Hvor skulle jeg flygte hen?

Baptist og freelancepræst Poul Beck bliver inspireret af andre kilder end sin egen kirkes. Det har dog aldrig fået ham til at overveje at vende baptistkirken ryggen

Redaktøren af Kristendom.dk sendte mig en dag følgende spørgsmål: Har du i forbindelse med din fordybelse i oldkirkelig teologi og spiritualitet overvejet, om du passer ind i baptistkirken. Hvad har du i givet fald fundet i oldkirken, som har fået dig til at blive og altså ikke konvertere?

Først vil jeg gerne sige, at denne beretning ikke er en kommentar til de, der har konverteret. Det er heller ikke gode råd til de, som overvejer det. Begge dele ville kræve et nøje, præcist og personligt kendskab til deres aktuelle situation. Dette er min personlige historie.

Rødder
Jeg er baptist. Det vil sige, at jeg tilhører et kirkeligt fællesskab, hvor vi ikke døber spædbørnene, men derimod venter til de unge selv kan sige ja til Kristus og hans kirke. Troen på Gud, Bibelen, mange salmer med videre deler vi med alle andre kristne.

Når unge for eksempel bliver døbt umiddelbart før deres konfirmation, er der altså ikke den store forskel på et ungt folkekirkemedlem og en ung baptist. Der er forskelle i kirkernes indretning, den officielle etik og så videre, men det er der også indenfor de enkelte kirkesamfund.

Personligt har jeg det sådan, at barnedøbte er lige så meget døbt, som jeg er. Og vi tilhører samme Gud, samme familie, samme kirke. Jeg er cand. theol. fra Århus universitet og mødte i min studietid mange spændende og dygtige lærere og medstuderende.

Jeg blev selv døbt som 13-årig. Mine forældre og mine bedsteforældre er og var baptister. Min tipoldefar blev baptist i 1850 som den første i min slægt. Her har jeg mine lange relationer. Forleden mødte jeg en dame på over 90 år, som har kendt mig hele mit 48-årige lange liv. Jeg har leget og været ung med hendes datter, der nu selv har teenagere. Hvis det at have rødder er andet end et smart ord, så har jeg mine rødder i baptistkirken.

Men foruden rødder har vi brug for vinger. Vinger, som vi kan slå et par slag med og se det hele lidt fra oven. Jeg har især fundet vingeslagenes inspiration tre steder.

Oldkirken
Før min studietid i Århus, gik jeg tre år på baptistkirkens præsteseminarium. Her modtog jeg en formidabel undervisning. Vi var fire på holdet, så der var god plads til vores respektive vandringer. Jeg blev blandt andet introduceret for det stykke oldkirkelige teologi, der handler om Helligånden, som er sendt til verden - ikke kun til kirken.

Faderen sender hvert øjeblik sin ånd på ethvert sted og til ethvert menneske. Det indebærer, at Gud ved sin ånd er allestedsnærværende: I naturen, i kærlige relationer, i den kønneste katedral, i den simpleste hytte, i den mest brusende lovsang, på den stille sygestue, hvor døden måske snart banker på. Der findes ganske enkelt ikke det sted eller den situation, hvor vi er forladt af Gud. Hvor skulle jeg flygte hen? spørger salme 139 i bibelen, der beskriver det enestående. På Universitetet i Århus blev dette møde med Guds ånd uddybet og forankret i mit hjerte.

Og hvorfor skulle jeg så konvertere? Gud er jo i baptistkirken, han er i folkekirken, i pinsekirken, i den katolske kirke og så videre. Hvad skulle jeg konvertere til for bedre at finde eller møde Gud? Gud er til stede i den mest lavkirkelige baptistgudstjeneste og i den mest gennem-ritualiserede, timelange ortodokse gudstjeneste. Når jeg åbner mit hjerte for at møde Gud, så er han der. Og mit kolde hjerte kan være lige lukket i den ene som den anden sammenhæng. Men lykkeligvis kan Gud røre mit hjerte alle steder.

Det betyder også, at Gud er hos ethvert menneske. Når jeg som sjælesørger eller åndelig vejleder har skullet tale med nogen, er jeg meget ofte blevet slået af en forundring over Guds tilstedeværelse hos disse mennesker, og hvordan han bringer dem en trøst, glæde, tro, styrke, vejledning, der overgår al forstand.

Træd varsomt, når du går ind her. Gud var her før dig forkynder et skilt i mit samtalerum. Hver gang jeg skal tale med et menneske, øver jeg mig i at møde ham eller hende med denne respekt: At Gud altså er og har været til stede i deres liv længe før jeg. Opgaven er at få øje på det - frem for at spille Kloge Åge i deres liv.

Det er naturligvis vanskeligt for os mennesker selv at se Guds tilstedeværelse i vores liv. Derfor har vi brug for samtalepartnere. Når jeg kommer til min egen åndelige vejleder, rammes jeg derfor også af forundring over, hvordan Gud har virket i mit liv siden sidste besøg. Det er stort at få øje på Guds virke i ens liv, og det er en nåde at få åbnet sine øjne med en åndelig vejleders assistance.

Så fra oldkirken har jeg fået hjælp til at se, hvordan Helligånden er til stede i enhver situation og hos ethvert menneske. Derfor øver jeg mig til stadighed i at få øjnene op for det frem for at konvertere.

Taizé
En anden vigtig inspirationskilde er Taizé. Taizé er et klosterfællesskab i Frankrig, hvor der fast bor omkring 100 brødre samt en stribe unge frivillige på kortere eller længere ophold. Her udover kommer der gæster for at leve en uge i fællesskabets klosterrytme. Hver uge kommer der mellem 1.000 og 8.000 besøgende, og årligt har klosteret cirka 100.000 gæster.

Min kone og jeg har besøgt Taizé en 12-15 gange. Navnlig Guds fuldstændig ubetingede kærlighed og de mange smukke og meditative sange, som Taizé-brødre har lavet, tager bolig i ens hjertekammer.

Stedet er økumenisk. Det vil i praksis sige, at man ikke kan melde sig ud af sin gamle kirke og konvertere til Taizé. Taizé er ikke et kirkesamfund. Ønsker man at tilbringe resten af sit liv i Taizé som broder, må man nødvendigvis forblive i det kirkefællesskab, man tilhører. Derfor er her katolikker, lutheranere, anglikanere, ortodokse og mange flere. Den bror, som skal besøge Danmark til Kirkedagene i Viborg i 2010, er for eksempel anglikaner.

Den økumeniske orientering betyder også, at de altid opfordrer uge-gæsterne til at rejse hjem og tjene Gud i de sogne og frikirker, de i forvejen tilhører. Lyt til, hvad Gud kalder dig til at gøre, der hvor du bor, lyder opfordringen altid.

Det gjorde min kone og jeg så. Men vi har fået lov at oversætte et par af Taizé-bøgerne, og jeg holder Taizé-gudstjenester i min lokale baptistkirke som et supplement til søndagsgudstjenesten. Den franske inspirationskilde er skyld i, at jeg lige gerne holder Taizé- som traditionelle gudstjenester, når jeg bliver inviteret rundt i landet.

Det utrolige er, at Taizé-brødrene har præcis den samme forståelse af Guds nærvær, som jeg har beskrevet ovenfor. Derfor kan jeg af et oprigtigt hjerte sige: Gud er ikke til stede på en særlig måde i Taizé, men når jeg kommer og bor der en uge for at leve med i klosterets rytme, så åbner jeg mig på en særlig måde for Guds kærlighed og nærvær.

Så igen: Der er ingen grund til at konvertere til Taizé. Det er faktisk slet ikke muligt. Til gengæld er det frugtbart at bære inspirationskilden med sig hjem.

Jesuitterne
Den sidste store inspirationskilde i mit liv er Ignatius af Loyola (1491-1556). Han grundlagde den klosterbevægelse, som hedder Jesuitterne - og Sct. Josef Søstrene, hvad den kvindelige gren angår. Det er en katolsk orden, så alle er altså medlemmer af den katolske kirke.

I det jesuittiske fællesskab har jeg været på mange retræter, blandt andet 30 dage i stilhed. Jesuitterne er især aldeles fremragende til at læse Bibelen på en relevant, nærværende og livgivende måde. De bibelmeditationer, som ordenen gennem århundreder har praktiseret og forfinet, gør, at man kan læse og forstå bibelen på en vedkommende måde.

Det spændende er, at selv om Ignatius slet ikke var oldkirkelig, har han samme forståelse af Guds tilstedeværelse i alle menneskelige erfaringer, som jeg blev introduceret for i det oldkirkelige pensum på seminariet for baptistpræster.

Baptister har til alle tider lagt vægt på at læse bibelen vedkommende og relevant for vores tid, netop det som Jesuitterne praktiserer så formfuldendt. For mig er det som om trådene mødes her, at hjertet kan finde ord, og at vingerne folder sig sammen igen. Relevant bibellæsning og Guds kærlige nærvær - sådan forstår jeg grundpillerne i at være en god baptist.

Igen: Altså slet ingen grund til at konvertere, men jeg har fundet livgivende inspiration til at blive det, jeg allerede var.

Mine vingeslag - oldkirkens Helligånds-forståelse, Taizé-inspirationen og Jesuitternes vedkommende bibellæsning - har altså kun beriget, befrugtet og bekræftet mine rødder i Baptistkirken. Derfor har det at konvertere aldrig været i mine tanker.

Poul A. Beck er freelancepræst