Kirkekoncilet varetog den kristne lære

Kirkefædrene står sammen om det første kirkekoncil i Nikæa.

I 325 mødtes alle kirkens ledere til det første kirkemøde, hvor biskopperne sammen skulle tage ansvaret for, at kirken kunne bevares i den oprindelige tro, fortæller lektor i kirkehistorie og ph.d. Kurt E. Larsen

Det er velkendt, at man på det første kirkemøde, hvor man besluttede, hvad der skulle med i den officielle kristne tro, udelukkede adskillige evangelier.

Er det korrekt, at man ved denne lejlighed ved flertal afgjorde, om Kristus var guddommelig?

Hvem deltog og påtog sig dermed ansvaret for den kristne lære, og hvem havde myndighed til det?

Kære spørger

I 325 afholdtes i Nikæa i det nuværende Tyrkiet det første kirkemøde for alle kirkens ledere. Tidligere havde man holdt mange lokale og regionale bispemøder, når der var problemer at tage stilling til. Da kristendommen var blevet lovliggjort af Kejser Konstantin blev det muligt at holde en synode for hele kristenheden.

Man kender ikke mødets gang i detaljer, men formodentligt deltog mellem 250 og 300 biskopper fra stort set alle de områder, hvor der fandtes kristne. Kejser Konstantin selv spillede en vigtig rolle for mødets indkaldelse og afholdelse, men det er uvist, hvor stor indflydelse han fik på beslutningerne.
Det var allerede i 100-tallet blevet skik, at biskopper fra et område mødtes for i fællesskab at tage stilling til problemer i kirken.

De kristne menigheder var helt fra begyndelsen i opposition til alle mulige grupperinger med afvigende lære. I den forbindelse blev det menighedernes redningsplanke at kunne holde fast ved nogle bestemte skrifter, der stammede fra apostlene, og som altid havde været brugt til oplæsning i menighederne og var i overensstemmelse med den grundlæggende kristne lære, som man kendte fra trosbekendelsen.

Skriftsamlingerne afstemte menighederne med hinanden, og derved opstod til sidst det Nye Testamente som en kristen kanon (rettesnor). Allerede omkring år 180 har det ligget fast, at netop disse 4 evangelier blev brugt til oplæsning i menighederne. Der er således slet ikke tale om, at kirkemødet i Nikæa har kunnet vælge og vrage - og det er ikke rigtigt, at man udelukkede adskillige evangelier.

Kirkemødet i Nikæa havde således den kristne kanon at gå ud fra. Biskopperne blev også opfattet som garanter for, at læren var overleveret uforfalsket i kirken fra apostlenes tid, og derfor var det dem, der samledes til et koncil. Koncilets myndighed var godt nok aldrig blevet officielt fastslået og lå ikke fast, men alligevel var fællesskabet af alle verdens biskopper de nærmeste til at tage ansvaret, for at kirken som helhed kunne bevares i den oprindelige tro.

Hovedspørgsmålet på koncilet i Nikæa var at tage stilling til den lære, som præsten Arius var begyndt at føre frem, og som virkede splittende i menighederne. Det handlede om forholdet mellem Gud fader og Sønnen. Arius mente faktisk, at Jesus Kristus var guddommelig og et Guds redskab, men han var ikke Gud og ikke evig.

Læren blev afvist af alle koncilets deltagere. Koncilet bekendte i sin udtalelse, at Kristus er "Gud af Gud" og "af samme væsen som Faderen". Der var ikke tale om nogen ny lære, for mødet bekræftede kun, hvad kirken altid havde troet og bekendt. Helt konkret benyttede man derfor også en allerede eksisterende dåbsbekendelse som grundlag for udtalelsen fra koncilet.

Bedste hilsner

Kurt E. Larsen