen

Spørgsmål:

Hvordan opfatter kirken i dag begrebet helvede?

Med venlig hilsen
Flemming Johansen

Svar:

Kære Flemming Johansen

Historisk såvel som aktuelt opfattes et religiøst ord som 'helvede' (ligesom mange andre bibelske udtryk og vendinger) på to helt vidt forskellige måder: en symbolsk og bogstavelig måde.

I den førstnævnte betydning, som jeg vil mene er den ældste, er 'helvede' en negativ symbolsk omskrivning for 'Hinnoms dal' syd for Jerusalem.

I Det Gamle Testamente hører vi om, hvordan man på kong Akaz' og Manasses tid her ofrede mennesker til guden Molok. Derfor kaldes dalen også "Morddalen". Betegnelsen 'Hinnom' (eller 'Gehinnom' / 'Gehenna') blev efterhånden symbol på den evige helvedesild.

Heraf kan dog ikke sluttes, at Det Gamle Testamente kender til et 'helvede', hvor sjæle pines i al evighed. I Jesus' samtid bliver 'helvede' et udtryk for død og fortabelse.

Et karakteristisk træk ved Matthæusevangeliet er, at man som læser umiddelbart kan få indtryk af, at 'helvede' er et konkret straffested med 'uudslukkelig ild', og hvor der skal være "gråd og tænders gnidsel".

Men sådanne vendinger bør efter min mening holdes op mod evangelieskriftets helt overordnede fortolkningsramme, sådan som den ikke mindst træder frem i skriftets vigtige afslutning.

Her bøjer både tvivlere og tilbedere knæ for den opstandne Jesus, der lover at være med sine disciple (menighed) "alle dage indtil verdens ende".

Det skal indskydes, at Lukasevangeliets jesusfortælling om den rige mand og fattige Lazarus, hvor rollerne hos de to i 'underverdenen' på den anden side af døden er byttet om, drejer sig ikke om en dogmatisk belæring om et 'helvede' som en objektiv, selvstændig størrelse. Derimod fungerer fortællingen som en etisk belæring til evangeliets læsere i deres 'nutid'.

I det hele taget bør alle de nytestamentlige fire evangelier læses og forstås bagfra, det vil sige i påskens lys. Det er således en vigtig pointe, at 'dommedag' og Langfredag i evangelierne er underordnede den kristne påskedag, der dels bestemmer den triumferende afrunding af disse skrifter, dels fra ende til anden gennemsyrer disse værker som evangelier set i forhold til Evangeliet (med stort E).

Ret beset omfatter påskeperspektivet hele Bibelen som kirkens ældste gudstjenestebog. Også omtalen af "ildsøen" i Bibelens sidste skrift, Johannes Åbenbaringen, er underordnet påskeevangeliets lyse fremtidshorisont.

Den østlige græsktalende (ortodokse) kirke har tydeligt nok videreført påskedagsmotivet som det centrale. Her sejrer lyset som på skabelsens morgen over mørket, og her vil lyset til sidst fortrænge al mørke, og "Gud blive alt i alle", som Paulus udtrykker det.

Eller som formuleret i den gamle kristne hymne (i Paulus´Brev til Filipperne, kapitel 2), der uindskrænket og helt uden forbehold slutter med, at "alle skal bøje knæ og bekende Jesus Kristus er Herre".

De oldkirkelige trosbekendelser indeholder da heller ikke nogen tale om et 'helvede' eller om fortabelse, sådan som det desværre sker i Den augsburgske Bekendelse fra 1530.

Men det skal dog siges, at 'helvede' for Martin Luther alene er noget, der finder sted inde i menneskers anfægtede tanker og følelser, indtil sjæl og krop finder hvile i tillid til Jesus Kristus som frelseren.

Vores egen Grundtvig genfandt i den østlige tradition (gennem kirkefaderen Irenæus) det lyse perspektiv, sådan som det for eksempel kommer dynamisk til udtryk i salmen, I kvæld blev der banket på Helvedes port (nr. 213 i Den Danske Salmebog).

Et mægtigt epos, hvor Kristus i sin død som en anden Moses fører slavebundne sjæle, "så fager en skare", ud til frihed og salighed: "Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før, kun Død sad i Helved bedrøvet, keruben oplod den forseglede dør, skjoldvagten sig kastede i støvet".

En sådan lyrik, hvor 'helvede', fortabelsens symbol, underlægges Guds frelsende og nyskabende magt, indebærer også, at domsbilledet opfattes under evangeliets fortegn som en dynamisk, oprejsende og frigørende proces.

Men med den latintalende vesterlandske kristendom stivner det bibelske mytologiske billedsprog i en juridisk, dogmatisk og bogstavelig forståelse af 'dommen' og 'helvede'.

Fra at være en krise (af det græske ord for dom, 'krisis'), der gennemspilles og overvindes fra Guds side, bliver dom og dommedag nu en juridisk begivenhed (dom på latin, 'judicium') som de bibelske ord for dom og 'helvede' forstås ud fra.

Der opereres for eksempel både i Den romersk-katolske kirke og i folkekirkens højrefløj med en 'dobbelt udgang' i dommen: frifindelse eller fordømmelse til evig pine i 'helvede', sådan som motivet kendes fra vore middelalderkirkelige kalkmalerier.

Menneskers synd bliver her til en forbrydelse mod Guds bud, der straffes. Centralt for denne kristendomsforståelse er ikke påskedagens lys, men Langfredagens mørke. Ikke det sejrende Kristusbarn stående på Marias arme, for nu at sigte til et velkendt ikon-motiv fra den østlige kirke, men den lidende Kristus hængt op under Guds vrede, symbolsk udmøntet i for eksempel krucifikset i de gamle vestlige kirker.

I sidstnævnte tilfælde indgår doms- og helvedestanken på en måde, der står i fare for at problematisere evangeliet som et glædeligt budskab, for ikke at sige problematisere Gud som en kærlig og barmhjertig far.

Mit svar trækker blandt andet på Johannes Værges fortrinlige nye lille bog: Det betroede menneske: opgør med forvreden kristendom (2011). Forlaget Anis.

Med venlig hilsen
Anders Eyvind Nielsen
Sognepræst og panelist på www.kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.