Skal en fadder være medlem af folkekirken?

Fadderens ansvar er, at barnet bliver oplært i den kristne tro, skriver Andreas Thom. Arkivfoto. Foto: Pixabay

Man skal ikke være medlem af den danske folkekirke for at kunne stå fadder for et barn. Men man bør tænke over, om et ikke-medlem til fulde kan oplære barnet i den kristne tro, skriver sognepræst Andreas Thom i Kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål om barnedåb:

Vi skal have barnedåb i november og vil gerne have min svigerinde til at stå fadder, men hun er ikke medlem af folkekirken længere. Må hun godt stå fadder alligevel? Hun er døbt.

Hilsen Mette

Svar fra sognepræst:

Kære Mette

Det korte svar på dit spørgsmål er: Ja, din svigerinde må godt stå fadder. Man skal ikke være medlem af den danske folkekirke for at kunne stå fadder til et barn. I lovgivningen står der, at en fadder skal være døbt med en kristen dåb. Men det er ikke noget krav, at det er foregået i den danske folkekirke eller at man stadig er medlem.

Der er således ikke juridisk noget i vejen for, at for eksempel en katolik eller en ateist kan stå fadder for et barn, så længe de er døbt. Dåben træder aldrig ud af kraft. Den kan ikke annulleres, heller ikke hvis man melder sig ud af det trossamfund, som man tilhører.

Men selvom der altså ikke er nogle ydre krav, der forhindrer et ikke-medlem i at stå fadder, så er det på sin plads i hvert fald at overveje, hvorledes man vil varetage denne rolle, hvis ikke man har en eller anden tilknytning til et kristent trossamfund - hvor løs denne forbindelse så end er.

Ved enhver dåb i folkekirken bliver der talt særskilt til fadderne i den såkaldte faddertiltale. De får her at vide, hvad deres opgave er. I den forbindelse bliver det ofte tydeligt, at den almindelige opfattelse af fadderrollen har fjernet sig en del fra den oprindelige betydning.

Nybagte forældre vælger ofte mennesker, der står dem nær, og som de gerne vil have skal spille en betydelig rolle i deres barns liv. Det er ofte de mennesker, som de gerne vil betro barnet til, hvis de selv skulle dø eller på anden vis være forhindret i at opdrage deres barn. I faddertiltalen får man imidlertid at vide, at det ikke er faddernes ansvar at sørge for opdragelsen i al almindelighed, men udelukkende at sørge for, at barnet bliver oplært i den kristne tro.

De to opfattelser er ikke uforenelige. Ja - faktisk er det er oplagt, at de mennesker, der skal varetage den religiøse opdragelse, er de samme, som barnet kommer til at knytte stærke, personlige bånd til. Men det er uheldigt, hvis kristendommen glider helt i baggrunden.

Der er måske nogle, der vil indvende, at man godt kan give en god, solid indføring i kristendommen uden selv at være personligt involveret i kirkens liv. Det er delvist rigtigt. Man kan sagtens give en rigtig god indføring i de vigtigste bibelske fortællinger. Det er heller ikke noget problem at lære barnet at bede fadervor, lære det de ti bud og trosbekendelsen. Men kristendommen er mere end gode historier og udenadslære.

En indføring i kristendommen er også at føre den nydøbte ind i kirken og i kirkens liv. Det er centralt i kristendommen, at man ikke kan dyrke eller tjene Gud for sig selv. Det skal tværtimod ske i livet med hinanden. Dåben er et kald ind i kirkens fællesskab. Det er en invitation til tage del i menighedens liv. Helt konkret er det ikke mindst en vej ind i det liv, der leves i og omkring jeres lokale kirke.

Det gode ved folkekirken er, at det kan lade sig gøre at være kristen med lille "k". Man kan i Danmark godt være en del af kirken uden nødvendigvis at skulle sidde nede i sognegården alle ugens dage. Men bliver det ikke lidt vanskeligt at lære et lille nyt medlem, hvad det vil sige at tilhøre en kirke, hvis man samtidig signalerer, at man ikke selv opfatter sig som en del af den?

Bedste hilsner
Andreas Thom,
sognepræst i Himmelev.