Kan man være kristen uden tro på kødets opstandelse?

Det evige liv kan vi kun nærme os i billeder, men fordi vi ved, at det evige liv er et liv i Gud, så kan vi alligevel få en fornemmelse eller smag af at evigt liv er en tilstand i Guds kærlighed, skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen.

Den kristne tale om kødets opstandelse kan meget let forstås i retning af, at kristne tror, at døde står op af graven på den yderste dag i deres nuværende krop. Det er selvfølgelig nonsens, svarer sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Spørgsmål:

Jeg har været til to begravelser i denne uge. Begge gange har
præsten trøstet med, at nu (eller måske efter højtidelighedens afslutning, det var ikke helt klart) er afdøde i Himlen, hvor vi skulle gense hende/ham.

Men vi erklærede også i trosbekendelsen, at vi tror på kødets opstandelse. Det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Tillægsspørgsmålet bliver så: Hvis man ikke kan tilslutte sig troen på kødets opstandelse, kan man da kalde sig kristen?

Jørgen Hansen

Svar:

Kære Jørgen

Ja, man kan godt kalde sig kristen uden at tilslutte sig troen på kødets
opstandelse. Jeg tror heller ikke på, at vi opstår fra de døde med den krop, som vi kender nu.

Når vi også præster taler om evigheden, bliver vi lidt uklare, og det er der primært to grunde til. For det første har vi simpelthen ikke ord i vores sprog, der kan rumme det, der ligge uden for tid og rum. Vi kan ikke med denne verdens begrænsede horisont, præcist formulere os om det evige og grænseløse.

Det betyder, for det andet, at når det kommer til evigheden og
ja, Gud, for den sags skyld så taler vi altid i billeder. Billeder af de
trosforestillinger vi har om det evige liv. At vi taler i billeder betyder
ikke, at der ikke er en sandhed bag billederne. Det betyder heller ikke at billederne af, eller forestillingerne om det evige liv er grebet ud af den blå luft, eller vokset frem i vores egen fantasi.

I Bibelen og traditionen herunder trosbekendelsen har vi fået
overleveret håbet om evigt liv, som på kort form begrundes i at vi er skabt af Gud, og som sådan hører ham til både i liv og død, og at vi ligesom Kristus opstod fra de døde, også skal opstå til evigt liv. Det evige liv kan vi kun nærme os i billeder, men fordi vi ved, at det evige liv er et liv i Gud, så kan vi alligevel få en fornemmelse eller smag af at evigt liv er en tilstand i Guds kærlighed.

LÆS OGSÅ: Dåbens vand skænker evigt liv

Himlen er et billede på Guds nærvær. Himlen skal altså ikke forstås, som himlen over os men er et billede der forsøger at rumme både storheden og åbenheden i Guds nærvær. Når vi altså kan finde på at sige, at afdøde nu er i Himlen, så mener vi ikke konkret at afdøde sidder oppe på en stjerne og kigger ned på os, selvom lige præcis det kan være et billede, som mange holder af at tænke på. Det er et fint billede og kan være lige så godt som alle mulige andre evighedsbilleder men skal vi udlægge billedet, så betyder det ikke andet, end at vi tror at afdøde er rummet af Gud.

Forestillingen om, at vi skal gense de af vores kære, der er døde før os, har alle dage været en del af det kristne tankesæt. Derfor kan man på gravstene læse inskriptionen: På gensyn og derfor synger vi med Grundtvig om evigheden, som en festsal, hvor med venner i lys vi tale. Det er en trøstende tanke, at vi skal ses med vores kære igen og jo også derfor, at tanken bliver udfoldet ved mange begravelser.

Tanken har rod i forestillingen om, at Gud til sidst skal blive alt i alle, som der står i Det nye Testamente og at vi skal samles hos Gud. Det er åbenlyst at de billeder det giver os, er helt konkrete billeder af, at vi skal være sammen med vores kære, sådan som vi har været sammen med dem i denne verden. Vi kender jo ikke til andet! Men hvis vi ikke er bevidste om, at vi er begrænset i vores forestillingsevne og at også det er et billede så kan vi få det galt i halsen, når vi slår fornuften til.

LÆS OGSÅ:Er det evige liv her og nu?

Når vi taler om, at vi skal ses igen og at vi skal samles igen i Guds rige så må vi konstatere, at vi ikke kan forestille os det. Det ligger uden for vores horisont, at forstå, hvordan vi er sammen, når vi forenes i den evige Guds hjerte. Den kristne tale om Kødets opstandelse kan meget let forstås i retning af, at kristne tror at døde står op af graven på den yderste dag i deres nuværende krop. Det er selvfølgelig nonsens!

Der er ikke forskel på at tale om kødets eller de dødes opstandelse. Kødet skal forstås i modsætning til den almindelige græske tænkning, som forestillede sig livet på den anden side døden, som et fortsat liv for sjælen. Kristendommen ser ikke sjæl og krop som adskilte størrelser, men som det der samlet set definerer os som mennesker og derfor må vi tale om kødets opstandelse, for at det bliver tydeligt, at mennesket er en enhed af krop, sjæl og ånd. Når vi taler om
kødets opstandelse, så er det altså for at tage afstand fra en forestilling
om at sjælen fortsætter sin eksistens uafhængigt af det der definerer den menneskelige identitet eller at den fortsætter i en anden krop
(reinkarnation).

Evighedstanken er, at Gud skal blive alt i alle, at vi forenes i Guds evige hjerte. Paulus taler om (1. kor 15) at vi opstår i et andet legeme et opstandelses legeme. Det er hans måde at udtrykke, at vi forbliver vores identitet i evigheden hos Gud at det ikke alene er vores sjæle der skal forenes hos Gud, men hele vores menneskelig identitet i en eller anden form, som vi ikke har begreb om.

Med venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen
Sognepræst